Klask klask klask lyder det vedholdende fra et transportbånd med et tastatur for enden, som flade gummihænder vedhæftet båndet dasker på. Klask klask klask kunne også være bip, brummen, ringen, klingen og den konstante strøm af beskeder, snaps, tweets, mails, der modtages og sendes i en lind strøm og endeløse svar på computere og telefoner.

Det er med denne lyd fra Hannah Totickis værk Re:Re:Re:Re:Re:Re:Re:, at vi inviteres indenfor i udstillingen Teknokroppen med værker af otte yngre samtidskunstnere, som arbejder med krop og teknologi i deres praksis. En udstilling der ikke kun vil vise, performe og sanse, men også skabe samtaler om vores kroppe og vores daglige brug af teknologien, såvel som vores kroppes synlige og usynlige implementering i den.

Udstillingen følges af et katalog med videre indspark af kurator Liza Kaaring, journalist på Zetland Torben Sangild, kunsthistoriker Majken Overgaard og ph.d. i kunsthistorie Pernille Leth-Espersen.

”Der er meget tekst”, som en ældre medbesøgende i udstillingen lettere perplekst udbrød, imens hun drejede sig fra et værk over til teksten på væggen, men det er heller ikke værker, der beskæftiger sig med samtaleemner i den vejr-lette ende af skalaen.

Gud i en møllevinge

Lea Porsagers værk G.O.D.(GENERATOR.ORGANIZER.DESTROYER) er placeret udenfor udstillingen i den lange udstillingsgang, som ender i et panorama ud over Skejten på Lolland. Et skulpturelt værk af en opskåret vinge fra en vindmølle og et værk indkøbt af Fuglsang Kunstmuseum, som hænger sammen med Porsagers to andre værker i udstillingen.

Inde i udstillingen kan man slænge sig i en gul flad sækkestol FULL OF BEANS foran videoværket MIGHTY RUSHED EXPERIMENT. Udtrykket ‘full of beans’ (fuld af energi) står i kontrast til den noget fladmaste sækkestol. Udstrakt er den gule sækkestol så lang som en vinge fra den vindmølle, Porsager har arbejdet med.

Værkerne bevæger sig som Porsagers øvrige praksis mellem det esoteriske og videnskaben, og Porsager bygger her bro mellem krop, sex, trance, ekstase, energi og vindmøller. Mellem ophidselse og udmattelse, mellem energiopbygning og energiudladning.

I videoværket bliver vindmøllens endeløse rundgang til en hjerterytme tilsat en tantrisk meditation over stavelsen “har”, der næsten minder om en stønnen. En rytme som manifesterer sig på skærmen i, hvad der ligner abstrakte landskaber eller cellevæv, som igen leder tanken hen på vindmøllens endeløse rundgang, på kroppens celler eller på al bevægelses udveksling af energi.

Flere af værkerne i udstillingen har været vist før; Porsagers værker blev vist første gang på Moderna Museet i Stockholm i 2020-21. Det voldsomt interessante ved Teknokroppen er, at her skabes et rum, hvor disse værker tilsammen skaber en større samtale om de flydende grænseflader mellem krop og teknologi – både i form af kroppenes brug af teknologi og teknologiens implementeringer af kroppe samt alle lagene herimellem.

Som Stine Deja præsenterer i værket Cold Sleep, så er kryopræservering ikke bare for de få rige, der nedfryses i Nevadaørkenen i et håb om en dag at vågne op til et nyt eller måske evigt liv. Teknologien bruges også til kunstig befrugtning i nedfrysningen af æg og sædceller.

Kunsten giver måske et mere nuanceret indspark i for eksempel den igangværende debat om kunstig intelligens, som Torben Sangild også påpegede i sin åbningstale. Indspark som kan overskride tekniske horrorscenarier eller happy-go-lucky-teknik-optimisme, som ofte synes at være de skyttegrave pendulet svinger imellem.

Hvor er kvinderne?

Men udstillingen kommer også til at handle om repræsentation. For et års tid siden besøgte jeg Fuglsang Kunstmuseum med min teenagedatter, og efter at have gået rundt i den faste samling, spurgte hun noget forundret: ”Hvor er kvinderne?”.

Fuglsang Kunstmuseum ved det godt og arbejder med repræsentationen i deres samling. I et af samlingens små rum hænger to nyindkøbte værker af kunstneren Ellen Scheelke, hvis praksis udspandt sig under modernismen, og i et andet rum crowdfunder man for at købe et værk af Agnes Slott-Møller netop med en formidlende tekst om, at kvinderne er underrepræsenterede i samlingen på Fuglsang Kunstmuseum.

