Nuuk Nordisk flyttede grænser

Nuuk Nordisk flyttede grænser

Jessie Kleemanns performance på Nuuk Kunstmuseum under Nuuk Nordisk Festival 2017. Foto: Kenneth Olsson

Vis billedserie

Folk træder til side og rykker sig længere ud mod væggen i det overfyldte lokale, når den lille barfodede kvinde i den sorte kjole kommer forbi. Nu trækker hun en tråd gennem øret, og fæstner den til et par af gæsternes tøj. Før var hun nøgen, og lidt senere hyllet i hvidt tyl. Sammen med mange andre står jeg på Nuuk Kunstmuseum for at se den grønlandske kunstner Jessie Kleemanns performance. Performancen, der udspillede sig i museets samling og blandt andet bestod i at trække tråde mellem både mennesker og kunstværker, mellem både oprindelige, koloniale og postkoloniale vidnesbyrd om grønlandsk kultur, var en del af Nuuk Nordisk Kulturfestival, som løb af stablen for anden gang midt i oktober.

Festivalen strakte sig i år over seks dage og udspillede sig flere steder, de fleste arrangementer dog i nærheden af Nuuks lille bykerne med kulturhuset Katuaq, ikke langt fra den gamle kolonihavn, hvor Grønlands Nationalmuseum har til huse. Kunstnere og andre festivalarbejdere mødtes i Forsamlingshuset, et blåt træhus med rigtig forsamlingshusstemning, lige fra de udspændte kulørte lamper til maleriet på den knaldgule væg af byens vartegn, fjeldet Sermitsiaq.

De frivillige kræfter
Nuuk Nordisk Festivalen har en stor stab af frivillige, der klædt i festivalens grafisk farverige trøjer fik alting til at flyde. Flest kvinder, unge såvel som ældre, skoleelever såvel som højtuddannede, nogle flydende på flere sprog, andre bedst på grønlandsk. Stemningen var god, det var tydeligt, at også dem på gulvet følte en form for medejerskab af festivalen. Som festivalkoordinator Pipaluk Lind sagde, da jeg fangede hende sidst på festivalen, har motivationen med forsamlingshuset været at skabe et mødested alle aktører imellem og ikke inddele gæsterne i kategorier efter hvor ”store” eller vigtige, de er: ”Paraderne falder, når man deler et måltid, og der sker noget, når man mødes på tværs.” En ekstra feature ved forsamlingshuset var, at der var Wi-Fi. Noget man hurtigt kommer til at sætte pris på; det er ubetaleligt dyrt at være på nettet i Grønland, og fri Wi-Fi hører til sjældenhederne.

Jessie Kleemanns performance på Nuuk Kunstmuseum under Nuuk Nordisk Festival 2017. Foto: Kenneth Olsson

Grønland og det nordiske
Nuuk Nordisk Festivalen er arrangeret af Nordens Institut i Grønland (Napa – udtales “naba”) og Kommuneqarfik Sermersooq (øst-vest-kommunen, som arealmæssigt er verdens næststørste kommune og mentalt må siges at spænde over flere verdener – fra små fangersamfund på østsiden til den lille storby Nuuk med 17.000 indbyggere).

Oprindeligt var der to projektledere tilknyttet: Den grønlandske performancedesigner, nu ansat i Napa, Pipaluk Lind, som stod for den lokale forankring, og den finske kurator Rickard Borgström, der kom med blikket udefra. Men halvanden måned før festivalen gik i luften, var det Pipaluk Lind og Georgine Graversen, arrangementsansvarlig i Kommuneqarfik Sermersooqs kulturafdeling, der stod som festivalkoordinatorer. Hvad årsagen til, at Borgström forsvandt ud af projektet, var, og hvad det konkret har betydet for festivalens udbud, ved jeg ikke. Især skønlitteraturen, men også billedkunsten, var svagere repræsenteret end teater, film og musik. Jeg kunne også have ønsket mig værker eller arrangementer, der forholdt sig mere kritisk spørgende og undersøgende til selve begrebet det nordiske i relation til Grønland, som jo faktisk er en kolonialt født konstruktion. Vil Grønland i fremtiden være at finde blandt de nordiske lande, eller vil den grønlandske identitet i højere grad være afspejlet i et felt med andre arktiske lande?

