Kunsten.nu har talt med tre konservatorer om, hvordan man fører et gammelt maleri tilbage til originalen, får samtidskunst til at se funklende ny ud og redder en cementblander af pap.
Selvom konservatorerne ofte har afgørende betydning for kunstværkers fremtoning på museer og udstillinger, er deres arbejde temmelig overset.
Det er vanskeligt at udpege de kyndige håndværkeres præg på værket – og det er vigtigt, at det er sådan. Konservatorernes opgave er nemlig at bevare kunstgenstandene så godt som originalt, og helst til evig tid.
I Danmark er Fælleskonserveringen en landsdækkende organisation med to afdelinger, hvor den ene har til huse på ARoS.
Her mødte KUNSTEN.NU malerikonserveringstekniker Tina Petersson, konstitueret afdelingsleder Lisbeth Havn og papirkonservator Elisabet Wilsleff Kristensen for at få et indblik i, hvilket arbejde de udfører, og hvilke problemer de støder ind i.
Når et glemt værk genopstår.
I forbindelse med Aros´150 års jubilæumsudstilling sidste år viste museet maleriet Diana klæder sig efter badet af en ukendt italiensk maler.
Billedet var nemlig et af de 24 værker, som udgjorde museets første udstilling. Det var imidlertid i en sørgelig forfatning, og blev derfor først sendt til fælleskonserveringen Vest.
Tina Petterson forklarer, at nutidens konservatorer kun maler, hvor dele af originalværket er gået tabt. Derfor blev originalmaterialet først kortlagt ved hjælp af infrarød og ultraviolet belysning. 
Undersøgelserne afslørede olie-udkitninger, vældige overmalinger og skader på maleriet.
”Før i tiden var reglerne mere udflydende.” forklarer Tina Petterson. “Nogle konservatorer kunne finde på at male en helt ny himmel ovenpå den gamle. Men kan vi fjerne det i dag og få originalen frem, så gør vi det.”
Efter en omhyggelig afrensning af den gulnede fernis, genskabte Tina Petterson minutiøst det resterende originalmotiv med ganske små prikker af lysægte farve. Arbejdet blev langtrukkent, for der var meget som måtte udbedres.
” Jeg har simpelthen retoucheret så meget ved billedet, fordi det tidligere er konserveret på den måde som det er. Vi kan ikke finde nogen dokumentation for hvad der er sket, vi kan kun se det via belysningerne.”
Originalværdi eller ej, så blev konserveringens resultat langt flottere, end det maleri de fik indleveret. Og Diana fik en renæssance i al sin pragt til jubilæumsudstillingen.
Evig ungdom til husets maskot.
Det er ikke kun gamle malerier som har brug for konsevatorernes kyndige håndelag.Også moderne samtidskunst skal vedligeholdes, og her dukker helt nye problemstillinger op.
For det meste er det vigtigt at samtidskunst ser funklende ny ud. Det gælder ikke mindst for Ron Muecks Boy – ikonet for Aros.
Værket er støbt af indfarvet glasfiberpolyester i ca. 10 lag og var oprindeligt ikke bemalet. “Der skete det igennem årene, at det røde pigment i glaspolyesteret falmede”, fortæller Lisbeth Havn. “Det, at han ser levende ud forsvandt, og han blev mere og mere gul.”
Løsningen lå ikke lige for, men noget måtte der gøres, så fælleskonserveringen kontaktede kunstneren Ron Mueck.
”Ron var enig i, at det ikke længere så rigtigt ud. Løsningen blev, at Boy skulle have et lag lak med rødt pigment i. Det var lidt en kamel for mig at sluge, og hvis kunstneren ikke havde været her, havde vi ikke rørt ham. Så var bemalingen jo blevet vores bud på hvordan hud ser ud. Men Ron indvilligede i selv at gøre det med os som assistenter.”
Et så markant nyt tiltag skete kun fordi museet og kunstneren selv havde taget beslutningen. For konservatorerne er det vigtigste, at det konserverede værk fremstår så tæt som muligt på den original, som kunstneren afleverede ved salget af værket.
”Det kan diskuteres, om kunstneren skal have lov til at lave noget nyt på et værk, som han egentlig har gjort færdigt en gang. Mange konservatorer vil sige, at kunstneren skal holde sig langt væk, og at værket skal ældes med ynde”, siger Lisbeth Havn, men gør opmærksom på, at hovedpointen ved Boy jo netop er, at han skal se levende ud. Og det ved Ron Mueck bedst, hvordan man får ham til.
Det forgængelige samtidsværk.
Endnu større udfordringer giver det når kunstneren arbejder med forgængelige materialer. Et eksempel er Søren Behncke alias Papfar, der har bygget en lyserød cementblander i pap. Normalt udstilles værket på Aros, men nu er det havnet på papirkonservatorens værksted.
”Søren Behncke går i containere og finder sit materiale”, siger Elisabeth W. Kristensen. “Værket her er lavet af tape og forskelligt karton og vejer ingenting.”
Men pap er et skrøbeligt materiale som er yderst følsomt overfor både lys, klima og berøring.
” Egentlig bør det opbevares i et mørkt frysekammer, men det skal jo være tilgængeligt for publikum. Så man må regne med at der sker ting med værket.”, fortæller Elisabeth W. Kristensen, og fortsætter: “Det store problem med værket er, at det ikke kan bære sin egen vægt. Det er sunket sammen og drejer sig.”
For at redde værket overvejer konservatorholdet at stabilisere pappet indefra med metal eller plexiglas.
Men et værk som Papfars spiller ret tydeligt på materialets forgængelighed, så spørgsmålet er, om man skaber en cyborg af den oprindelige skulptur? Hvor langt bør man gå? I sådan en situation må kunstneren også konsulteres.
For at foregribe nogle af disse bevaringsproblemer foreslår Fælleskonserveringen, at der udformes en kontrakt mellem kunstner, museum og konservatorer ved indkøb af værkerne.
På den måde kan konservatorerne hurtigere og bedre afgøre, hvilke tiltag der skal gøres, for på bedst mulig vis at bevare samtidens kunstværker.