Det er svært ikke at se udstillingen Teknokroppen som en forlængelse af dette arbejde med repræsentation i samlingen, eftersom udstillingen præsenterer otte yngre kunstnere, som alle umiddelbart tilhører den menstruerende halvdel af jordens befolkning.

Og det klæder både museet og samlingen, som udover at have et fokus på lokale kunstnere og motiver primært er funderet i Guldalder samt nationalromantik og modernismen; tidsperioder der kunsthistorisk afskrev snarere end indskrev kvinderne. Ligesom mange andre europæiske kunstinstitutioners samlinger (og den europæiske kunsthistorie) er en hvid mand dna-strengen, hvorfor alle andre kroppe bliver undtagelsen.

Hvilke kroppe repræsenterer vi?

Repræsentation handler ikke kun om køn, hvad der bliver tydeligt i denne udstilling, hvor kroppen er central. Skriver man kroppen, er man nødt til at spørge: Hvilke kroppe?

En optimeret krop bygges op som et samlesæt med lån fra insekternes verden i Emilie Alstrups Self Assembly. I værket Synthetic Seduction af Stine Deja og Marie Munk synes lyshudede runde byggeklodsorganismer at kunne blive til andet og mere. I Skin-to-Skin af samme kunstnerduo kan man kan sætte sig i en kødpølsefarvet stol med blodårer under ”huden” og blive omsluttet af denne ”hud mod hud”, imens man ser et videoværk, hvor en lyshudet, næsten gennemsigtig, AI-mand iscenesat i et klinisk rum synger ”I want to know what love is”; kan robotter elske, som Sangild spørger om i kataloget.

Hvad der dog bliver tydeligt i denne udstilling er hvidheden. Kroppen er hvid – også Arvida Byströms AI-sexdukke Harmony, der befinder sig i et lyserødt univers og som et alterego eller den digitale tvillings fysiske manifestation genskaber Byströms krop ”befriet” for modermærker og ar. I videoværket A Daughter Without a Mother proklamerer robotdukken: ”I remind you of the obsession of yourself”. Byströms værker både berører og sætter et stort spørgsmålstegn ved det digitales narcissisme og reproducerende idealer om skønhed.

Hvidhed og hierarkier af kroppe er måske netop den nuance, som ikke fylder i debatterne om AI og anden teknologi? Hvilke kroppe reproducerer teknologien; hvilke kroppe marginaliseres (yderligere)? Er teknologien et nyt hvidt og patriarkalsk overherredømme; en fortsættelse af den kolonitid, der på daglig basis stadig fortrænges i Europa?

Vi ved (og tech-virksomhederne i Silicon Valley ved det), at algoritmerne på nettet reproducerer og kan eskalere racisme. Vi ved, at den hvide mand, cirka 175 høj, er lægevidenskabens normalkrop, hvorfor for eksempel kvinders symptomer på hjertesygdomme beskrives som anormale. Så hvordan kan AI og anden teknologi alt andet end eskalere den voldsomme ulighed, vi både bevidner og er del af? Og hvis den hvide krop apriori er udgangspunktet for teknologien, hvor efterlader det alle andre kroppe? Er for eksempel de 12 millioner statsløse i verden en del af teknologien eller udfases de yderligere?

Netop ved at insistere på kroppen understreger værkerne bevidst eller ubevidst, at hverken krop, teknologi eller den såkaldte teknokrop er frisat, men består i de hierarkier og kampe om magt, som vores kroppe altid allerede er indlejret i.

Udstillingens implicitte hvidhed kunne bruges som en kritik af udstillingen, men det er ikke pointen. Pointen er, at udstillingen med værkerne netop åbner op for sådanne perspektiver og samtaler. Selvom det “vi”, der konstant henvises til i kataloget til udstillingen som os, der har implementeret teknologien, godt kunne granskes mere kritisk; for hvem repræsenterer det “vi” egentlig?

Udstillingens force er netop, at værkerne hver for sig, men særligt sammen, åbner for blikke og nuancer, vi måske dagligt overser. Derfor er udstillingen for mig (som hvid kvinde i samme aldersgruppe som de udstillende kunstnere) et absolut ”det skal du se” for både at opleve disse værker samlet samt få et nuanceret indspark i debatterne om kroppe og teknologi.