Historien om landet der tømmes, mens det langsomt kværnes til støv

Historien om landet der tømmes, mens det langsomt kværnes til støv

Sammy Baloji: Udstillingsview Other Tales, Kunsthal Aarhus, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.

Billedserie

Den internationalt anerkendte congolesiske kunstner Sammy Baloji udstiller for første gang i Danmark. I udstillingen Other Tales på Kunsthal Aarhus undersøger han sit lands historie gennem et dekolonialiserende blik, der afslører, hvordan de koloniale strukturer overlejres fra et system til et andet og på hvilken måde, den globaliserede økonomis abstrakte dominans borteroderer mennesker og natur.
Udstillingen, der udfordrer den eurocentriske fortælling om Afrika som et ta’selvbord for Vesten, udfolder sig dog først rigtigt i samspil med teksterne i den ledsagende publikation. Først dér gives beskueren den baggrundsviden, som en så samvittighedsfuld og gennemresearchet udstilling netop er konstrueret på baggrund af. Kunsthal Aarhus anstrenger sig ikke nok med at formidle Other Tales, og det er en skam, for den fortjener stor opmærksomhed.

Kunsthal Aarhus har i 2020 en række kritiske og super relevante udstillinger af yngre internationalt anerkendte kunstnere på tapetet. De underminerer på forskellige måder et eurocentrisk verdensbillede, og udfordrer således den gennemsnitlige kunstinteresseredes forestillinger om tingenes rette sammenhæng.

Sammy Baloji er født i 1978 i Den Demokratiske Republik Congo (DDRC) og ønsker med Other Tales at initiere en samtale om, hvordan kolonialistiske strukturer reproduceres og fortsat knytter den vestlige verden og afrikanske territorier sammen i en destruktiv gensidig afhængighed. 

Manglende formidling af den historiske kontekst

Idet min viden om DDRC er ganske ordinær, vælger jeg sammen med fire andre nysgerrige at tilslutte mig en omvisning leveret af husets unge formidler, der undervejs må kæmpe for at skjule sin ringe indsigt i den komplicerede historiske fortælling, som Other Tales forsøger at nuancere.

Personligt frustreres jeg af kunstinstitutioner, der skvatter ned mellem to stole, når de mislykkes med at finde balancepunktet imellem konventionel kunstformidling og den udvidede form, der som her forudsætter demonstrationen af en dybere historisk viden, kvalificeret ved et mere nuanceret sprog og et blik, som reelt er udvidende. 

I det printede hand-out lægges vægt på, at udstillingen giver overblik over Balojis seneste værker, og at den byder på bred indsigt i hans ”undersøgelsesformer og metoder”. At han anvender fotografi, installationskunst, film og skulptur, hvori han (gen)bruger arkivmateriale og museumsgenstande – alt sammen ”på baggrund af både fortidens og vor tids internationale rovdrift på såvel mennesker som mineraler i sit hjemland”.

Sammy Baloji: Udstillingsview Other Tales, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.

En udstilling der kræver fordybelse

Kontrakten mellem nutidens kunsthaller og publikum handler om at sikre ’oplevelser’ frem for dannelse og historisk perspektiv – også i udstillinger, hvor værkerne netop ikke kan levere den så eftertragtede rene kunstoplevelse, men i højere grad appellerer til vores kognitive (kognition = ladet med tænkning) evner og lyst til at fordybe os.

Selv beslutter jeg at fokusere på min egen fremmedgørelse, frembragt i det usikre møde med kunstneriske udsagn, der har rod i en, for mig selv, fjern historisk og geografisk kontekst. Jeg føler mig udfordret på min viden og ekskluderet gennem kunsthallens manglende generøsitet i forhold til at formidle udstillingens kontekst.

Samtidig har jeg et stærkt behov for at forstå de nuancer, værkerne forsøger at blotlægge. For selvom jeg ikke umiddelbart kan afkode alle tegnene, begriber jeg, at kunstnerens ærinde er at give mig et ’andet billede’ af det land, der for mig fremstår som et af de mest udbyttede og mest konfliktfyldte steder i Afrika.

Sammy Baloji: Pungulume i udstillingen Other Tales, Kunsthal Aarhus, 2020. Foto: Mikkel Kaldal.

På pendulfart i Congos horible historie

Den 31 minutter lange film Pungulume, instrueret af Baloji i 2016, handler om Katanga, kunstnerens hjemstavnsprovins og viser en række efterkommere af tidligere høvdinge, som, siddende i nogle gevaldige stole, stille og roligt forsøger at stykke landets oprindelige kongerække sammen. De forhandler gemytligt undervejs, deres kropssprog er afslappet og deres sind roligt og eftertænksomt.

Mellem disse scener klippes der til smukke grønne landskaber indhyllede i fuglesang og til billeder af gigantiske industrimaskiner, der kværner de små bjerge til pulver og efterlader et ørkenlandskab, hvor den oprindelige topografi er destrueret. Af og til ses smalfilmsoptagelser fra kolonitiden med hvide mennesker omgivet af indfødte oppassere og slaver.

