It’s fashion baby!

I det lille galleri hænger fotografier af ‘ikoniske’ eller kommende modeller. Såkaldte ‘It-people’, der efter kyndig hvid paint-brush, hvide kontaktlinser og computermanipulation er blevet tildelt en ny ikonisk identitet som eksemplificering af et nutidigt skønhedsideal. Efter at de har fået hårpragt, korrekte buste-brud og draperinger påmonteret fra diverse skulpturer fra Glyptoteket, parafraserer modellerne den klassiske hvide statue tilsat ekstra ‘posing’.

Mere end et Cover-magasin
I forbindelse med modeugen har de grafiske designere Michael Nygaard og Dennis Lynge i samarbejde med Scoop Models skabt en række lækre fotografier som promoverende dokumentation af det nutidige skønhedsideal.

En dokumentation der faktisk kan lidt mere end skabe en alternativ dialog med dit Cover-magasin.

Flygtige forhold
Billederne af ‘ikonerne’ giver mulighed for hurtige refleksioner over vores samtidige forestilling om og forhold til skønhed og ikoner.

Der er et fint modsætningsforhold mellem de hvide statuers historisk kanoniserede og statiske skønhedsfremstilling og modeverdenens skiftende smag for og definition af samme.

Som pant på skønhed
‘Ikon’ anvendes i flæng, blandt andet om populære objekter eller personer der har stærk indflydelse på betragteren og fungerer som en del af en kollektiv historieskrivning og erindring.

Ikoner kan således betragtes som fortættede billeder man kan aflæse aktuelle begivenheder ud fra. Og det er de vel også, modellerne på DASK – aflæselig pant på vores kulturs samtidige skønhedsideal.

Appellerende storhed står for fald
Modellernes skulpturelle fremstillinger fungerer bedst i billeder som Mathias Lauritzen I: Liljekranset med heroisk holdning, stærk ansigtsstruktur og de genkendelige ar, troner han i tung marmor-materialitet på en tåbeligt lille sokkel der igen balancerer urealistisk på en træskammel.

En storhed der står for fald og fungerer selvrefererende overfor Mathias Lauritzens egen ikoniske flygtighed.

Fin ironisk bearbejdning
Det er i denne bevidst ironiske bearbejdning af modellernes ikon-status eller i en mere direkte mimen af de gamle statuer, at billederne fungere bedst.

Også et billede som Amanda Nørgaard I, der fremstår med et forfinet introvert udtryk, kan fremhæves.

Uvedkommende overdrivelse
Flere af billederne overskrider dog den delikate fremstilling ved en uvedkommende poseren som fx Amanda Nørgaard II, der kommer til at fremstå i en ligeså uvedkommende reklameæstetik.

Her krakelerer paint-brushen og det originale forsvinder til fordel for del banale og allerede sete.

It’s fashion baby?
Efter at have besøgt Dask Gallery trænger der sig et ønske på om en større bevidsthed omkring ‘fashion art’: Hvornår er det bare endnu et eksempel på et fortsat højkonjukturelt sofastykke eller hipt interiør i en nutidig punktlig æstetik med overskuelig holdbarhedsdato? Og hvornår er det kunst?