Tag til Herning og vend kloden på hovedet

Tag til Herning og vend kloden på hovedet

Heinz Mack er en af de gamle Zero-kunstnere fra 1960'ernes neo-avantgarde, der deltager på Socle du Monde 2017 med et helt nyt værk. Pressefoto

Vis billedserie

Heart-biennalen Socle du Monde 2017 er spækket med betydelige kunstnere fra 1960’ernes neo-avantgarde og frem til i dag. Velkommen til en genopfunden biennale i en ny, vægtigere og langt mere visionær version.

“Nyd det. Man skal ikke anstrenge sig for at forstå kunsten på denne udstilling, den kan opleves af alle”. Med disse åbningsord gav en af udstillingens mange kuratorer, Mattijs Visser, bolden op til den revitaliserede 7. udgave af Socle du Monde-biennalen, der har taget navn efter Piero Manzonis berømte verdenssokkel. Og ja, faktisk er der noget afvæbnende og let over denne uldjyske kunstmanifestation.

Biennalen har i de foregående seks udgaver haft fokus på samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv, idet man har spundet på den særlige Herninghistorie om skjortefabrikanten og mæcenen Aage Damgaard, der inviterede kunstnere på arbejdsophold på Anglifabrikkerne – heriblandt Manzoni. De seneste udgaver af udstillingsformatet har sejtrukket gevaldigt, men denne gang er posen rystet, og nu forfølges med langt større udsyn Manzonis markante, kunstneriske statements.

Læs anmeldelse af Socle du Monde 2012-13 her

I nabobyen Silkeborg er Museum Jorn blevet god til at udnytte sin Jornsamling til at trække mesterudstillinger med Picasso, Munk eller Baselitz til museet. Manzoni-samlingen i Herning har lignende potentialer, hvilket Socle du Monde 2017 med sine betydelige kuratorsamarbejder og sin imponerende kunstnerliste håbefuldt demonstrerer.

Læs om baggrunden for Socle du Monde 2017 her

På Herning Højskole er dele af udstillingen i gamle elevkamre i det mærkelige højhus. Her Chiharu Shiota. Foto: Ole Bak Jakobsen

Sænk skuldrene
I hvert fald får biennalen denne gang tematisk langt flere kalorier ud af Manzoni – kunstneren, der indrammede dagligdags materialer, pustede kunstnerånde i balloner, lavede kunstnerlort på dåse og benyttede soklens autoritet til at gøre hele kloden til kunstværket.

Dette visionære ‘take’ på kunsten er der jo virkelig muligheder i, og jeg synes, man forstår at udnytte det. Udstillingen har masser af kunstnerisk tyngde, men netop det visionære afsæt giver udstillingen en frihed, der flyder helt ind i den overmodige undertitel To challenge the earth, the moon, the sun and the stars.

Nuvel. Det skramler lidt i krogene: Der er værker, der ikke helt nåede at blive færdiginstalleret til åbningen, hjemmesiden er (stadig) mangelfuld, dele af Gutai-præsentationen er sløset. Det har tydeligvis været en kraftpræstation at løfte biennalen til dette format, hvor Heart, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Herning Højskole og udendørsområderne imellem er inddraget, og over 60 kunstnere deltager. Men tilbage står en charmerende udstilling, der løfter låget på den besøgende i mere end en forstand. Sænk skuldrene, for kunsten svæver.

Nullet som udgangspunkt
Samarbejdet med Zero Foundation i Düsseldorf er en væsentlig baggrund for udstillingen. Den tyske institution er dedikeret de såkaldte Zero-kunstnere (Heinz Mack, Otto Piene, Günther Uecker m.fl.), som Manzoni også var associeret med. Sammen med andre af 1960’ernes neoavantgardistiske grupperinger, som blandt andre hollandske Nul (Armando, Jan Schoonhoven, Herman de Vries m.fl.), franske Nouveaux Réalistes (Arman, Yves Klein m.fl.) og japanske Gutai, stod de for at introducere et konceptuelt syn på kunsten.

Nulkunstværk, hvor den måde lyset falder på materialet skaber kunsten. Plastfolieværk af Henk Peeters. Foto: Ole Bak Jakobsen

Et par af den kapitelinddelte biennales afsnit er dedikeret denne forbindelseslinje bagud. Zerokunsten var nullets kunst, hvor man i opposition til efterkrigstidsbevægelser som abstrakt ekspressionisme, Art Brut og Tachisme søgte et symbolfrit, ikke-subjektive sprog, der skar ned til værkernes rene materialitet og arbejdet med lys og rum. I denne fortrinsvis hvide monokrome verden får værkerne karakter, når lærredet skæres op (Lucio Fontana), når plastfoliestykker krøller (Henk Peeters), når bomuld klæbes på fladen (Manzoni), når søm bankes i (Günther Uecker), eller når kunstnerne bruger Fresnel-linser, plexiglas, aluminium, elektronik etc., som Heinz Mack gør det. 

Men egentlig er det ikke først og fremmest den kunsthistoriske dimension, der taler her. Snarere forekommer Zero-kunstnerne helt samtidige, fordi materialitetstænkningen er så åbenlys i sync med en markant, nutidig genopdagelse af netop fysikken og materialiteten.

