Vinderne af Danmarks største kunstpris skaber endnu mere af Den Frie

Vinderne af Danmarks største kunstpris skaber endnu mere af Den Frie

Marianne Jørgensens værk. Foto: Anders Sune Berg.

Billedserie

Udstilling

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2014

22 nov 2014 4 jan 2015

Superflex, Marianne Jørgensen, Lea Porsager

Den Frie Udstillingsbygning
Se kort og tider

De tre vindere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2014 bliver flot præsenteret på Den Frie, som de kvitterer med at sætte i et nyt lys.

Den Frie Udstillingsbygning præsenterede for nyligt sin nye underetage under overskriften ”endnu mere af Den Frie”. Mens man også bør finde ned i den nye underetage med dens flotte udstillingsrum, kunstboghandel og cafe, er det i de kendte lokaler i hovedetagen, at denne udstilling udspiller sig. De tre prisvindere indtager dog rummene i en sådan grad, at de opleves som nye og ”endnu mere af den Frie”.

Udstillingen er ikke mindst rumligt vellykket og viser, at det kan betale sig at give god plads til værker i denne kunstprisklasse.

Udstillingen præsenterer de tre vindere af prisen Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2014. Denne pris omtales som den største kunstpris og uddeles hvert andet år til en musiker eller komponist i Carl Nielsens ånd og hvert andet år til en billedhugger i Anne Marie Carl-Nielsens minde – med det skulpturelle forstået i en absolut nutidig og udvidet forstand, som dette års udgave klart viser med Lea Porsager, Marianne Jørgensen og gruppen Superflex (Jacob Fenger, Rasmus Nielsen og Bjørnstjerne Christiansen) som prisvindere.

Prisen præsenteres ved en omfattende præsentation af kunstnerne, ikke mindst af helt nye værker. Den er dermed hverken bagudrettet mod tidligere arbejde eller en ”talentpris” rettet mod kommende udvikling, men en demonstration af kvaliteterne her og nu.  

Træd ind i en vild verden
I denne ambitiøse ånd er hver kunstner tildelt en større separat afdeling af bygningen på to rum, så udstillingen nærmest er tre solopræsentationer. Og det er vidt forskellige verdener, man træder ind i, alt efter hvilken af de tre døre, man vælger at entre.

Fra Marianne Jørgensens værk. Foto: Kristian Handberg.
Fra Marianne Jørgensens værk. Foto: Kristian Handberg.

Går man til venstre, er man med ét i en vildt groende verden i Marianne Jørgensens værk Angående gentagne forplantninger af bølger i luft. De græs og mosbegroede former er overvældende store og uhåndgribelige med deres insisterende biomasse og lettere absurde formsprog. Er det en hyldest til naturkræfterne og en påpegning af overensstemmelsen mellem lydbølgernes svingninger og andre fysiske fænomener og materialer som planter og jord? Eller er det kaoskræfter, der er sluppet løs på Den Frie?

Værket er i hvert fald en stor og insisterende oplevelse, der indtager rummet, som det sjældent er set!

Andet rum i Marianne Jørgensens afdeling med afstøbningerne af rum i forgrunden. Foto: Kristian Handberg.
Andet rum i Marianne Jørgensens afdeling med afstøbningerne af rum i forgrunden. Foto: Kristian Handberg.

Jørgensens andet rum er afdæmpet med mere overskuelige formater. Det inkluderer dog skulpturelle afstøbninger af hele rum som et industritoilet og ”Min venindes køkken”. Også her foranstalter Jørgensen en stor materiel konsekvens i en kreativ omskabelse af det velkendte. Det materielle gror nærmest frit, hvad enten det er levende græs eller WC-papir.

Sære seancer
Lea Porsager, hvis værk man når gennem den modsatte dør i udstillingens højre side, er en sværere tilgængelig størrelse af rebus-agtig karakter med få spor og en yderst villet mystik.

Det første rum indeholder værket Cut-splice Supercluster. Med propellignende objekter og en optagelse af en tranes flyvning er der noget med at flyve i spil. En serie af malende lydord er også skåret ind i væggen gennem rummet. Disse røber dog, at der ikke er tale om en teknisk flyvning, så meget som ideer om spiritiel flyvning og okkulte praksisser. Det udtrykkes eksempelvis i begrebet ”Ring-pass-not”, et særligt felt af, ja, noget, som skulle omgive alle levende væsner.