Sammy Baloji: Still fra Pungulume i udstillingen Other Tales, Kunsthal Aarhus. foto: Trine Rytter Andersen.

Congoleserne taler om, hvordan områdets bjerge oprindeligt har fået navne i forhold til deres indhold af kobber eller strategiske betydninger i forbindelse med krige. De taler om, hvordan kolonialismen og senere mineselskaberne har splittet befolkningen, og hvordan denne udbytning har ødelagt naturen og molesteret bjergene. Men de peger også på, at de oprindelige kongeriger udvandt kobber og udvekslede varer med Europa før koloniseringen i det 19. århundrede.

Baloji pendulerer mellem den førkoloniale historie, kolonihistorien og den igangværende multinationale industrihistorie. DDRC er et af de største lande i Afrika med en befolkning på over 66 mio. indbyggere, som består af over 200 forskellige etniciteter. En betragtelig del af landet udgøres af det mineralrige Congobækken, et bakket slettelandskab med mindre bjerge, hovedsageligt dækket af regnskov og sumpe.

Området råder over enorme naturressourcer: guld, sølv, kobber, zink, mangan, coltan, kobolt, uran, wolfram, jern, kul, radium og olie, som i takt med industrialiseringen af den moderne vestlige verden har gjort landet til skueplads for brutale interessekonflikter og ufattelige ødelæggelser af naturområder og overgreb på lokalbefolkninger. 

Området var oprindeligt beboet af pygmæer og blev omkring Kristi fødsel invaderet af bantusfolk fra nord. I 1400-tallet opstod flere bantussprogede kongedømmer, hvoraf kongeriget ved Congoflodens munding blev opdaget i 1443 af portugiseren Diogo Cão, som dermed banede vejen for en omfattende udnyttelse af befolkningerne af portugisiske- og hollandske slavehandlere.

Med portugiserne kom katolicismen, og Baloji anvender et langt håndskrevet brev fra landets første katolske biskop til den portugisiske konge, hvori biskoppen klager over ødelæggelserne af de oprindelige folks helligdomme. Han viser således, hvordan plyndringen af landets materielle og rituelle kulturgenstande allerede var på dagsordenen i 1515, hvorfra brevet stammer.

Henry Morton Stanley udforskede senere området for Belgiens Kong Leopold ll, og i 1885 blev landet under navnet Congo Fristaten anerkendt som kongens personlige ejendom. Kongens adgang til naturressourcer og tvangsarbejdere, først i den store gummiproduktion og senere kobberminerne, blev begyndelsen på et langt mørkt kapitel i landets historie, hvorunder indfødte blev behandlet med uhørt grusomhed.

I 1908 var den internationale fordømmelse af Leopolds umenneskelige udnyttelse af befolkningerne så stor, at kongen måtte overdrage landet til den Belgiske stat, hvorved kolonien Belgisk Congo opstod. Selv om de alvorligste overgreb ophørte, forblev styret grundlæggende uændret indtil 1950’erne. 

Kobberudvindingen fortsætter med at dræne Congos befolkning

Kobberproduktion spiller fortsat en væsentlig rolle i nutidens DDRC, og filmen Tales of the Copper Crossers Gardens (2017) beskæftiger sig med produktion i kobberindustrien, anskuet som en ubrydelig ensformig og tvangspræget liturgi udført af samvittighedsfulde congolesiske arbejdere, der efter kolonialismen bliver ved og ved med at adlyde storskalaindustrien, der ufortrødent fortsætter, hvor kolonialisterne slap, med at kværne landet til støv.

Ind imellem afbrydes billedsiden af en tekst, der filosoferer over centrale begreber fra den eurocentriske historie om Afrika; særligt ideen om et frit tilgængeligt ’ingenmandsland’, som katolske missionærer var med til at udbrede og fastholde som begrundelse for at frarøve de oprindelige folk deres jordbesiddelser.

Lydsiden er i lange sekvenser et katolsk drengekor, hvis sangere på brystet af deres lange hvide kjortler bærer et særligt kobberkors, som ikke henfører til kristendommen, men igennem århundrede har været anvendt som valuta. 

Ved hjælp af krydsklipning viser Baloji, hvordan gentagne handlinger har gjort DDRC til et tid- og historieløst rum, der gennem congolesernes vedholdende arbejdsindsats tømmes for ressourcer. Et sted hvor befolkningen ikke bare er blevet frarøvet deres jord og dens rigdomme, de har også mistet sig selv som myndige historiske subjekter.

Sammy Baloji: Udstillingsview Other Tales, 2020. Bemærk korset på drengekorets dragter. Foto: Mikkel Kaldal.

Det er fragmenterne i den tabte historie, Baloji leder efter i den orale fortællekultur, iblandt artefakterne på europæiske museer, hos private samlere og blandt produkterne på hylderne overalt i Europa. Han viser, hvordan hans lands materialer er blevet spredt ud over resten af verden.

