Folkets skønhed

Folkets skønhed

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed, romanforside, Lindhardt & Ringhof. Layout ved Camilla Jørgensen/Trefold og foto af David Baker (Polfoto)

Nogle gange er det, som man taler om, men ikke ser, større end det, som man ser, men ikke taler om. Sådan er det med folkets skønhed. Eller snarere: Folkets skønhed, for vi taler om en titel på et maleri, der hænger i stuen i et hjem på Langeland i 1930’erne og i en bog af Merete Pryds Helle fra 2016.

Maleriet har givet titel til bogen, der lanceres som en slægtskrønike skrevet over forfatterens egen historie. I dette første bind følger vi hendes mor, som i bogen har fået navnet Marie. Barnet Marie har det rigtig godt med Folkets skønhed, familiens eneste billede.

Hvorfor må vi så ikke se Folkets skønhed på bogens forside? Fordi det er beskrevet inde i bogen. Fordi vi hellere skal se træet, som måske er det træ, Marie mod sin vilje bliver bundet op ad i noget, der viser sig at være en dårlig leg, eller som er det træ, der er familiens forgreninger: du kan tage pigen ud af Langeland, men ikke Langeland ud af pigen. Selvom slægtstræet spreder sig vidt omkring, har det rødder et sted. Måske er dét, hvad bogen handler om. Men det er ikke dét, den vil hedde. Den vil hedde det samme som det maleri, vi ikke får at se.

Kendte kartofler
Vi kan læse, at billedet forestiller to mørkklædte kvinder set bagfra, mens de samler kartofler fra en mark. Maries far, der er tækker, har fået det som betaling for at lave tag for en ven, som havde det med hjem fra Holland. Maleriet er signeret ‘Vincent’. Ta-da. Det kan være, at et kommende bind i slægtskrøniken bruger maleriet som en joker i fortællingen. Ikke fordi forfatteren mig bekendt har eller har haft ejerskab til et maleri af en mesterkunstner som Vincent van Gogh, men krøniken er, som forlagets pressemateriale annoncerer, baseret på forfatterens egen historie. Så må man gerne lægge til og trække fra.

Det er faren, som giver maleriet navnet Folkets skønhed. Folket, det er velsagtens ham selv og hans familie. De nærmeste, de lokale. Det arbejdende folk. Dem han kan identificere sig med, og hvis skønhed han synes at have øje for.  

Det store barn, Marie, ser maleriet hver eneste dag, fordi hun bor sammen med det, men nogle dage er det som om, hun får mere øje på det end andre dage. Det er dage, hvor en solstribe lander særligt varmt og smukt, og det var træls og koldt at malke koen. Sådanne dage.

Ikke alle er lige så glade for maleriet. Når en bedstemor kommer på visit, må de gemme maleriet i laden, fordi maleriet er hende så meget imod, at hun ikke vil være i stuen, hvis maleriet hænger fremme. Det er bare et billede, jovist. Kvinderne er påklædte, men de vender bagen til betragteren, det er groft malet, farverne er brunt-i-brunt, og naturen virker ikke venlig og frodig, men som noget, man skal strenge sig an for at få værdi ud af.

Måske forstår jeg godt bedstemoren. Det er ikke noget opmuntrende maleri. Det er ingen vårgrøn bøgeskov eller rislende vandløb. Når Folkets skønhed får så megen opmærksomhed, så er det også fordi, det er familiens eneste billede.

Hvor mange billeder har du selv? Slå blikket op og kig dig omkring. Eller luk øjnene og tænk efter hvilke billeder, der hang i dit barndomshjem.

Køkkenplakaten
Jeg husker køkkenets Bjørn Wiinblad-plakat i guldramme. Jeg vil altid forbinde Wiinblad med havregrød og opvask. Vi havde ingen opvaskemaskine, og det var Wiinblad-kvindens store grønne øjne, blomsterhår og symmetriske venlighed, jeg så på, når jeg tørrede af eller sad på skamlen og spiste morgengrød. I stuen hang kultegninger af Harald Isenstein, min morfars malerier, et gammel Danmarkskort og plakater fra det lokale kunstmuseum (Oluf Høst, Eric Fischl). Der var stor udskiftning. Men sådan var det ikke blandt folk på landet i 1930erne. Her var det de færreste forundt at have billeder, slet ikke malerier. Det var snarere broderede bibelcitater og anden almuekunst.

Så jeg forstår godt, hvorfor romanens hovedperson er så stolt over, at de har et maleri hængende. Og jeg bliver glad over, at hun kan blive ved med at vende tilbage til det og få noget ud af det, for sådan bør det være med de billeder og kunstværker, som vi vælger at bo sammen med. Da maleriet forsvinder, savner hun det. Heldigvis dukker det op igen langt senere, da hun mindst venter det, så alt ligesom går i hak (sådan kan det tolkes). Mere vil jeg ikke sige.

Billedet i historien
Bogens 428 sider handler om Marie og hendes familie. Maleriet er slet ikke en hovedperson på samme vis som det lille mageløse 1600-tals maleri, Stillidsen, af Donna Tartt i bogen af samme navn fra 2013 eller portrætmaleriet i Oscar Wildes formidable The Picture of Dorian Gray fra 1890. Hvor førstnævnte er en art krimihistorie og dramatisk dannelsesrejse for hovedpersonen, en 13-årig dreng, så er sidstnævnte en art fabel over ondt og godt, menneskelig forstillelse og skønhedssult for et moderne storbymenneske.

Når bogen, Folkets skønhed, er blevet så vel modtaget af læsere og anmeldere, så er det velsagtens, fordi den bygger på oprigtighed, indlevelse og fornemmelsen for en nær fortid, præsenteret i en tilgængelig form som roman. Forud for denne udgivelse har forfatteren, Merete Pryds Helle, udgivet mere eksperimenterende litteratur. Disse værker skulle til før bestselleren. Spøjst nok har stort set ingen anmeldere gjort noget stort nummer ud af bogens titel og den direkte henvisning til maleriet.

Nogle gange er det, som man ikke taler om, men alligevel hele tiden ser, det, som er værd at værdsætte. Sådan er det med folkets skønhed.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Folkets skønhed'

Facebook