Kimsooja: Deductive Object. Pressefoto

Jordens kunst
Udendørs er et par af de gamle nulkunst-kæmpere (bl.a. Heinz Mack, Herman De Vries og Christian Megert) aktuelle med spritnye værker i dialog med yngre kunstnere i et kapitel, der spiller op til naturkræfterne eller simpelthen bruger dem som materiale. På en blæsende åbningsdag dominerer den øredøvende resonanslyd fra Keisuke Matsuuras (f. 1970) udspændte spændbånd, mens Zoro Feigls (f. 1983) søuhyreslanger bugter sig i vandbassinet langs museet, og Macks spejlsøjle trækker himlen ned på jorden – for kloden er stadig kunstværket!

Det skinner igennem hos Kimsooja (f. 1957), som har (vel)placeret sit farverige Deductive Object som en kosmisk kokon i centrum af parkens labyrint, mens Ilya og Emilia Kabakov (f. 1933 og 1945) får skæve smil frem med deres dobbeltdas med udsigt over søen.

Superkloak
Sidstnævnte taler i denne kontekst direkte med Manzonis Merda d’artista (Kunstnerlort på dåse), og dette spor er særligt berørt i en solopræsentation af den belgiske ‘kropskunstner’ Wim Delvoye (f.
1965): Shit on Piero Manzoni er titlen, og her kan man blandt andet opleve en gigantisk fordøjelsesmaskine, værket Super Cloaca. Put mad ind i den ene ende, som maskinen så fordøjer og udtømmer som lort i den anden ende. Delvoye har udviklet maskinen efter otte års samråd med en række eksperter fra VVS til gastroenterologi. Kuriøst måske, men også en undersøgelse af motoren i alt liv.

Koen Vanmechelen: Cosmopolitan Chicken Project. Pressefoto

Den kosmopolitiske høne
På Herning Højskole præsenterer afsnittet Incubator en række kunstnere, der arbejder innovativt i forlængelse af Manzonis umådeholdne forslag om, hvad kunsten kan være. Her er eksempelvis Conrad Shawcross (f. 1977) robotskulptur igang med en operaballet, men det grænseløse og visionære aspekt er måske allermest tilstede i Koen Vanmechelens (f. 1965) Cosmopolitan Chicken Project. Vanmechelen har indtaget højskolen med rugemaskiner, kyllinger og hønsegårde.

Projektet, som er startet i 1990’erne, er et omvendt racerenhedsprojekt, hvor kunstneren søger at fremavle en hybrid af alle hønseracer i verden. Denne kosmopolitiske høne er stærkere og sundere, lever længere og har højere fertilitet end andre høns, og i en tid med neurotiske grænsebomme giver det mening at se Vanmechelens projekt som en hyldest til diversitet og hybriditet. “Every organism needs another organism to survive”, står der på et af hønsehusene.

Sådan er Socle du Monde en udstilling med kunst, der tør have knald i låget og tænke vildt og meningsfuldt på en gang. Tillykke til Herning, som har formået at lave en lille, fræk biennale, der skiller sig ud fra biennalernes hovedstrøm. En biennale, der ikke tager sig selv alt for højtideligt, og som samtidig leverer.

Der er ingen grund til ikke at lade sig forføre: Tag til Herning og vend kloden på hovedet.

Deltagende kunstnere på Socle du Monde-biennalen 2017
Agostino Bonalumi, Ana Prvacki, Anders Bonnesen, Antony Gormly, Armando, Art Barter, Asger Jorn, Belu Simion-Farinaru, Cameron Robbins, Carl-Henning Pedersen, Celeste Boursier-Mougenot, Charles Fréger, Chiharu Shiota, Christian Megert, Conrad Shawcross, Dadamaino, Enrico Castellani, Ernest Mancoba, Eva Steen Christensen, Francois Morellet, Gerhard Von Graevenitz, Gianni Colombo, Günther Uecker, Gutai, Hannah Heilmann, Hans Haacke, Hans Salentin, Heinz Mack, Henk Peeters, Herman Bartels, Herman De Vries, Hermann Goepfert, Hesselholdt & Mejlvang, Ilia & Emilia Kabakov, Jan J. Schoonhoven, Jef Verheyen, Keisuke Matsuura, Kimsooja, Koen Vanmechelen, Lindsay Seers, Lucio Fontana, Mahsa Karimizadeh, Mischa Kuball, Nanda Vigo, Oliver Beer, Oskar Holweck, Otto Piene, Paul Gadegaard, Paul Van Hoeydonck, Piero Manzoni, Rirkrit Tiravanija, Romuald Hazoume, Sadamaso Motonaga, Shen Yuan, Spencer Tunick, Sven Dalsgaard, Tomás Saraceno, Walter Leblanc, Wim Delvoye, Yayoi Kusama, Yves Klein, Zoro Feigl.

Kuratorteam
Mattijs Visser, Olivier Varenne, Jean-Hubert Martin, Daniel Birnbaum og Maria Finders.

Læs mere om Socle du Monde Biennalen her

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Tag til Herning og vend kloden på hovedet'

Facebook