Krydsbestøvninger mellem biting og biord

Krydsbestøvninger mellem biting og biord

Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel

Lea Porsager er en af dansk kunsts unge og sære snegle. Siden hendes internationale tilsynekomst på Documenta i 2012 har hun gået sejrsgang gennem de kanoniserende kunstinstitutioners højloftede haller. På Brandts i Odense kan du lige nu opleve hendes mystiske og dybt spekulative installationskunst, der på alle måder udfordrer og fordrer en legesyg og nysgerrig beskuer.

E(AR)THERIC SLIME – POST OP, som udstillingen så lidet mudret hedder, er angiveligt blevet til på baggrund af kunstnerens interesse for biernes evne til at danne superorganismer og det dertil knyttede begreb: ’Colony Collapse Disorder’. I alle tilfælde er det tydeligt, at jeg befinder mig i en tørlagt, gold og dysfunktionel tilstand, idet jeg træder ind i Skulptursalen på Brandts 13, hvor Lea Porsagers luftige installation har bemægtiget sig rummet fra gulv til loft. Typisk er helheden nøje afstemt den pågældende kontekst, og her har de ultramarine loftspaneler bestemt farven på den ’dronestruktur’, der med bivoks på vingespidsen svæver hemmelighedsfuldt, elegant og semidiagonalt gennem salens hvælvede luftrum.

Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel
Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel

Droner og dronninger, honning og bivoks . . . en mystiker er en, der forsøger at manifestere det usynlige gennem sprogets og tegnets kraft:

“Beneath the Kingdom, an ocean of unfertilized EGGs. Ovarian dry spell.
In a corner of a cell lies the queen, withdrawn in her solitary sack. Extraterrestrial honey ball. Masturbatory fizz-fest! Overwhelmed with bittersweet hallucinations, the virgin queen envisions
horny of sparks and quarks. One little death after the other. Steel eggcitement! Venus goggling the all-too-blue. Deep Brain Resistance. Sting stays in the sticky sack.
Fizzele out”.

Citatet er fra Lea Porsagers tekst, der indgår i udstillingen, og som kan opsamles og hjembringes af udstillingsgæsterne. Teksten er cirka dobbelt så lang, og den er et voldsomt krydsbestøvet og spekulativt konglomerat af Porsagers læsninger og udviklinger af Rudolf Steiner og den amerikanske hardcore konceptkunstner og radikal-aktivist Lee Lozano, der i 1971 besluttede helt at undgå andre kvinder – et løfte hun holdt til sin død i 1999. Til Lozanos levede kunstprojekter hører også Masturbation Investigations.

På gulvet under dronen ligger – sammenføjede i par – en større sværm af stålblanke ’venuskugler’, der bruges til sensuel nydelse. Porsagers evne til at skabe og iscenesætte potente objekter og genstande på en måde, hvor deres skjulte koder frigives til beskuerens fantasi, for derved at befrugte dennes tankestrøm, er måske hendes kunsts største aktiv. I alle tilfælde er det en brutal landing for disse vellystsobjekter, strandede som de er i dette kropsløse og luftige univers, hvor ingen slim eller safter driver fra liderlige kropsåbninger. Så skulle det da lige være derovre i hjørnet, hvor ’dronning-sengen’ står: et ubekvemt og honninggult skumgummileje, indbygget i en lav trækonstruktion, hvorpå en media player looper en flad og malerisk fremstilling af et langsomt flydende fluidum: kropsvæsker eller honning? – digitaliseret vel at mærke!

Titlens første led: E(AR)THERIC SLIME leger med ordene æter, jord, slim. Æteren blev i 1800-tallet betragtet som en usynlig og elastisk substans (slim), der udfyldte verdensrummet, således at lysbølger kunne udbredes i gennem det. På den måde refererer titlen såvel til planeten Jorden og til det omgivende verdensrum. Titlens andet led: POST OP (eng. og DK?) er mere kviksølvagtig og uhåndterbar i dets dobbelte sprogforvirring. Men det er dog plausibelt, at det indsætter udstillingen i nutidens post-(traumatiske) situation, som Porsager ved flere lejligheder har adresseret som en tilstand af angstbaseret udmattelse skabt af den allestedsnærværende kapitalistiske vækstfilosofi.

Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel
Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel

En tilstand, som i Porsagers fortolkning afstedkommer behov for den type modstand, der udforsker forskellige verdensopfattelser og bevidsthedsformer, og som kommer til udtryk på en spekulativ, kompleks og ikke-lineær facon. Måske er det netop i gennem den genforhandlede, stærkt potenserede og subjektive nyfortolkning, at den egentlige individuelle frihed kan generobres?

I et interview til Kunstkritikk siger Lea Porsager, at hun benytter tegn for at etablere felter, der “taler” til os, der hvor ordene har deres begrænsning. Alene det at sige, at noget dødt ’taler’, var for ikke mange år siden fuldkommen kættersk snak på en dansk samtidskunstscene, som værgede sig mod ’føleri’ af denne irrationelle type. At følge sin intuition og at føle sig frem til noget som helst blev dengang i 90’erne betragtet som en form for umoden – og derfor falsk – bevidsthed.

Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel
Lea Porsager: E(AR)THERIC SLIME – POST OP, 2016. Installationsview, foto: Kirstine Mengel

Det er interessant nu at opleve, hvordan denne undertrykkelse af følelserne er på retur på den aktuelle kunstscene. Flere og flere kunstnere benytter strategier, der er beslægtede med Porsagers, og som peger på det forhold, at kunstnerne bevidst undviger de kendte og vedtagne strukturers begrænsninger ved gennem kunsten at bidrage til en nyorientering af identitetsspørgsmålet: En gentænkning af selve kunstobjektet eller kunstsituationen, der som hos Porsager ligeledes er researchbaseret, spekulativ og rettet imod at skabe en anden virkelighed. Meget tyder på, at det netop der lader sig gøre at opnå en så stor grad af frihed, intellektuelt og følelsesmæssigt, at det er muligt at sætte en personlig dagsorden, som måske tillader én at frigøre sig fra de mere undertrykkende og ensrettende strukturelle kræfter i kunsten og i samfundet.

Faktisk er det påfaldende for denne signatur at opleve, hvor smidigt ordene, objekterne og rummet afstedkommer fabulerende og vildtvoksende tankestrømme, som – hvor idiotiske, kaotiske og usammenhængende, de end måtte være – alligevel formår at generere et ikke ubetydeligt overskud i hjerne og hjerte. Det trækker voldsomt opad i mundvigen, så der må smiles, når pressemeddelelsen citerer Porsager: “E(AR)THERIC SLIME – POST OP kan betragtes som et døsigt, masturbatorisk boycott af bevidstløs stræben (BZZNZZ) og kunstige sødemidler. På trods af udmattelse og trøstesløshed, en paradoksal tilbagekrævning af lystens uhyrlighed.”

Rummet henligger i stille venten – her er alt for meget luft. Kroppens fravær udtørrer de mange venusæg, der ligger spredte som sten på en tør flodseng. Hvad har dronen for? Den faktiske tilbageerobring sker på grund af bevidsthedens umådelige fertilitet: Når tanken kopulerer med sproget, lever lysten fint med kroppens fravær, tænker jeg.
Lea Porsager stiller med udsøgt omhu flere spørgsmål, end hun besvarer, og beskueren må derfor belave sig på selv at gøre en stor del af arbejdet. I dette tilfælde var det befordrende for lysten til at lade sig bestøve af kunsten – for bier var der ingen af, kun biting og biord.

Kommentarer

Del artiklen

'Krydsbestøvninger mellem biting og biord'

Facebook