Kroppens affald som kunst

Kroppens affald som kunst

Piero Manzoni indtager en hovedrolle blandt neo-avantgardisterne og grundlæggerne af konceptkunsten. Foto: Gunnar Merrild

Vis billedserie

Udstilling

Piero Manzoni og Paul Gadegaard

2 mar 2014

Paul Gadegaard, Piero Manzoni

HEART Herning Museum of Contemporary Art
Se kort og tider

Piero Manzonis lort på dåse er forlængst blevet et ikon for tressernes neo-avantgarde. På HEART fejrer man kunstnerens 80 års jubilæum med ny præsentation af museets store Manzoni-samling. Læs baggrund om rebellens konceptuelle strategier.

Piero Manzoni: A Linea Lunga 7200 metri. Foto Gunnar Merrild.
Piero Manzoni: A Linea Lunga 7200 metri. Foto Gunnar Merrild.
Piero Manzoni. Kunstneren der brød alle grænser for vores opfattelse af kunst og kunstnerisk materiale og gjorde kroppens affaldsprodukter til nærmest ubetalelige kunstværker.

Han indrammede dagligdags genstande som polysturen, glasuld og bomuldstotter, tegnede en over syv kilometer lang streg på en rulle avispapir, solgte sin egen ånde som kunst og gjorde hele jordkloden til et kunstnerisk værk ved at placere verdens sokkel i Herning.

Og han blev med ét berømt, da han i maj 1961 lagde lidt af sin egen lort i halvfems identiske konservesdåser.

I år er det så firs år siden, at den lille, trinde kunstner blev født og et halvt århundrede siden, han døde af druk blot tredive år gammel. Dette dobbelt-jubilæum fejrer kunstmuseet HEART i Herning med en udstilling af det bedste fra museets Manzoni-samling, der regnes for verdens største offentlige samling af den italienske rebels værker.

Starten
Piero Manzoni voksede op i en velbemidlet familie i den norditalienske landsby Soncino. Han begyndte sin kunstneriske karriere i halvtredserne, og som figurativ maler med interesse for det informelle maleri lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle blive foregangsmand for body art og en af de tidligste postmoderne appropriations kunstnere, der fik held til at stjæle og viderebearbejde den historiske avantgardes radikale eksperimenter til nye, overraskende sammenhænge.

Piero Manzoni: Achrome. Kaolin på kvadreret lærred. Foto Gunnar Merrild
Piero Manzoni: Achrome. Kaolin på kvadreret lærred. Foto Gunnar Merrild
Men en januardag i 1957 oplevede den unge italiener Yves Kleins monokrome blå malerier i Galleria Apollinaiere i Milano.

Ifølge historiebøgerne påvirkede billederne Manzoni til pludselig at tage radikalt afstand fra maleriets traditionelle udtryksformer, tømme sine værker for figurer, farver og indhold af enhver art og skabe sine hvide, objektagtige Akromer vinteren 1957-58.

Billederne blev lavet ved at dyppe hvide lærreder i gips, lim eller kaolin og inddele dem lineært med præcise foldninger.

De vakte opsigt ved deres absolutte fravær af alting og ved at udtrykke en uafhængig kunst, som ikke refererede til andet end værket selv.  

Forinden havde Yves Klein dog allerede reaktualiseret Kazimir Malevichs revolutionerende maleri, Hvid på hvid (1918) ved at skabe Monochrome blanc sans titre ud af tørt, hvidt pigment på lærred. Og mon ikke Manzoni samtidig var inspireret af både sin lokale lærermester Enea Ferrari, der siden 1934 havde konstrueret en række abstrakte, hvide relieffer ved at trække gips hen over stift karton og af milaneseren Gianni Colombo, der i 1957 komponerede sit hvide værk, Strutturazione pulsante, der bestod af træ, polystyren, animation og elektromekanik?

Fotoet af Manzoni på et toilet i Herning refererer til futuristgrundlæggeren Marinettis kommentar til Mona Lisas (La Gioconda) smil i form af titlen La Gioconda purgativa - "en smilende, der er befriet (for sin afføring)". Foto: Ole Bagger
Fotoet af Manzoni på et toilet i Herning refererer til futuristgrundlæggeren Marinettis kommentar til Mona Lisas (La Gioconda) smil i form af titlen La Gioconda purgativa – “en smilende, der er befriet (for sin afføring)”. Foto: Ole Bagger

Lorten på dåse

Merda d’artista (1961) er forlængst blevet et anerkendt ikon for tressernes neo-avantgarde. Med dets udfordring af kunstbegrebet fremstår det vel nærmest i den vestlige kunsthistorie på niveau med Duchamps afviste tissekumme-værk Fountain. Alligevel provokeres samtiden stadig af det nu 52 år gamle værk. Forhenværende kulturminister Per Stig Møller har betegnet værket som noget lort, der gør nar af godtfolk, og Pia Kjærsgaard har kaldt Merda D’artista for “usmagelig og vulgær”.

Piero Manzonis lort er ikke blot verdens mest berømte, det er også verdens dyreste med en markedspris på op til en million kroner. En ganske god pris for et værk, der ikke engang er et unikum. Manzoni fyldte nemlig 90 små, cylindriske konservesdåser med 30 gram af sin egen lort. Derefter fik han hver enkelt dåse plomberet, signeret, nummereret og udstyret med en etikettepåskrift, der, på fire forskellige sprog, oplyste om dåsens indhold: Merda d’Artista, Künstlerscheisse, Artists shit og Merde d’Artiste.  

