Genopstandelsen

Genopstandelsen

Gustav Klucis: Volkenkratzer, 1922 (Udsnit). Foto: Søren Martinsen

Art Without Death: Russian Cosmism

1 sep - 3 okt

Haus der Kulturen der Welt

Russisk sci-fi-utopi om at skabe det perfekte menneske genoplives på ny udstilling i Berlin.

Selvom formålet med denne klumme strengt taget skulle være at bringe mine egne holdninger til torvs, vil jeg denne gang tillade mig at skrive en uforbeholden anbefaling og introduktion til en udstilling. En udstilling, der rykkede mig ud af mine vante dimensioner og viste mig noget helt nyt.

Avantgardens sejr
I løbet af en forbavsende kort periode fra omkring 1912 til 1918 gennemgik den russiske kunst sin helt egen revolution, der transformerede den til en fuldstændig ny form. Abstraktionen – de rene, enkle former og klare farver – talte deres eget sprog om en helt ny tid og gik hånd i hånd med kommunismens idealer.

Når jeg ser på den ældre russiske, akademiske kunst og sammenligner med den russiske avantgardes, bliver jeg gang på gang slået over, hvilket radikalt attentat denne avantgarde detonerede mod figuration, narrativitet, historie og i det hele taget enhver form for klassisk konvention; alle sådanne begreber lå i ruiner, da revolutionen havde sejret og fejet alle gamle skår af fortidens kunst væk.

Det er fascinerende, hvordan der må have været en fælles ånd, en enighed blandt kunstnerne om, at “det er dén vej, vi tager” – og en formmæssig integritet, som præger kunstnerne i ét fælles kreativt udtryk. Hvorfra kom denne kunst, de geometriske former, mekanikken, energien og retningen? Man skulle næsten tro, at den russiske avantgarde allerede var færdig født og lå og ventede nede i en høj hat parat til at blive hevet frem som en kanin i en tryllekunst.

En overset kunsthistorie
Udstillingen Art Without Death – Russian Cosmism på Haus der Kulturen der Welt i Berlin giver et fornyende, foruroligende og meget uventet blik på en strømning i tiden omkring den kommunistiske revolution, som nu også har fået en decideret revival i russisk kunst og filosofi: Den russiske kosmisme.

Det er jo ikke en ukendt ting, at russerne er besat af rummet, og der findes mange eksempler på russisk science fiction – tænk blot på filmene Solaris og Vandringsmanden af Andrei Tarkovskij som noget, vi i vesten er bekendt med. Men at kosmisme var en decideret utopisk filosofi med en stor skare af tilhængere, der både trak dybe spor gennem den russiske avantgarde og igennem den konkrete russiske rumforskning og rumprogram, vil være nyt for mange.

Den altdominerende filosof bag den russiske kosmisme, Nikolaj Fedorov (1829-1903), var en ortodoks kristen futurist, som fremlagde nogle esoteriske ideer, hvor han insisterer på – faktisk forlanger – at mennesket bør kunne opnå udødelighed, og han talte i alvor for genoplivning af de døde ‘fædre’ – altså i princippet alle døde væsener på jorden, der med videnskabelige midler burde kunne bringes tilbage til livet. Idet der ville være alt for lidt plads på kloden, når alle blev genoplivet, ville den naturlige konsekvens være kolonisering af kosmos. Genopstandelsesfabrikker i et kosmisk utopia skulle foretage arbejdet med perfektionering af den menneskelige race.

Fedorov skrev en bog, The Common Task, hvori han hævdede, at menneskehedens altoverskyggende, samlende opgave består i at finde en vej ud af dødeligheden: “Døden er en fejltagelse. Døden er en luksus.”

Science-fiction som science fact
Disse meget tidlige science fiction-ideer kan virke fuldstændig fjollede, men når man betænker, hvordan sci-fi-scenarier har en skræmmende tendens til at blive til virkelighed, kan man måske forvente at se Fedorovs ideer manifestere sig i områder som kloning og transhumanisme, for hvilke han var en indflydelsesrig pioner.

Fedorov og ligesindede kosmisters ideer havde stor udbredelse og popularitet allerede før den russiske revolution fandt sted, og dette kan måske tjene som en forklaring på, at avantgardisternes formsprog til en vis grad allerede var dannet – eller inspirationen i hvert fald eksisterede i form af utopisk længsel efter alt kosmisk og alt, hvad der havde med fremskridt, videnskab, kosmos og rumrejser at gøre.