Lea Porsager: CUT-SPLICE SUPERCLUSTER. Foto: Kristian Handberg.
Lea Porsager: CUT-SPLICE SUPERCLUSTER. Foto: Kristian Handberg.

Mens værket er rumligt godt sat op, er det en noget indforstået mysticisme, der ligger bag. Det gælder også for Porsagers andet rum med værket Anatta Experiment. Værket referer til en lokation i Schweiz, som var et hotspot for åndelige subkulturer omkring år 1900. Kunstneren har til værkets eksperiment samlet en gruppe til at besøge dette sted og huset Casa Anatta, inden det skulle restaureres. Det er uklart, hvad denne spirituelle reenactment har gået ud på, ud over, at det åbenlyst er en udfordring af den normale verdens liv og forståelsesramme.

Til sådan en vild tematik er Porsagers værker overraskende tørt afmålte og det er derfor en sag efter temperament, om man er fænget af den svært tilgængelige mystik.

Lea Porsager: Anatta Experiment. Foto: Kristian Handberg.
Lea Porsager: Anatta Experiment. Foto: Kristian Handberg.

Kunstens formål er virkeligheden
Mens Porsager vil etablere en kontakt til det overnaturlige, er Superflex anderledes virkelighedsbundne. Deres værk sætter insisterende den status, kunstværket har, til salg for at skabe en effekt i verden. Værket består af en operationsstue til hospitalsbrug, som efter udstillingen sendes til brug i Gazastriben, Palæstina. Alt er finansieret af ”salgsprisen” på værket, som er solgt til tre samlere, der så vil have det som et fotografi af udstyret.

Foto af hospitalsstuen, fra Superflex' værk. Foto: Kristian Handberg.
Foto af hospitalsstuen, fra Superflex’ værk. Foto: Kristian Handberg.

Der er altså tale om et færdigt funktionsobjekt, som kunstnerne har købt, nu udstiller og siden sender videre til en konkret funktion. En funktion af en anden konsekvens end alt, hvad der foregår på kunstscenen, synes pointen at være. Følgelig er rummene også helt ryddede omkring hospitalsudstyret og fotoet af det, og det giver næppe mening at tage æstetisk stilling til det som skulpturelt værk.

Hospitalsstuen i Superflex' værk. Foto: Kristian Handberg.
Hospitalsstuen i Superflex’ værk. Foto: Kristian Handberg.

Det skulpturelle langt hjemmefra 
Vi er i alle tre tilfælde ret langt fra den skulpturkategori, som prisen engang opstod omkring. Måske det var et spændende, grænseoverskridende og nyskabende tiltag at lade prisen gå til arbejder, som prøver at være skulpturer næste gang, uden at tage kvaliteter fra denne udstillings værker. Det er en meget afvekslende oplevelse at se årets prisvinderes værker, der i den grad indtager rummene på Den Frie.

Komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens to døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmanyi, stiftede i 1957 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat til minde om deres forældre.

Fonden uddeler i dag Danmarks største hæderspris til danske kunstnere. I alle lige årstal uddeles hæderspriserne til danske billedhuggere. I forbindelse med uddelingen af hæderspriserne arrangerer fonden en udstilling med værker af de tre kunstnere, så der er mulighed for at stifte yderligere bekendtskab med de prisvindende kunstneres virke.

Hædersprisen til billedhuggere blev første gang uddelt i 1960. Den første modtager af hædersprisen var billedhugger Helge Holmskov. Samlet har 51 billedhuggere indtil nu modtaget hæderspriser fra fonden.

Se mere på: www.nielsen-legat.dk

Billedserie

Udstilling

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2014

22 nov 2014 4 jan 2015

Superflex, Marianne Jørgensen, Lea Porsager

Den Frie Udstillingsbygning
Se kort og tider

Del artiklen

'Vinderne af Danmarks største kunstpris skaber endnu mere af Den Frie'

Facebook