Smag på den kølige havluft, kom med til fremtiden, begær skønheden

Smag på den kølige havluft, kom med til fremtiden, begær skønheden

Tove Storch: untitled, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

KØS har fået tre meget forskellige værker på plateauerne ude foran museet. Mens Ann Lislegaard bøjer fremtiden i neon, rækker Lea Porsager tunge 137 gange, og Tove Storch spænder silkemalerier ud, som man kun kan se en brøkdel af.

Når man ankommer i efterårskulden til KØS, føles det allerede som om, det er vinter på grund af det hvide landskab, der omgiver bygningen. Det er ikke sneblokke, men hvide betonelementer i konstant skiftende niveauer, der i ét greb udgør både en plads foran bygningen, en trappe, en rampe, en terrasse foran caféen, et legerum og et udendørs udstillingssted.

Det er Ann Lislegaard, der har designet det i samarbejde med landskabsarkitekten Sophie Sahlqvist, og selvom det ikke er selve pladsen, jeg skal anmelde, må jeg sige, at det er et uhyre vellykket arkitektonisk greb. At det også virker som legerum i praksis, fik jeg bekræftet, da der var frikvarter på skolen ved siden af, og børnene hoppede rundt på plateauerne som en attraktiv udvidelse af deres mere traditionelle legeplads i skolegården. Hvor tit har man ikke set, at kunstneres og arkitekters drømme om at skabe liv skuffes på pladser, der ligger øde og vindblæste hen som et monument over mislykket velvilje? Sådan er det ikke i Køge.

Pladsens rolle som udendørs udstillingsrum, der er frit tilgængelig for alle, udfoldes nu for tredje gang med Eksperiment 111, hvor Ann Lislegaard selv er blevet indbudt til at lave et stedsspecifikt værk – det samme er Tove Storch og Lea Porsager, og de har løst opgaven meget forskelligt.

Ann Lislegaard: Come let me show you the future, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Ann Lislegaard: Come let me show you the future, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Fremtiden kommer
Lislegaard har lavet et neonværk på bygningsgavlen, hvor der med hvide bogstaver står sætningen “Come let me show you the future” (kom, lad mig vise dig fremtiden). Det er et citat fra en science fiction-roman af Jeff Noon, men umiddelbart lyder det som en blanding af et brudt løfte (hun viser os ikke fremtiden, det gør museet heller ikke) og et af disse livsstilsvisdomsord, folk deler på Facebook hen over en solnedgang. Nu er det så bøjet i neon.

Men heldigvis får det abstrakte udsagn ikke lov at stå, som om det i sig selv var nok. Lislegaard leger med det ved at lade ordene lyse op i forskellige konstellationer, muliggjort af, at ordene ikke står pænt ordnet på række. Således opstår sætninger som “come the future” eller “let the future come” eller “let me come, future”. Det er stadig ikke voldsomt dybe udsagn (fremtiden skal nok komme helt af sig selv), men det får til gengæld et mere legende, mindre selvhøjtideligt udtryk.

Æstetisk passer det smukt ind i omgivelserne og årstiden. Og så kan det fungere som et lille vartegn for de mange, der går forbi i efterårs- og vintermørket, og hvem ved, måske endda som et lille, lysende håb for en pessimist, der ikke længere ser muligheder?

Lea Porsager: Vulgus, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Lea Porsager: Vulgus, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Smag på Køge
Lea Porsager har lavet en lang række aflange, lilla tunger, der ikke er helt så genkendelige som mennesketunger, som kunstneren måske forestiller sig. Ikke kun på grund af farven, men også på grund af deres langstrakte og ofte spaltede form. Vi ser normalt en tunge som en lyserød klump kød, der ligger i munden, og ser kun det forreste af den.

Porsagers tunger er ikke så langt fra virkelige tunger i deres fulde længde, men de kunne lige så vel være en slags orme eller blomster, hvilket også var et par af børnenes gæt, da jeg spurgte dem. Ser man dem som tunger, kommer de op af betonen og rækker ud, som vil de smage på Køges luft. Eller måske som en fornærmelse, hvor plateauerne rækker tunge ad os. Men de siger ikke noget, og værkets titel er da også Stumme tunger.

Ingen finder sikkert på at tælle tungerne, og hvis de alligevel gjorde, ville de nok ikke lægge noget særligt i antallet 137. Men det gør Porsager, for det er faktisk et interessant tal – et tvillingeprimtal sammen med 139, der har et særligt forhold til det gyldne snit og til finstrukturkonstanten og meget andet. Og i den mere mystiske ende, som Porsager er meget optaget af, et særligt forhold til kabbalaen og til Jungs drømmeteorier. Men som sagt, det er noget, man må læse sig til i kataloget, for ingen vil opdage det af sig selv.

Tove Storch: untitled, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Tove Storch: untitled, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Silkehvidhed
Det mest vellykkede og samtidig mest frustrerende af de tre værker er Tove Storchs værk i den store montre med en masse smukke silkemalerier med sort maling på hvid silke. Disse silkemalerier er spændt hårdt ud vandret lige over hinanden i to jernrammer, sådan at man kun lige kan se det yderste af dem, idet de dækker hinanden. Man søger med blikket at se dem, man prøver med kroppen at finde den bedste vinkel, og stadig er de utilgængelige, bortset fra de øverste, som kan ses, hvis man er høj nok og står på tæer på en tilstødende sokkel.

Grunden til, at man gider gøre sig al den møje, er, at de er virkeligt smukke, de tænder en lyst til at se mere. Som den skønneste kalligrafi, men med hemmelige motiver i stedet for bogstaver lokker de øjet. Nogle vil sikkert blive sure over, at man ikke kan se dem. Men måske er fantasien om dem bedre, end hvis man faktisk så dem hænge side om side? Anelsen af, at de gemmer på noget særligt. Nu fungerer de som en del af en skulptur og kan minde om et utilgængeligt skønhedsarkiv, indkapslet i en montre, på én gang indendørs og udendørs.

Der er trods forbeholdene tale om tre værker, der fungerer på den fine plateauplads, og som både forbipasserende og museets besøgende kan få glæde af. Mens Lea Porsagers fungerer bedst om dagen, fungerer Lislegaards bedst om natten, og Storchs gør begge dele, men på forskellige måder, alt efter om det er dagslys eller montrens eget hvide, elektriske lys, der fremkalder silkebillederne.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Smag på den kølige havluft, kom med til fremtiden, begær skønheden'

Facebook