Dybe manipulationer

Dybe manipulationer

Claudia Comte: I Have Grown Taller from Standing with Trees, 2019. Fra ferniseringsperformance. Foto: Copenhagen Contemporary

Kroppen og landskabet er udfoldet som skulptur, og fysikken, sanserne og følelserne bliver stimuleret til bristepunktet i de to nye udstillinger ved Copenhagen Contemporary, der for alvor sparker de nye rammer i gang. Træer vælter og nye landskaber opstår i Claudia Comtes natur-fabel, imens Marianna Simnett tager os ind i sin krop og illusionerne omkring den kvindelige natur. Det gør godt, lidt ondt og sætter sig effektivt i kroppen.

Der er tale om to unge kvindelige kunstkometer fra det internationale kunst-kredsløb, Claudia Comte (f. 1983) og Marianna Simnett (f. 1986). Ukendte som markører i landskabet men med udstillinger i ryggen fra henholdsvis galleri König i Berlin og Serpentine Galleries i London.

Nu er de den store satsning i de gamle arbejderhaller på Refshaleøen, der fra i sommers har huset Copenhagen Contemporary; en københavnsk kunsthal der vil skabe muligheder for store installatoriske værker herhjemme, men som nu også kommer til at indtage en ny rolle i det store økonomiske kredsløb, hvor det at skabe opmærksomhed om unge navne er et kvalificerende parameter.

“Vi vil forsøge at få de nye og succesfulde internationale navne hurtigere til Danmark”, erklærede direktøren Marie Nipper under pressemødet.

Den nye strategi sender Copenhagen Contemporary ud i et farvand, hvor CV’erne for alvor er i mere risikofyldt in-fight, og hvor CC som institution føjer væsentlige meritter til unge navnes karriere.

Det er et skridt væk fra de allerede cirkulerede, hyldede klassikere og ny-klassikere fra det internationale kunstliv, som vi så det på det gamle CC på Papirøen, til det helt nye, unge og hypede. Sprødt. VIP. Mere dj.

Claudia Comte-Marianna Simnett
Claudia Comte: I Have Grown Taller from Standing with Trees, 2019. Fra ferniseringsperformance. Foto: Copenhagen Contemporary

Kongens efterfølgere

Familien König, særligt Leo König i New York og Johann König i Berlin, er allestedsnærværende på den internationale kunstscene. Så, hvor de går, følger ganske mange trop.

Det gælder nu også for Copenhagen Comtemporary, der har taget Claudia Comte’s store udstilling fra König i 2018 When Dinosaurs Ruled The Earth og tilført større og nye – også mere performative – dimensioner til værket.

Når det er sagt, peger fremtidens CC på muligheder for at vise os væsentlige værker fra den store kunstverden, som ikke har samme muligheder andetsteds her til lands. Og det bekræfter de aktuelle udstillinger skam også – trods alt. Det er pissestramt, pletløst og perfekt installeret – næsten overnaturligt.

Claudia Comte-Marianna Simnett
Claudia Comte: I Have Grown Taller from Standing with Trees, 2019. Foto: Copenhagen Contemporary

Konstrueret natur

Claudia Comte har skabt en mellemting mellem TRON-universet, en skov og en legeplads. I Have Grown Taller from Standing with Trees kommer os i møde som et hyper-syntetisk landskab, der nærmest eksisterer og bliver til på samme tid og med os som inviteret publikum.

Vi træder ind i et grid, udprintet som væg-til-væg tæppe med tilhørende ‘træer’ ophængt i loftet, og som rammer krydsningerne i griddet præcist, men der er noget galt. I værkets bagerste halvdel, er der massive dønninger i griddet og stammerne vælter omkring hinanden.
Og midt i det hele står der en keramisk og overdimensioneret skulptur, Queen of The Volcano. En kvindefigur velsagtens eller en forstørret totem.

Man føler sig faktisk omringet af et på alle mulige måder ‘forstørret’ og forstyrret univers – suget ind i en kamp mellem kræfter, kulturens og naturens. Værkets auditive og performative del introducerer disse kræfter: naturens væsener (fra dinosaurer til nutidens fauna), fyldt med liv, handling, leg og vildskab.

Claudia Comte-Marianna Simnett
Claudia Comte: I Have Grown Taller from Standing with Trees, 2019. Foto: Copenhagen Contemporary

Liv i systemet

Vi må kravle (under opsyn selvfølgelig) på de faldne stammer, og ligefrem skære i dem med udleverede redskaber som kåde teenagere.

Derudover er der tre performances på programmet i udstilingsperioden frem til september: Én under åbningen med komponisten, der har skabt lydlandskabet, Egon Elliut, og danseren Kiani del Valle. Én i juni med ny lydside og flere performere og endelig den tredje akt i september, der vil være båret primært af publikums deltagelse.

Hvis man vil skabe liv i systemet, modstand til det kontrollerede, vil det nok kræve noget mere engagement, flere performances, flere indgange, mindre disciplineret og vild aktivering, simpelthen.
En fandenivoldskhed, som også findes i kunstnerens egen praksis, hvor hun penetrerer den schweiziske machokultur og udfører motorsavs-performance-skulpturer, der rundes af med alpehorn og ostefondue.

Den performative nationalkultur-dimension får vi ikke her. Desværre! (Alle VIP-middage i kunstlivet burde iøvrigt byde på ostefondue, schweizisk skatteskjuls-hvidvin og alpehorn, hvis man spørger mig).

