Det var meningen, at udstillingen med Ebony G. Patterson (f. 1981) skulle have fyldt hele Kunsthal Aarhus med otte store, installatoriske værker. Grundet Corona-situationen er der blevet rykket rundt med kunstnerens udstillinger andre steder i verden, og det endte med, at det kun var muligt at få tre værker til Aarhus.

Men selv i et mindre udtræk er mødet med den jamaicanske kunstner overvældende. Hendes kunstneriske praksis udfoldes med rank ryg og stærke hints til ‘blingkulturen’, en æstetik der skal vise overflod og overskud, og som ofte fordomsfuldt er læst som en form for “kompensationsstrategi” i afroamerikanske og afrocaribiske minoritetskulturer. Hos Patterson omfavnes ‘bling’ dog uden forbehold, uden skam, men netop som en form for empowerment, der rummer stor sårbarhed såvel som stor stolthed.

En have på tapetet

Når man træder ind i det første udstillingsrum, entrerer man et tyst skumringsunivers, hvor rummets vægge er dækket med blåsorte stof-tapeter med motiver af visnende blomster. På dette bagtæppe hænger værket, hvis lange titel …among the flowers between the blades…while the dew is on the roses…for those who bear/bare witness… (2018), henviser til en populær salme, In the Garden, som blev skrevet af Charles Austin Miles i 1912.

Værket opleves som et neobarokt botanisk scenarie, en overdådig, glitrende gobelin med blomstrende og farverige tekstiler, plastikperlekæder, kunstige blomster, pailletter, bling-bling og mere bling. Men kigger man dybt i dette havemotiv – som man som bleg skandinav når at tænke bare er alt for meget – dukker fragmenter af menneskeskikkelser op, hovedløse, mens afskårne hænder rækker ud mellem blomster og blade.

På gulvet finder man to let svævende tæpper, der udgør værket Root and Shrub, Root and Shrubz (2014). Også i dette tilfælde springer maksimalismen, de slyngede mønstre, skinnet og farverne i øjnene. Her finder man desuden højhælede sko og farvestrålende indpakket legetøj, men man opdager også figurationen af et liggende barn i en mærkelig livløs og ‘forkert’ stilling. Disse gulvværker fremstår næsten som gerningssteder, og man kan læse sig til, at Patterson henter sine figurationer fra onlineuniverser, hvor billeder af myrdede deles. Eksempelvis har forbipasserende taget billeder af et myrdet barn for at kunne dele dem online.

Dybt begravet i disse stærkt forførende overflader ligger altså lidelsen, volden og døden – og man kan se Pattersons projekt som et forsøg på at svare empatisk på den umenneskelige almengørelse af lidelsen, volden og døden.

Memento mori

I 2017 viste Kunsthal Aarhus Thomas Hirschhorns (f. 1957) Pixel-collager, der sammenstiller modebranchens modeller og dødsofre fra krigshandlinger. Pixelering anvendes ofte for at skåne medieforbrugeren for eksempelvis krigens gru, men i collagerne vender Hirschhorn sagen på hovedet og pixelerer i stedet modellerne, mens de lemlæstede kroppe står lige i synet.

Ligesom Hirschhorn vil Patterson have os til at se lidelsen, volden og døden, men hendes metode er mindre chok-søgende, mere intim, mere følelsesladet og måske mere i familie med den europæiske memento mori-tradition, hvor de umiddelbart forførende og overdådige opstillinger, spækket med frugter, blomster og eksklusive, stoflige genstande, ydes modstand – ofte diskret – af tegn på forfald og død i form af vanitassymboler, som kraniet, det slukkede stearinlys eller fluen på den modne frugt.

Men udover at være opdaterede og caribiske memento mori værker har Pattersons værker desuden karakter af at være gravmonumenter. Her græder vi over ofrene, og her ærer vi dem.

Tre grædende konger

Og tårerne strømmer videre, når man bevæger sig ind i kunsthallen rotunde, hvor videoinstallationen Three Kings Weep (2018) vises. På store skærme toner tre sorte mænd frem – nøgne til livet – på en baggrund af blomstrende tapet. I løbet af videosekvensen iklæder mændene sig spraglet tøj og glitrende accessories. I virkeligheden er det en afklædning, der spilles baglæns, et velkendt greb, der altid giver en særlig surreel effekt.

Og tøjet er virkelig af en anden verden! I hvert fald når man atter er bleg skandinav, der er vant til, at når tøjmoden skejer ud, gør den det i gråtoneskala. Patterson finder selv sine stoffer og arbejder blandt andet sammen med den jamaicanske designer Chris Pablo.

Jeg må sige, det er et af de mest bevægende værker, jeg længe har set, og det beror ikke alene på, at de tre mænd hele tiden ser mig direkte i øjnene og har tårerne løbende ned (op – filmen spilles jo baglæns) af kinderne, selvom det også er del af det. Værket kommunikerer helt umiddelbart et stort register af smerte, ømhed, sårbarhed, trods, styrke og stolthed.

Black Lives Matter

Black Lives Matter er ikke til at komme udenom som referenceramme for værket, som kan opleves som en form for rehabilitering af den sorte mand, som historisk blev slavegjort og som stadig anses som ‘særlig farlig’ – i hvert fald katastrofalt af nogle amerikanske hvide politibetjente.

Men hvilken rehabilitering! De tre maskuline mænd styles, feminiseres og queeres. Men mest af alt ophøjes de. De bliver endnu flottere, endnu mere komplekse, nuancerede, farverige, skrøbelige, stærke, måske endda endnu mere mænd, endnu mere menneskelige ved at kønspaletten eksploderer. Og til sidst kroner de sig selv som værdige, grædende konger med henholdsvis et hovedtørklæde, en spandhue – og et par virkelig vilde solbriller. Smerte som modstand – og bling som modkultur.

Efterhånden som den rituelle påklædning skrider frem, kan man høre en ung dreng læse digtet If We Must Die (1913) af den jamaicansk-fødte digter Claude McKay, som tilhørte Harlem Renaissance-bevægelsen i 1920-30’erne, hvor afroamerikanske kunstnere udforskede og hyldede afroamerikansk kultur.

I digtet hedder det blandt andet:
“If we must die, O let us nobly die,
So that our precious blood may not be shed
In vain; then even the monsters we defy
Shall be constrained to honor us though dead!”

Og afslutningsvist:
“Like men we’ll face the murderous, cowardly pack,
Pressed to the wall, dying, but fighting back!”

Ja, der er skruet op for lidelsen, kampen, bling og patos. Men det rammer dæleme effektivt.