Landsbyen Askeby på Møn har noget for de fleste landdistrikter helt usædvanligt: nemlig en kunsthal for international samtidskunst.

Det kan mønboerne og vi andre kunstinteresserede takke den tyske gallerist René Block for, da han tog initiativ til at skabe et eksperimenterende udstillingssted her i 2008 sammen med danske kunstnere som Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen (1932-2008), der havde boet på øen.

Læs anmeldelse: Modstand på hverdagsplan

Kunsthal 44Møen har åbent i sommermånederne og præsenterer hvert år en større gruppeudstilling, der gerne forener kunstnere af forskellige generationer fra ind- og udland, mens der også skabes værker af kunstnere i residency på stedet og finder lydkunst-aktiviteter sted i regi af Center for Klangkunst.

Oplevelsen af at finde frem til Kunsthallen mellem landsbyens huse og de store marker er bestemt noget særligt. De skæve huse appellerer til at gå på opdagelse og få syn for, at eksperimenterende kunst også trives godt her med højt til himlen.

Udenfor og indenfor

Friheden er udenfor huden er årets udstilling på 44Møen med 15 kunstnere sammensat på tværs af grænser og scener. Som en hyldest til stedets fluxus-inspirerede stiftere er titlen hentet fra et værk af Henning Christiansen – en kryptisk opstilling med et tv-apparat påmalet den gådefulde, men inspirerende titel. Igennem udstillingen skal titlens søgen efter frihed forstås som et møde på tværs af huden, hvor det indre og det ydre hele tiden overskrides.

Det kommer til udtryk igennem selve udstillingens forløb. Med kortet over værkernes placering ved hånden ledes man ud og ind af kunsthallens kantede bygning og oplever både de regelrette udstillingsrum og de hengemte bagrum, man altid har ved hånden på landet: lagerrum bag stalddøren, udhuse og et smadret gammelt drivhus.

Denne oplevelse er absolut velfungerende som et spontant møde med de stedsspecifikke kvaliteter, som denne avantgarde-oase på landet har, og det illustrerer på passende vis titlens opløsning af grænsen mellem udenfor og indenfor, uden at det bliver for demonstrativ. De enkelte værker får faktisk god plads i hver deres specifikke ramme.

Mellem lyd og mursten

At lyden har en særlig plads i dette landsbyfluxus-miljø er ikke overraskende, stedets tilknytningen til lydmageren Henning Christiansen taget i betragtning.

Det kommer der flere oplevelser ud af. Straks hører man lyden af en undergrundsfest i Vivian Caccuris Clandestine Party, der her toner ud af et haveskur. Og sidst i udstillingens forløb finder vi en opdatering af John Cage’s berømte 4’33-stilhed i Pauline Boudry og Renate Lorenz’ værk om tavshed som både afmagt og protest.

Mest fængende i lydafdelingen er nu Henning Christiansens egen Symphony Natura, Opus 170 med lydoptagelser fra en zoologisk have, der efterfølgende er gjort til avanceret call-and-response mellem arterne.

Placeringen af A K Dolvens lydværk, hvor kaldet ”Kom” lyder fra et gammelt, tilgroet drivhus i et hjørne af haven, er også værd at fremhæve.

I mere bastante materialer indeholder udstillingen en mur opført af Bjørn Nørgaard med huller til boliger for bier helt derude, hvor markerne begynder. Netop det organiske livs plads i de menneskeskabte strukturer er gennemgående i udstillingen, igen med bygningen som scene. Det gælder blandt andet for Nanna Abells fri facon forfra frottage uh!, der har beklædt hele husets endevæg med smeltet bivoks. Også Lea Porsagers Vulgus (licking concrete) / (lickimg concrete) skaber en ny form for organismer, der gror op af et betonbed.

I forhold til disse positivt stemte værker slås en mere dyster tone an i Davinia-Ann Robinsons Earth Body. Her fornemmer vi, hvordan kroppens udseende og hudens farve skaber skel og sætter aftryk på vores opfattelse af, hvad der er naturligt.

Friheden er udenfor huden er således en både fokuseret og livfuld udstilling, der gør god brug af de stedsspecifikke rammer.

Klangkunst med QR-koder i stedet for nærvær

Ved siden af denne hovedret får man også et par mindre serveringer med i den mønske avantgardebistro.

I Kunsthal 44Møens projektrum for ung kunst i den gamle smedje ses Maiken Stæhrs The Orchestra. Det er en form for sprælsk installatorisk scene, hvor der indgår både orgel og springvand foran ansigtsløse figurer, der venter på, at noget skal ske. Og det gør der så ved en række performances og koncerter sommeren igennem.

I kunsthallens sidste anneks finder vi Center for Klangkunst (det velklingende tyske navn for lydkunst) med en original præsentation af den afdøde tyske lyd- og mediekunstner Claus Böhmler (1939-2017). Böhmler har siden sin studietid hos Joseph Beuys haft en ligelig interesse for billeder og lyde og den teknologi, hvorigennem de skabes og udbredes. Det har udmøntet sig i utallige snurrige animationsfilm, lydværker og kollager, der på sin vis kan siges at bygge bro mellem den eksperimenterende tresser-scene og nutidens cirkulation af digitale optagelser.

Vi får adgang til at gå på opdagelse i dette univers igennem præsentationen Smart Artist, hvor en kollage-agtig strøm af billeder veksler med QR-koder, der giver adgang til optagelser af lyd og billede. Udstillingen består af sider fra en bog med samme titel, og det er nok en smagssag, om man synes, det er en behagelig form at opleve en udstilling igennem telefonens søgen efter små optagelser. For mig glipper det stedsspecifikke nærvær, som ellers kendetegner stedet her, og man står tilbage med et noget flimrende udtryk.

Fans af improviserede eksperimenter i video og lyd vil dog kunne få meget ud af gå på opdagelse i Böhmlers univers med dets humoristiske anarkisme.

Og som helhed giver Kunsthal 44 Møen med årets udstillingsprogram en inspirerende oplevelse, der kalder på nye besøg. I den kommende weekend kan man endda få endnu en kunstoplevelse på Møn med festivalen Stofskifte – En Kunstnerisk Manifestation.