Hvis man kort skal sætte ord på Ebbe Stub Wittrups kunst, står hans interesse for fænomener, der oscillerer mellem forestilling og virkelighed helt centralt. Man kan sige, at han som en forsker forsøger at billedliggøre usynlige love bag virkelighedens fremtrædelsesformer.

Han har primært arbejdet med konceptuelt fotografi, dog har han i de senere år også føjet skulpturelle objekter til sit visuelle vokabular. Men uanset om værkerne er i to eller tre dimensioner, så fremstår de æstetisk helstøbte og knivskarpe, hvad angår konceptet, fordi de er baseret på grundig, forudgående research.

Inspireret af kolonihistorien

Først møder vi kunstneren i Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Han tager imod i sin nye udstilling i Hal 5 – et giga stort rum, som mere ligner en sportshal end et kunstrum.

Her kan vi opleve fire fysiske installationer, inspireret af Indiens kolonihistorie, hvor Wittrup er gået i fodsporene efter den danske kirurg og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1856).

I 1807 blev Wallich udsendt til den danske koloni Serampore, ikke så langt fra den indiske storby Kolkata. Udstillingen beretter om en tid, hvor vestlige nationer opfattede sig som verdensherskere.

I syv smukke montrer i asketræ, som Wittrup selv har bygget, ligger tørrede planter sirligt arrangeret på ark.

”Planterne er udlånt af Danmarks Herbarium”, forklarer han.

“Samtlige planter er indsamlet af Nathaniel Wallich i Indien engang i 1800-tallet. De blev sejlet hjem til Danmark med Galathea Ekspeditionen. Wallich kortlagde en del af Indiens flora og brugte Carl von Linnés klassificeringssystem. Han navngav ofte plantearterne med sit eget navn. Dermed ”overskrev” han de årtusinder gammel indiske navne. Kolonialismen bestod altså ikke kun i at erobre land. Den satte sig også igennem rent sprogligt.”

Landets farveidentitet

I en af montrerne ligger syv indiske planter, som inderne i årtusinder har udvundet farve af. Indigo, kamala, henna, Indiensgul og andre oprindelige plantefarver, som Wittrup har indfarvet nogle enorme stofbannere med. De måler 5 x 4 m og hænger ned fra loftet.

”Det har været en meget omstændelig proces, for de er farvet ind manuelt med disse gamle, lysægte farver. Det handler om ejerskabet til planterne. Hvis man kigger hen over et landskab, så har det en bestemt farve. Indiens farver changerer i disse farver. Landets visuelle identitet ligger i disse overflader.”

Værkerne er blevet til på Statens Værksteder. På samtlige syv bannere er der indsyet en skråtstillet firkant, der har samme farve som baggrunden, men i en lysere nuance, ”for dermed opstår der et rum med forgrund og baggrund. At farve disse stoffer har været ligesom at fremkalde billeder,” smiler Wittrup.

Serien ligner Wittrups fotografiske Matiushin-serie, som det fremgår senere, blot i megaformat.

Håndtegn

Spredt rundt på gulvet ligger yderligere 24 afstøbninger i sortpatineret bronze af hænder, der gør 12 forskellige indiske håndtegn – henholdsvis venstre- og højrehænder. To af dem er sat op i størrelse. De har skindhandsker på og er tomme indeni. Overfladerne er meget overbevisende og ligner rigtigt skind.

”De er markører for territorier i åndelig forstand. Signalerer, at ”her går grænsen”. Håndtegn benyttes overalt i verden – også i bandekulturerne. Det er et esoterisk sprog, som kun de indviede forstår. Men inderne bruger det som en fysisk meditation. Det er et indisk ursprog, som vi ikke forstår her i Vesten. Handsken camouflerer tegnet og henviser til Vestens dresscodes. I øvrigt var der for nylig nogle Indienskendere, som fortalte mig, at når inderne var i rum med englænderne i kolonitiden, skulle de have handsker på – et oplagt tegn på, at de led af berøringsangst i forhold til ”de indfødte””.

Læs også Grænseløs bevidsthed

En Jaguar med indiske træsorter

Det fjerde element er en gammel bil. En Jaguar. Hvad gør den her i udstillingsrummet?

”I Indien er der et stort stålfirma, der hedder Tata Steel. Det har i mange år leveret stål til Jaguar-fabrikkerne i England. Ironisk nok har inderne nu købt Jaguar-fabrikken, så den gamle magtfordeling mellem England og Indien er her byttet om. Det gælder i øvrigt, at mange dyre ejendomme i London nu er kommet på indiske hænder. Det er begyndt at gå den anden vej, og England er i dyb krise for tiden med Brexit og stigende ulighed. Sammen med arkitekten og snedkeren Peter Møller Rasmussen har jeg udskiftet de dele, der var lavet af træ, med fem forskellige indiske træsorter, som Wallich i sin tid fandt og klassificerede.”

