Begejstring og bagsider – samtidssport som motiv 

Begejstring og bagsider – samtidssport som motiv 

Louka Anargyros, Leatherboys, 2021. Art of Sport, Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm.

Billedserie

Sport som massekultur, identitet og fascinationsobjekt kommer effektfuldt igennem kunstens vridemaskine i Art of Sport. Den omfattende gruppeudstilling viser et nyt ambitionsniveau for Copenhagen Contemporary og fortjener et stort publikum som vedkommende og underholdende. 

Hvis sport handler om timing, er øjeblikket i høj grad med udstillingen Art of Sport. Som fikspunkter for begejstring og fællesskab er store sportsbegivenheder blandt de mest ventede efter nedlukningen. På den anden side rystes sportens verden netop nu af lynnedslag som en multinational millonærliga for de rigeste fodboldklubber, etiske dilemmaer om den forestående slutrunde i Qatar, racismeprotester og meget andet, som bryder med billedet af ren sport og smukt spil.

Man kan dermed sige, at ideen om en udstilling i sportens tegn ligger lige til højrebenet – ikke mindst for en friskt spillende oprykker i feltet af danske udstillingssteder som Copenhagen Contemporary. Og Art of Sport er rigtig godt leveret, både for kunstmennesker og sportsfolk.

Installationsview, Art of Sport, Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David
Stjernholm.

Håb og bagsider

Sport er håb og glitrende overflader, der smitter af begejstring. Det er indtrykket i udstillingens forhal, hvor vi varmer op med et par værker i udstillingens forhal af lettere, positiv stemning. Mexikanske Miguel Calderon serverer en sammenklippet ønskekamp, hvor hans hjemland vinder 17-0 over Brasilien, vist på en tv-skærm i bedste bar-stil. Og Erik A. Frandsens meterhøje glasmosaik af en boksehandske byder sig til som en kirkerude i sportens katedral.

Læg hertil et møde med gode gamle George Best i Hellmuth Costards film Fussball wie noch nie fra 1971, hvor det ensidige fokus på den enkelte spiller, der i et meget astadigt tempo lunter rundt i en tilfældig divisionskamp, foregriber det nyere værk Zidane, a 21st Century Portrait af Parreno og Douglas fra 2006. Inde i krogene melder de andre sider af sporten sig som hos Nicolai Howalt, hvis portrætter af unge drenge før og efter boksekampe er uglamourøse billeder af slag i sportens tegn.

Lyle Ashton Harris. Detalje fra Appunti per l’Afro Barocco, 2015. Art of Sport</i, Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm.

Krop i kamp og politik

Udstillingens første store sal har et gennemgående fokus på atletens krop, både som eftertragtet ikon og omstridt slagmark. Sam Taylor-Johnson portrætterer superstjernen David Beckham sovende som i et møde mellem ikon og almindeligt menneske. Ikke langt herfra kan man i Lyle Ashton Harris collager se en kavalkade af den sorte atletkrop som seksualiseret objekt og Sarah Lucas’ groteske skulptur Gold Cup Maradona domineret af en kæmpe fallisk form.

Som det passer sig for temaet, er tempoet højt og udtrykket farverigt i de mange værker, der fint blender ind med hinanden og skaber et varieret og underholdende, men alligevel tankevækkende indtryk.

Sporten som scene for aktuelle konflikter, ikke mindst fra et kriseramt USA, er iøjnefaldende. For eksempel i Bianca Argimóns spraglede tegning af den amerikanske samtid som superbowl og i Kota Ezawas National Anthem, der gengiver forløbet omkring Colin Kaepernicks knælende protest i NFL i fine akvareller sat sammen til en glidende sekvens.

En række af værkerne indeholder også en klar udfordring af sportens konventionelle kønsstereotyper og synet på bestemte typer af sportsudøvelse. Louka Anargyros (der også har co-kurateret udstillingen) viser med skulpturerne Leather Boys motorcyklister i kærlig omfavnelse, mens Sylvie Fleurys har ladet McLarens formel-1 dragt skifte køn til et kvindeligt antræk. Disse klart kommunikerende værker modsvares af en mere kryptisk aflæsning af sportens verden i Camille Henrots installation og video, her med kampsporten jiu-jitsu som motiv. En ganske fascinerende opstilling, som modsvares af en sekvens af værker med bodybuilding som tema.

Camille Henrot, Defeated, 2017. Art of Sport, Copenhagen
Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm.

Et stille klimaks

Elmgreen & Dragsets store installatoriske tableu Short Story fylder hele udstillingens næste hal. Den antydede fortælling om tabere og vindere og gådefulde bisiddere omkring en tennisbane er nærmest monumentalt stor i forhold til de øvrige værker. Mens der er masser af rum til at ilægge betydning, taber udstillingen lidt sit livlige tempo her. Retfærdigvis skal det også siges, at Elmgreen og Dragseths værk heller ikke er en del af Art in Sport, men dog falder tematisk og placeringsmæssigt sammen med den.

Elmgreen & Dragset: Short Story, 2020. Copenhagen Contemporary, 2021. Foto: David Stjernholm.

Efter nogle lidt brogede optagelser fra Thierry Geoffreys Critical Run, når man til sidst ind i en afkrog af sportens verden med Cyprien Galliards værk, der orkestrerer optagelser af hooliganslagsmål som en kamp, der bølger frem og tilbage. Er det også sport eller en mindre heldig mobilisering af stærke kræfter i sportens tegn?

Bredspektret og lækkert fængende

Disse nedslag skulle give udtryk for, at Art of Sport er en bredspektret og lækkert fængende udstilling, der deler nysgerrig interesse og kritiske nedslag nogenlunde lige. Det illustreres eftertrykkeligt, at sport står centralt i vores kultur i dag. Måske er der mere fokus på populærkulturens afbildning af sport og den internationale mediekultur end den mere lokalt funderede sportsudøvelse. Man får ikke træningsbanens mudder eller omklædningsrummets lugt ind under huden.

Og dog; som aflægger af udstillingen vises en række udstillinger i omklædningsrummene på Østerbro Stadion ved udstillingsstedet Skjold Contemporary. I skrivende stund er disse bidrag fra Sara Sjölin, Kristoffer Akselbo, Mogens Jacobsen og Thorgej Steen Hansen endnu ikke åbnede, men se mere på skjoldcontemporary.dk 

 

Billedserie

Del artiklen

'Begejstring og bagsider – samtidssport som motiv '

Facebook