Samtidig afsløres hvordan befolkningen og landet i den proces er uhyggeligt tæt på at blive identiske med de flade unuancerede og vinkelrette kort, som mineselskaberne anvender ved køb af koncession til at udvide mineraler i en given sektor.

Et kultiveret opråb til det Europa, som fortsætter med at udbytte hans land

Balojis undersøgelse er enormt researchtung og tidskrævende. Det er en kompleks metode, der trækker linjer mellem antropologiske, geografiske, infrastrukturelle og politiske aspekter med det formål at genindsætte congoleserne som handlende subjekter i en konfliktfyldt og traumatiseret historisk kontekst.

De færreste danskere aner noget om de mange militærkup i landets nyere historie og ikke mange ved, at den uhørt brutale borgerkrig, der udbrød i 1990erne, endte med det historikere i dag kalder Den 1. Afrikanske Verdenskrig. 

Det er svært for en dansker at leve sig ind i den uhyrlige magtanvendelse og dens konsekvenser. Baloji er efterkommer af slavegjorte i kolonitiden, han er barn af borgerkrig og førstehåndsvidne til, hvordan transnationale mineselskaber fortsat deler hans land op i mundrette bidder, mens de fjerner alle værdier og lader støvet og en ruineret befolkning stå tilbage som tabere. 

Han forsøger på en kultiveret og dæmpet facon at råbe det Europa op, som fortsætter med at udbytte hans land. Han viser, hvordan de kodede og skematiske landkort, som benyttes af mineselskaberne, er en direkte forlængelse af kolonimagtens byplansprospekter, der afslører, hvordan den herskende klasse søgte at isolere sig fra de indfødte befolkningsgrupper og hvorledes orden, hygiejne, kontrol og disciplinering var vævet ind i byernes organisering.

Underformidlet udstilling

Kunsthal Aarhus leverer ikke en lødig historieformidling, der kan perspektivere udstillingen, således at dens mange og væsentlige detaljer bliver synlige for den ikke-indforståede betragter. Baloji selv går på listefødder og undgår behændigt at pege direkte på de underliggende psykologiske aspekter af så mange års strukturel undertrykkelse. De traumer forårsaget af racisme og tvang og destruktion af den ydre verden, som den congolesiske befolkning bærer på, lader sig kun lige akkurat ane. 

Udstillingen er som et langt tilbageholdt åndedrag – en stille bøn til os om at forstå og tage ansvar for vores egen meddelagtighed. Moderne transnational industrialisme er hensynsløs og inhuman – den ligner til forveksling den kolonialisme, som vi bryster os af at have gjort op med. Vi har bare erstattet et undertrykkende og hensynsløst system med et andet i bestræbelserne på til stadighed at hæve vores levestandard og sikre de luksusprodukter, som vores materialistiske livsstil har gjort os afhængige af. 

I formidlingen skræves behændigt hen over DDRCs turbulente og voldelige forsøg på løsrivelse fra Belgien og siden den kuldsejlede ambition om at skabe et velfungerende demokrati i et land, der fortsat holdes i et slavelignende jerngreb af overnationale mineselskaber.

Udstillingsview. Sammy Baloji: Other Tales, 2020. Til højre det unuancerede og vinkelrette kort, som mineselskaberne anvender ved køb af koncession til at udvinde mineraler. Foto: Mikkel Kaldal.

Udstillingsteksten konkluderer at: ”Coltan og litium er vigtige råvarer i produktionen af de batterier, der er forudsætningen for det, vi kalder ’grøn energi’. Derfor er de afgørende for udviklingen af elbiler og andre ’bæredygtige’ forbrugsvarer. Med andre ord vælger den vestlige verden endnu en gang en løsning på bekostning af det congolesiske territorium og dets befolkning”. 

Spørgsmålet er, om det lader sig gøre at se denne udstilling uden at have genbesøgt DDRCs historie? Selv måtte jeg gå hjem og læse og vende tilbage til udstillingen en gang til. Jeg påstår på den baggrund, at udstillingen er underformidlet, og det er synd, for der er så meget på spil.

Vi kan ikke nøjes med at se på værkerne som æstetiske kategorier med diverse tilknyttede narrativer som halvkvædede viser fra en anden verden. Other Tales fortjener vores fulde opmærksomhed og eftertanke. De problematikker, den tager afsæt i, berører os på så mange måder, og udstillingen er et vidnesbyrd om netop det, at vi aktuelt befinder os i den antropocæne (eller kapitalocæne) tidsalder, hvor menneskets gøren og laden overalt har fået en sådan skala og agens, at det nu truer med at ødelægge fremtiden ikke blot for os selv, men for alle de arter, vi deler pladsen med her på jorden.

 

Kilde til DDRCs historie i denne artikel: Den Store Danske Encyclopedi (læs mere her).

Billedserie

Del artiklen

'Historien om landet der tømmes, mens det langsomt kværnes til støv'

Facebook