Arseny Zhilyaev Fedorov Bibliotek. Foto: Søren Martinsen

Suprematismens grundlægger Kazimir Malevitj – som var kosmist og troede på udødelighed og genopstandelse – ville f.eks. med maleriet Black Square ikke som antaget foretage et radikalt mord på det repræsentative billede, men hyldede – ifølge udstillingens tese – snarere det uendelige kosmos som mulighedernes felt for fremtidens ‘kosmiske’ menneskehed.

Udstillingen fremstår som skræddersyet til det tyste, Twin Peaks-agtige – og i permanent halvdunkelhed henliggende – Haus der Kulturen der Welt med den luksuriøse og samtidig heftigt genremiksende arkitektur. HKW var tænkt som et fyrtårn, der skulle udstråle efterkrigstidens vestlige frihed, hvori teater, symposier, kunst og videnskab skulle forbinde den gamle og den nye verden. En vision om museet, som Nikolaj Fedorov (og Malevitj) måske havde bifaldet, eftersom begge så museet som en kosmisk energistation, der både samler og arkiverer den døde fortid og samtidig genopliver den og skaber fremtiden for mennesket. Museet havde kraften til at vække de døde til live.

Udstillingens dominerede videotrilogi, Immortality for All! (2014-2017) af Anton Vidokle, vises i voldsomt monumentale, sovjetagtige fir-, fem- og sekskantede biografer, der bl.a er inspireret af Lenins mausoleum. Udstillingens to dominerende kunstnere, Arseny Zhilyaev og Vidokle, brager igennem med, hvad kun kan opfattes som en ekstatisk hyldest til kosmismen. I form af et stort anlagt historisk genealogi over kosmisme, et femstjernet kosmismebibliotek (Zhilyaev) samt en kurateret udstilling af sjældne kosmistkunstværker fra bl.a Alexandr Rodchenkos hånd (kurateret af Boris Groyz), sætter russerne en dagsorden, der giver mindelser om revolutionær utopisme og bringer en mærkelig anarkistisk-esoterisk feberdrøm om fremtiden og det udødelige, kosmiske menneske ind i samtidskunsten.

Museet har kraften til at vække de døde til live
Ideen om museet som den transformerende maskine, der bringer liv til det døde, behandles intenst i videoerne, der især bruger det bizarre billede af en ægyptisk mumie, der som skrækfilmsgenfærd vandrer igennem museets samlinger. Men denne ‘mummy’ viser sig at være topmålet af ønsketænkning: Den balsamerede museumsgenstand, der gestalter sig som reinkarnation af det, den faktisk er: En solgud (en ægyptisk farao var jo en legemliggjort gud i solens religion).

Dette bizarre billede – samt opsætningen af en kæmpemæssig ioniserende kandelaber (designet af kosmistvidenskabsmanden A. Chizevski) over en kirkegård i Kazakhstan er blot nogle af mange fantastiske scener i videoerne, der svælger i en overflod af billeder: Sovjetindustri, Den Kazakhstanske Steppe, der minder om en død planets overflade, avantgardedans under Chizevskis ioniserende lampe, ridende kosakker og alvorlige unge kunstnere, der tilbeder den russiske avantgardes hovedværker i sakrale billeder i Moskvas Tretjakov-galleri. Tilsammen giver de et billede af en historie, der med Vidokles ord ligger som et tykt, skjult lag i den russiske kultur.

Der er tale om en genrejsning af en russisk fortælling, som er lige så syret som det store land selv. En både ny og gammel selvforståelse. I videoerne dyrkes et billede af “det russiske menneske” igennem mange forskellige skuespillere, der alle højtideligt oplæser passager fra Fedorovs tekster.

Storhedsdrømme
Det er sjovt, men det er også farligt; æstetiseringen og hyldesten til kosmismen som et national-kulturelt renæssanceprojekt i Vidokles og Zhilvayevs prisme kan også give også ubehagelige mindelser om Ruslands vrangforestillinger om imperialistisk storhed.

En af kosmismens fædre, Vladimir Vernadsky (1863-1945) var f.eks. med til at stifte eurasianismen, som nutildags ekkoes i panrussiske nationalisters drøm om et “Greater Russia”, men forhåbentlig rumler sådanne ideer ikke i baggrunden af denne ellers utroligt spændende udstilling.

Men æstetiseringen af utopiernes symboler er altid en problematisk foreteelse, når emnet er så ømt som overmennesketænkning og den russiske folkesjæl. Det ville være interessant at høre kunstnerne fortælle om deres forhold til nutidens politik i Rusland – især i lyset af den nuværende russiske aggression.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Art Without Death: Russian Cosmism

1 sep - 3 okt

Haus der Kulturen der Welt

Kommentarer

Del artiklen

'Genopstandelsen'

Facebook