Tora Schultz: Bitch on Wheels 
19 nov 202229 jan 2023

Tora Schultz: The Devil’s Contract, 2021. Foto: Jean-Baptiste Béranger.

Dødsdrift, dukker, bilsammenstød, bælter, barrierer og bondage udgør nogle af de motiver, som er i spil i Tora Schultz’ første store institutionelle soloudstilling, Bitch on Wheels.

Motiverne, der hver især peger på en fastspændt eller bevægelsesløs tilstand, gennemsyres af den subtile magt og machismo, der ligger gemt i almindeligt møblement og industrielle former – fra gjorden, der udspændes som sæde i en lænestol, til testdukker til biluheld, der er standardiserede og dermed privilegerer nogen kroppe fremfor andre. Således blotlægger Schultz med lige dele sarkasme og skulpturel præcision den strukturelle ulighed, som klassiske brugsgenstande, vi kender fra dagligdagens design, skaber.

Konkret præsenterer Schultz en række nye skulpturer, hvis sammensatte materialevalg spænder fra bilindustriens polerede flader til møbelindustriens formspændte træ.

Én skulpturel serie anvender eksempelvis den svenske designer Bruno Mathssons populære modernistiske designklassiker ”EVA-stolen”. I Schultz’ version bliver stolekroppenes armlæn bundet (læs: tvunget) sammen eller stolens hørgjord bliver udskiftet med en sikkerhedssele af hård nylon.

En anden serie af galvaniserede stålskulpturer refererer til almindelige trafikhegn, som med Schultz’ simple greb forandres og får bløde og sensuelle former. Dette resulterer i, at hegnene ligner sengegærdet på en dobbeltseng.

En tredje serie fokuserer på en kvindelig testdukke til biluheld, som er 3D-printet og autolakeret. Dukkens navn “EVA” går igen i udstillingen og skaber et slags urbillede på det kvindelige køn og dets ”syndighed”.

Hverdagens objekter – hvis standardiserede mål og former gentages med ukritisk selvfølgelighed – dissekeres således bogstaveligt talt i Schultz’ hænder, idet designmaterialet nedbrydes til dets basale dele for så at blive eksponeret. Værkernes nye sammensætninger af velkendte materialer udstiller den stereotype forudindtagethed, som ligger nedfældet i vores omgivelser, på samme måde som udstillingens titel henviser til den stereotype profilering af kvinder som temperamentsfulde og uregerlige, såkaldte: “bitches on wheels”.

 

Kilde: O – Overgaden Institut for Samtidskunst

O—Overgaden

Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 13-18
Tors 13-20
Lør-søn 11-18

Gratis entré

Kontakt

+45 3257 7273

Tora Schultz: Bitch on Wheels 
19 nov 202229 jan 2023

Del

'Tora Schultz: Bitch on Wheels '

Facebook