Forestil dig, at du træder ind af døren til dit barndomshjem. Over for dig står Super Mario med en bylt på skulderen og en hund ved sin side. Således begynder vandringen igennem Helene Nymanns digitale hukommelsespalads i videoværket MOL (2017).

Hukommelsespaladset er en såkaldt mnemoteknik. En slags tankeleg til bedre hukommelse, hvor man forestiller sig en bygning, man kender godt. På en rute gennem huset visualiserer man forskellige scenarier, som man ønsker at huske. Med fantasi og historiefortælling opbygges på den måde et organiseret associationssystem, der kan hjælpe hukommelsen på vej.

Værket er et eksempel på det, Nymann kalder et ‘dynamisk tænkerum’ (Denkräume). Mere end nogensinde er vores tilegnelse af viden påvirket af den digitale online-stimulering, hvor vi ikke nødvendigvis selv beslutter, hvad vi vil huske. Nymann kombinerer kulturelle forskelle i forståelsen af hukommelse med ny viden om økosystemer og anvendelsen af Brain-Computer Interfaces.

På den måde dedikerer Nymann sin kunstneriske forskning til forståelsen og brugen af relationel hukommelse i vores digitale tidsalder. Hendes mnemoteknikker kræver både barnlig forestillingsevne og avanceret associativ intelligens. Hendes ph.d.-projekt Bæredygtige fremtidsminder: At huske i den digitale tidsalder indgår i et stort nystartet forskningsprojekt med titlen Experimenting, Experiencing and Reflecting, som er et samarbejde mellem Interacting Minds Centre og Studio Olafur Eliasson.

Erindringens æstetik

Nymann konfronterer os med forholdet mellem krop, hukommelse, visualitet og æstetik på tværs af medier. Værket Aom Aom, your body in my room (2017) er en enorm skulpturel fremstilling af hippocampus – den del af hjernen, som styrer rumlig hukommelse, og som er en forudsætning for vores forestillingsevne.

Interessen for hukommelse udspringer af en mere generel interesse for de æstetiske aspekter af intellekt og underbevidsthed. I videoinstallationen Inscribed, Oh Locus Locus (2016) arbejder hun med en balletdanser, som normalt følger en streng, organiseret koreografi, men som her reagerer på umiddelbare impulser. Danserens bevægelse er en undersøgelse af den langsomme japanske dans Butoh, der er udviklet i 1950’erne som en reaktion på efterkrigstiden. Dansen er et kropslig udtryk for ubevidste reaktioner på fortidens begivenheder og et eksempel på samspillet mellem kognitive processer og æstetiske udtryk.

I værket Head On My Dear griber Nymann fat i den græske mytologis Medusa, når hun panorerer hen over kvindemonsterets berygtede hoved. En håndholdt heltinde, som også truer med at slå øjnene op og forvandle sin tilskuer til sten. På den måde peger værket på den uhyggelige tvivl om, hvorvidt vi ser eller bliver set på.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)