Salgsprisen blev fastsat som markedsværdien af den tilsvarende vægt i guld. I begyndelsen af tresserne ville en af Manzonis dåser med 30 gr. lort have kostet et par hundrede kroner. I maj 2007 solgte Sotheby auktioner en dåse til ca. 925.000 kroner, og selvom guldpriserne også var steget markant, var 1 gram kunstnerlort rundt regnet 200 gange mere værd end 1 gram 24 karat guld.

Alt er forgængeligt
Kunstteoretisk skal Merda d’Artista ses i forlængelse af avantgardens evige forsøg på at ophæve skellet mellem kunst og liv efter devisen ‘alt er kunst’ og ‘kunst er forgængeligt’ samt dens kapitalismekritik i form af at ville frembringe en flygtig kunst, der er svær at prissætte og kommercielt forhandle.

Manzonis værker er konceptuelle og beror ikke på vores faktuelle sansning. Vi ved jo ikke, om der er lort i dåserne, og om det er kunstnerens. Foto: Gunnar Merrild
Manzonis værker er konceptuelle og beror ikke på vores faktuelle sansning. Vi ved jo ikke, om der er lort i dåserne, og om det er kunstnerens. Foto: Gunnar Merrild
Merda d’Artista blev udstillet første gang i august 1961 som endnu et opgør med kunstens fordomme og vanetænkning, som Marcel Duchamp allerede havde vovet sig ud i, men som Manzoni nu angreb med en hidtil uset og ekstrem radikalisme. Faktisk realiserede Manzoni Duchamps gamle tanke om at præsentere emballeret lort som kunst og radikaliserede hermed idéen om, at det kunstneren vælger at kalde kunst, er kunst – at kunstværker først bliver til kunst, når nogen fra kunstinstitutionen værdsætter det som som kunst, og at materialet kan være hvad som helst.

Kunstnerens ånde som kunst
Året før udstillede Piero Manzoni luft i form af værket Corpi d’Aria, der bestod af 45 balloner, som køberen eller kunstneren kunne puste op afhængig af den betalte pris. Samtidig producerede kunstneren også røde, hvide og blå balloner, som han selv havde pustet op og derfor lancerede som Fiato d’Artista (‘Kunstnerens ånde’ red.). Ballonerne blev solgt i størrelser op til 80 cm i diameter til en pris, der afhang af hvor mange liter af kunstnerens ånde, der var pustet ind i ballonen.

Manzoni anbragte også kvinder på sokler og signerede dem som kunstværker. Foto: Ole Bagger
Manzoni anbragte også kvinder på sokler og signerede dem som kunstværker. Foto: Ole Bagger
Manzonis luftige værker balancerer på grænsen mellem genstand og koncept og var sandsynligvis inspireret af Marcel Duchamps glaskolbe med Pariserluft fra 1919.

Manzoni overvejede også at tappe sit eget blod og sælge det i små flasker som kunstner-blod, men den idé blev aldrig realiseret.

Til gengæld serverede Piero Manzoni spiselige skulpturer Uova Sculptura til en fernisering i 1960 i Galleri Köpcke i København. Værket bestod af hårdkogte æg forsynet med kunstnerens fingeraftryk på skallen.  

Manzoni i Herning
Det var netop den gang i Galleri Köpcke, at den danske kunstner Paul Gadegaard mødte Piero Manzoni og efterfølgende fik ham lokket til Herning, hvor fabrikant Aage Damgaard var kendt for at lade en række kunstnere arbejde i hans sortmalede skjortefabrik. Piero Manzoni opholdt sig i Herning både i 1960 og 1961, hvor hans dristige tænkemåde og radikale værker som den 7200 meter lange streg og Socle du Monde blev en væsentlig inspiration for f.eks. Sven Dalsgaard.

Manzoni ifærd med at tegne sin 7,2 kilometer lange streg på en avisrulle. Foto: Ole Bagger
Manzoni ifærd med at tegne sin 7,2 kilometer lange streg på en avisrulle. Foto: Ole Bagger

Det kan måske undre, at Piero Manzoni og den øvrige dekonstruktive avantgardekunst i 50-60’erne havde succes med at genoplive dadaisternes antikunst, Kazimir Malevich’s monokrome malerier og Marcel Duchamps berømte readymades uden at fremstå som betydningstom manifestation eller farceagtig repetition af de ægte avantgardistiske intentioner, sådan som den tyske teoretiker Peter Bürger ellers har betegnet efterkrigstidens neoavantgarde.

Måske successen kan forklares ved, at den sovjetiske avantgarde blev udslettet, og at to krige havde gjort sit til, at de innovative frembringelser blev glemt eller måske snarere fortrængt. Ifølge det psykoanalytiske begreb ‘nachträglichkeit’ skal der to traumer til at producere ét trauma og en traumatisk begivenhed kan kun registreres gennem en anden, der gen-koder den.

Overført til avantgarden og dens reception var neoavantgarden en forsinket afspilning af den historiske avantgardes projekt. Uden at fremstå som farceagtig repetition afspillede neoavantgarden, og hermed Piero Manzoni, avantgardens projekt for første gang.

 

Kommentarer