Nuuk Nordisk Kulturfestival var des uanset – for mit vedkommende og for alle dem, jeg talte med undervejs – virkelig en fantastisk, generøs øjen- og øreåbnende oplevelse. Ikke mindst stod musikscenen stærkt i kraft af et musikalsk program, der spændte lige fra klassiske helte som Rasmus Lyberth og til helt unge rappere som 15-årige Philip Knudsen, hvis første musikvideo, hvor han skyder på forældregenerationens misbrug, blev delt mere end 200 gange i løbet af de første 12 timer denne sommer.

Fotografiske bearbejdelser
Under festivalen bød museumsdirektør Nivi Katrine Christensen på udstillingen Assinga 4 x 4. Assinga betyder ”dens gengivelse/dens billede/dens lige”. På udstillingen deltog fire nordiske og fire grønlandske kunstfotografer, film- og videokunstnere. De nordiske deltagere havde alle forinden, i et forskudt forløb, været på residence ved Nuuk Kunstmuseum.

Udstillingen var en smuk, næsten overæstetisk oplevelse, fra Angu Motzfeldts (GL) nedslidte land- og byskaber trykt på drivtømmer, træplader og sten, over Lotta Törnroths (SE) 15-43 dage; dråbeformede, blå gouacher skabt med saltvand, så krystallerne glimtende trådte frem, og til Inuuteq Kriegels blurrede, sort-hvide billeder taget med engangskamera uden linse og printet på skumplade. Inkeri Jäntti (finsk kunstner) præsenterede noget af et clash i sin video med smukke kvinder malet som ravne kombineret med en sårbar speak, hvor en pige fortæller om en voksen mands seksuelle overgreb. Inuuteq Storch havde været i arkiverne og sammensat seks små videoværker: En nydelig, tresserklædt, vestlig dame lader sin pegende finger løbe rundt langs et Grønlandskort, mens lydsporet er sakset fra en reklame: ”Når du ved, at dét, du har at tilbyde verden, er unikt”. Andre klip viser smilende grønlandske børn og familier stillet op ude foran deres små hytter. Engang i 50-60-70’erne er de blevet vist frem som gode minder til familien hjemme i Danmark. I dag kan man ikke se dem uden at tænke: Hvem holder kameraet her?

Tinne Zenner: Nutsigassat (Translations), 2017.

Danske Tinne Zenner arbejder med film, som hun siden overfører til video. Værket Translations er på mange måder en kuldslået, meditativ oplevelse af vinterhvide, lukkede land- og byskaber fra Nuuk.

Værkets lille fortælling, som gengives på et engelsk, som igen er ordret oversat fra grønlandsk, hvilket gør det næsten uforståeligt, fordi ordstillingen er så anderledes, handler om de to fjelde Kingittorsuaq og Sermitsiaq, hvis danske, og for grønlænderen oprindeligt uforståelige, navne (hhv. hjortetakken og sadlen) måske – lost in translation – blev byttet om i sin tid.

På Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum og arkiv) viste Maya Sialuk sin udforskning af den traditionelle inuittatovering, som er kvindetatoveringer, der i hele den arktiske inuitkultur har fungeret som en form for amuletter. I dag bliver tatoveringerne igen praktiseret, blandt andet af Maya Sialuk, som en form for reclaming af inuitidentiteten. Og rundt på festivalen mødte jeg flere helt unge kvinder med karakteristiske hagetatoveringer.

Nuuk International Film Festival
Under Nuuk Nordisk Kulturfestivals hat udspillede sig også den allerførste Nuuk International Film Festival (NIFF 2017). Programmet kom vidt omkring, lige fra screening af Da myndighederne sagde stop fra 1972 (om lukningen af minebyen Qullissat) af Per Kirkeby og Aqqaluk Lynge og til en premiere på Grønlands første fantasy-spillefilm, næsten lavet helt alene af den kun 22-årige Marc Fussing Rosbach.

