Stakkels flue. Der sidder den med vingerne foldet ud, faststøbt i en gullig boksebold af stivnet gelé. Den har befundet sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og nu er den endt som en af de små uperfektheder i Karl Troels Sandegårds konceptuelle kunst. Sådan kan det gå.

Helt skidt er fluens endeligt måske ikke. Den kan bryste sig af at være det første, man møder, når man træder ind på Copenhagen Contemporary for tiden. Altså hvis man bøjer sig ned og virkelig studerer detaljerne i Sandegårds foyerudstilling The High Seas of Your Intrinsic Ocean.

Det bør man til gengæld også gøre, for de mellemstore, grovstøbte geléfigurer har mest at sige på nært hold. Det er her, man får øje på den organiske proces, som er udstillingens kongstanke. Især i de af værkerne, som befinder sig lige uden for indgangen, hvor de af vind og vejr bliver udsat for den ene ydmygelse efter den anden.

Insisterer på respekt

På afstand ligner The High Seas of Your Intrinsic Ocean – hvilken stormfuldt romantisk titel, i øvrigt – en samling mere eller mindre vellykkede gelédesserter i stort format. Jeg hører flere besøgende sige, at de mere end noget andet i verden bare gerne vil røre ved dem.

Den går dog ikke. Nok er der noget komisk over den blævrende masse, men morskaben stopper der. ”Do not touch”, står der på de rustbrune bageplader, værkerne er placeret på. Der er noget pudsigt ved den kolde afvisning. Det er, som om de naive skulpturer ikke vil stå ved deres legende form.

I stedet ligger de overskårne pølser og stivnede rektangler som tunge modernistiske objekter foran os. Lidt værdighed insisterer de altså på, også ude i blæsten, der river og flår i dem. Det er ikke bare naturfarvet sansekunst eller relativistisk materialekomik, forstår man. Der er noget mere på spil.

Levende gelé

Karl Troels Sandegård har i tidligere værker været optaget af vand og væsker i flere forskellige udgaver. Han har udstillet sved, frosset museumsvægge til is og ledt damp gennem lange ventilationssystemer for at omdanne den til dråber.

Med sin rejse ud på det ”indre oceans høje bølger” har han fanget vand i en urolig overgangsfase mellem fast og flydende form. Efter sigende skal det illustrere den plasmatilstand, som vand har, når det optages i kroppen og bliver en del af os.

Lige den pointe trives nok bedst på skrift, men ellers lykkes det helt udmærket Sandegård at gøre samlingen af naturfarvet gelé til levende organismer. Ikke blot har en flue forvildet sig ind i en af støbeformerne undervejs, også i de øvrige skulpturer ser man tegn på liv og naturlig erosion.

Dramatik på nært hold

Flere steder får man øje på algevækst i de stivnede figurer. Nogle gange blå, andre røde. Som i barndommens glaskugler er der små bobler af luft eller liv på færde.
Man ser tydeligt, at Sandegård løbende støber nye værker til udstillingen; et af rektanglerne står ungt, stolt og uforurenet med skarpe linjer, mens andre er angrebet af alskens mikroorganismer og møg.

En intetfarvet pølse står og ligner verdens kedeligste vingummi. Den er tilmed flækket på midten og fremviser i sit krater geléens karakteristiske blanding af helt rene snitflader og klumpagtig blæver. Skulpturens øvrige overflade er præget af grove ridser og dybe huller, den er hårdt ramt af livet.

Jo tættere man bevæger sig på de enkelte værker, desto større et drama ser man udfolde sig. Små, rustfarvede flager, der skræller af; bakterielignende aftegninger mod rustpladerne, som forstærkes af den halvgennemsigtige gelé; væsken, der fordamper og får figurerne til at falde sammen.

Man kan endda se, at de står og dirrer nervøst, når et vindstød sætter ind. Der er en helt anden fornemmelse af liv over de udendørs værker end indenfor, hvor udtrykket virker klinisk og måske endda selvhøjtideligt. Herude mærker man udstillingens processuelle og organiske karakter.

Vingummi eller videnskab?

Helt grundlæggende er der nok noget åndssvagt ved at stå og betragte geléstøbninger som kunst. Selvom værkerne har en umiddelbart komisk karakter, kræver det mest af alt en vis portion selvironi at give sig hen til en udstilling som The High Seas of Your Intrinsic Ocean.

Uanset hvor mange organiske processer man får øje på i værkerne, er det i sidste ende en samling ret naive geléformer, man kigger på. Det er lidt, som om udstillingen giver den ellers legesyge og lette masse en rigid tyngde ved at placere værkerne på store, tunge flader. Det legende materiale bliver ikke helt fulgt til dørs af den statiske opstilling.

Derfor får man let den fornemmelse, at Karl Troels Sandegård har sat sig mellem to stole. På den ene side er der en immanent humor i værkerne, som i nogen grad bliver ignoreret af opstillingen og de blege naturfarver. I stedet insisterer de på et næsten videnskabeligt blik.

På den anden side er der en konceptuel fortælling om vands tilstand i menneskekroppen, som ikke rigtig formidles i værkerne selv. Uden akkompagnement af Sandegårds øvrige arbejde med vand afhænger konceptet i lidt for høj grad af udstillingsteksten.

Ikke desto mindre udfylder The High Seas of Your Intrinsic Ocean til fulde rollen som appetitvækkende foyerudstilling. Karl Troels Sandegård har et finurligt greb om materialer, som helt naturligt vækker lysten til at sanse og tænke. Det er vel lige præcis det, et foyerrum skal kunne.