Bilen holder nu i denne mægtige ”garage” som en approprieret readymade og påminder os om Englands storhed og fald. Og Indiens økonomiske opsving. Det er en hybrid genstand, der repræsenterer et stykke kolonihistorie.

Dialog mellem kunstneriske medier

Hvori består forskellen for dig mellem at skabe værker i tre dimensioner og at fotografere?

”De rumlige objekter peger på sig selv og er fysisk til stede i det konkrete rum, mens fotografiet så at sige peger ud af udstillingsrummet og ofte kan repræsentere en anden tid. Jeg interesserer mig for dialogen mellem disse to kunstneriske medier. Men man kan sige, at der også er nogle fotografiske elementer i denne udstilling. Fx herbarium-arkene, som virker meget grafiske – nærmest ligesom aftryk og også flagene og håndtegnene for den sags skyld.”

Fotografiske serier

Næste dag mødes vi på Gl. Holtegaard, hvor Ebbe Stub Wittrup udstiller 9 fotografiske serier i en smuk og stram ophængning. Lige ved indgangen hænger to fotografier med motiv af fyrretræet Pinus Wallichiana – og hermed er de to udstillinger forbundet tematisk.

Djævlebroer

På udstillingen kan alle hans enigmatiske fotografier af Djævlebroerne her ses samlet for første gang. Her er ikke mindre end 16 billeder af disse middelalderlige broer. Man troede, de var bygget af Djævlen:

”Men djævelen forlangte til gengæld at få den første sjæl, som gik over broen. Derfor sendte man ofte en kat eller en høne eller andre dyr i stedet for mennesker. Det var Djævlen selvfølgelig utilfreds med, så han forbandede broen, så de er stadig omspundet med usikkerhed, når man skal gå over dem,” fortæller Wittrup.

”Alle broerne uden undtagelse ligger på aksen nord-syd. Jeg har arbejdet ud fra et dogme om at tage hvert billede med samme kamera og fra samme vinkel. Det skulle også foregå på samme årstid og med samme vejr og på samme på tidspunkt på dagen lige i skumringstimen, hvor der kommer sådan et spændende lys på himlen fra den nedgående sol. På den måde træder de individuelle forskellige tydeligere frem. At jeg har brugt sort/hvid fotografi er helt bevidst, for det tilfører billederne en abstraktionsgrad, som gør dem lidt mere uvirkelige.”

Der er noget mystisk og spøgelsesagtigt over disse fotografier. Igen forsøger Wittrup at dokumentere det usynlige – myten lever videre i hans stramme fotografier af disse enigmatiske broer, som også er passageværker, der metaforisk fører fra én verden – eller mental tilstand – til en anden.

Farvelære for viderekommende

De enkelte serier har fået tildelt hver sit rum. Vi stopper op i en af salene med serien After Matyushin’s Guide to Color, 2011-2014.

”Her har jeg skabt et illusionsrum. Det handler om den russiske kunstner Mikhail Matiushin, hvis farvelære var fast pensum på kunstakademiet i Prag. Den gik i al korthed ud på, at der, når man sætter tre farver sammen, opstår en fjerde”

Læs også: Vores oplevelse af virkeligheden

Wittrup har nærmet sig hans illusionsrum og har hængt farvefirkanter op i tre rækker nøjagtigt som i Matiushins bog. Men der er en forhistorie bag denne serie: Wittrup var i gang med en fotoserie om en ø i Skotland, hvor folk i 1500-tallet pludselig forsvandt og dukkede op i en parallel tid.

“Denne myte forsøgte jeg at finde dokumentation for ved at fotografere landskabet. Men det lykkedes mig ikke at finde noget motiv, der kunne fortælle historien ordentligt. Så jeg vendte hjem med uforrettet sag. Jeg havde taget et stort kamera med, hvor man anvender kæmpestore negativer. Da jeg vendte hjem fra Skotland, havde jeg en hel æske ueksponerede negativer. Ved en fejltagelse kom jeg til at fremkalde et af dem. Der kom en firkant frem i en støvet blå-grå tone, selv om negativet ikke havde været oppe af æsken! Den mindede mig om Matiushins farvelære. Og sådan startede serien. Jeg tænkte derfor: Måske er jeg alligevel kommet hjem med det rigtige billede? Jeg har haft det med til Skotland, og det har været forseglet i et parallelt rum, som en pendant til de forsvundne personer.”

Knivskarp mystik

Resten af fotoserierne i Gl. Holtegaard er indhyllet i tilsvarende mystik, men hvert eneste hviler på en grundig, forudgående research med nogle komplekse tankemønstre. Ebbe Stub Wittrup søger og finder. Han krydsklipper frit mellem tider og rum – sproglige, botaniske, økonomiske og kulturelle spor – og sampler dem til inciterende nye billedfortællinger i to eller tre dimensioner.

Læs mere om Ebbe Stub Wittrup i Ugens Kunstner.