Filmfestivalen og Nuuk Nordisk sluttede af med visning af filmen Angry Inuk af den canadiske filmskaber Alethea Arnaquq-Baril (Nunavut), der handler om konsekvensen af EU’s sælfangststop på et arktisk lokalmiljø i Canada. Filmen, der ikke mindst retter en hård kritik af dyrevelfærdsorganisationer som kolde pengemaskiner med en flair for effekten af små nuttede sælbamser, er en supervigtig film, som faktisk ligger frit tilgængelig på YouTube.

Mette Edvardsen: Time has fallen asleep in the afternoon sun. Foto: Mai Misfeldt

Time has fallen asleep in the afternoon sun
Der var mange store forestillinger og koncerter, men det indslag, der rørte mig allermest havde gemt sig inde på det grønne landsbibliotek, som man ofte ser unge mennesker stå og læne sig op ad om aftenen; der er gratis net. Time has fallen asleep in the afternoon sun er et performativt projekt skabt af den norske, i Bruxelles-bosatte performancekunstner Mette Edvardsen. Projektet har hentet sin titel fra Ray Bradburys roman Fahrenheit 451, der jo handler om et samfund, hvor litteraturen bliver brændt, fordi den kun skaber besvær i en rationel optik, men hvor en modmagt, der lærer bøgerne udenad, opstår.

Gennem de sidste syv år har man kunnet opleve Edvardsens værk opført forskellige steder i verden på biblioteker. Hver gang stiller et par deltagere, som har lært et skønlitterært værk, eller store dele af det, udenad, sig til rådighed som levende bøger. På biblioteket skriver man sig op til et tidspunkt, og så ankommer man f.eks. kl. 12 og henter sin bog. Bogen finder et sted på biblioteket og sætter sig ned sammen med læseren, der nu har en halv time til rådighed. Jeg lånte f.eks. Iben Mondrups grønlandsroman Godhavn, levendegjort af Camilla Pia Bonde Høg (tidligere bl.a. performer hos Signa, nu ansat på biblioteket i Nuuk), og det var en utrolig intim oplevelse at sidde ved siden af hende, mens bogen langsomt voksede frem mellem os. Det er vigtigt at forstå, at performerne ikke læser op, genfortæller eller spiller værket, men at de derimod nærmest bliver værkets kropsliggjorte stemme.

Nuuk Nordisk Kulturfestival
14 - 21 okt 2017
Nuuk, Grønland
http://nuuknordisk.gl/

Kunstnere: Jessie Kleemann, Inuuteq Kriegel, Inuuteq Storch, Jukke Rosing, Angu Motzfeldt, Lotta Törnroth, Inkeri Jäntti, Tinne Zenner, Marte Lill Somby, Mette Edvardsen, Camilla Pia Bonde Høg

Fakta om Nuuk Kunstmuseum:
http://www.nuukkunstmuseum.com

Nuuk Kunstmuseum er kommunalt drevet og blev givet som en gave til byen fra Svend og Helene Junge Pedersen i 2005. Den permanente samling består primært af værker indsamlet af stifterne, heriblandt en omfattende samling af Emanuel A. Pedersen (1894-1948), der første gang kom til Grønland i 1921, og hvis på gang realistiske, topografisk nøjagtigt registrerende og romantiske malerier med sans for de pittoreske detaljer, der også findes en stor samling af på Ilulissat Bymuseum. Der er også værker af ekspeditionsmaleren Harald Moltke og af den glemte, fine maler Christine Deichmann (1869-1945) – måske fordi hendes adkomst til landet ikke var i kraft af egen position, men bare som medfølgende lægekone. Hvad man ikke kan se på museet, som næsten ingen økonomi har, er den yngre fremadstormende generations mere kritiske værker, som f.eks. Julie Edel Hardenberg, der har arbejdet med tunge symboler som sprog og flag. Først for nylig har museet erhvervet et videoværk af Pia Arke.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Nuuk Nordisk flyttede grænser'

Facebook