Kønnet i kollaps

Det er til gengæld ganske vist, at de to værker af britiske Marianna Simnett balancerer på kulturens og kroppens grænse og sætter sig varigt i kroppen hos den besøgende – som en botox-lammelse, for at være mere specifik.

Hendes udstilling SEIZURE, der rummer to værker, som nu har fået mere plads, større forhold og dertil effekt, er simpelthen ganske uafrystelig. Efter snart tre uger, kan jeg stadig genkalde mig ubehaget og trangen til at lukke mit sanseapparat af i ren og skær flugt.

Claudia Comte-Marianna Simnett
Marianna Simnett: Faint with Light, 2016. Foto: Copenhagen Contemporary

I den mægtige lyd- og lysinstallation Faint with Light (2016) udfører hun fem gange i træk – i heftigt gengivet lyd (det hyperventilerende og afbrudte åndedræt) og lys (det indre glimt bag øjenlågene før tomheden) – 90’er-weltschmerz-kollapset, hvor man overlagt påfører sin krop så meget postyr (hyperventilationer og tryk mod kroppens blodtilstrømning), at man besvimer.

Bare ved at være i rummet er man under virkelig massiv påvirkning. Den klassiske dånende kvinde, som bl.a. Hollywood har produceret som stereotyp, bliver aldrig sig selv igen efter den tur.

Men det er faktisk det langt mere stilfærdige videoværk The Needle and the Larynx (2016), der går dybest, også i kønnets stereotyper og kunstnerens radikale opgør med disse.

Videoværket skildrer kort fortalt kunstneren, der (i slowmotion! Arrrrgh) får foretaget en botox-indsprøjtning i strubehovedet ved fuld bevidsthed. En operation der efter et par dage lammer stemmebåndets hovedmuskulatur, og som mænd, hvis stemme ikke gik tilstrækkelig i overgang, typisk får foretaget. Køns-symbollikken er klar, og ja, idealerne smadres i radikal fysisk forstand.

Claudia Comte-Marianna Simnett
Marianna Simnett: The Needle and the Larynx, 2016. Videostill. Foto: Copenhagen Contemporary

Bedre at være følelsesløs

Værket væver klassisk eventyr, popmusik, historiske og medicinske fakta og kunstnerens kraftigt påvirkede skildring af smerter og bivirkninger sammen.

Videoværket udfolder sig som et surreelt eventyr om stigmatiserende og decideret ubehagelige idealer og det uopnåelige begær fanget i mellem sind og krop, drøm og død – lidt dystert sat op. Midt i det kliniske ubehag, griner man anspændt og tager sig til halsen, imens Simnett synger lystigt, nagler pop- og identitetskulturens ydre bedrag med kirurgisk præcision:

A man was selling a miracle
Telling me not to be so cynical
Selling me
Lies lies lies
Allow a little
Let me paralyse you
For just a little while
He said better to be numb
Better to be numb
Than to think of what to come
Botox blocks
Botox blocks
Botox blocks
Botox blocks

Og jeg synger den stadig.

Av.

 

Claudia Comte (f.1983)

Den schweiziske kunstner Claudia Comte er kendt for sine stedsspecifikke installationer, der ofte indeholder skulpturer, som udstilles i samspil med grafiske værker, typisk vægmalerier.
Hun involverer publikum ved at invitere til armbrydning, drikkekonkurrencer, bowling, minigolf, boldkastning eller ostefondue.

Comte er uddannet ved Ecole Cantonale d'Art de Lausanne (ECAL) og Haute Ecole Pédagogique, Visual Arts.

Af nylige udstillinger kan nævnes: The Morphing Scallops, Gladstone Gallery, New York (2019), Electric Burst (Lines and Zigzags), Contemporary Art Museum, St Louis (2018), When Dinosaurs Ruled the Earth, König Galerie, Berlin (2018), Zigzags and Diagonals, MOCA Cleveland (2018), Swiss Performance Now, Kunsthalle Basel (2018), KölnSkulpture #9, Köln (2017), La Ligne Claire, Basement Roma (2017), NOW I WON, Messeplatz, Art Basel (2017), Desert X, Palm Springs (2017) og 10 Rooms, 40 Walls, 1059 m2, Kunstmuseum Luzern (2017).

Marianna Simnett (b.1986)
Marianna Simnett bor og arbejder i London.

Gennem performance, video, akvarel og installationskunst udfordrer hun den måde, hvorpå man anskuer og forestiller sig kroppen. Uhyggelige narrativer udstiller kroppen som et konfliktrum, hvor der foregår kirurgiske indgreb, sammenbrud og ekstase.

Blandt kunstnerens udstillinger kan nævnes den forestående FACT, Liverpool (2019) og Frans Hals Museum, Amsterdam (2019) samt New Museum, New York (2018); Museum für Moderne Kunst, Frankfurt (2018); Zabludowicz Collection, London (2018); Matt’s Gallery, London (2017); Seventeen Gallery, New York and London (2016).

Hendes arbejde indgår ligeledes i flere nylige og kommende gruppeudstillinger og forevisninger, bl.a. Tai Kwun Contemporary, Hong Kong (2019); the Walker Art Center, Minneapolis (2019); Sadie Coles, London (2019).

Den 22. marts føjes endnu en ung kvindelig kunstner til programmet, der undersøger kroppen og kulturen, når den amerikanske-bolivianske Donna Huanca åbner udstillingen Lengua Llorona.

Del artiklen

'Dybe manipulationer'

Facebook