Doug Ashfords sociale genoptræning

Doug Ashfords sociale genoptræning

Installationsview, Doug Ashford: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005. hos Bureau Publik. (pressefoto)

Vis billedserie

Udstilling

Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005

15 mar 2014 26 apr 2014

Doug Ashford

Bureau Publik
Se kort og tider

”Det er et forsøg på at reorganisere eller genoptræne det sociale i kunstens rum,” forklarer amerikanske Doug Ashford i forbindelse med sin aktuelle udstilling i Bureau Publik, hvor abstrakt maleri danner rum for empatien.

“Et kunstværk er en person,” lyder et af den amerikanske kunstner Doug Ashfords konventionsbrud, og hvis man tager Ashfords påstand et stykke videre, er kunstoplevelsen dermed også et møde mellem to individer. En social konstruktion, der kan få perspektiver og erkendelser til at opstå mellem to parter. En helt enkelt, dialogisk, situation imellem værk og beskuer. Det er baggrunden for hans aktuelle udstilling ved Bureau Publik: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005.

”Jeg har lyst til at undersøge kunsten som et rum for samtale. At der en mulighed for at vi kan investere os selv i de klassiske forestillinger om, hvad der definerer et menneske. Og ved at dyrke de spekulative associationer, der knytter sig til det følelsesmæssige og det abstrakte maleri, håber jeg at kunne skabe den forbindelse,” uddyber Ashford og slår armen ud mod væggene hvor de seks små abstrakte malerier forsøger at etablere et forhold til et udklip fra New York Times (25. juni, 2005), hvor en formentlig thailandsk kvinde står midt i en meter vand og kraftige følelsesudladninger.

Emapti og abstraktion
I Wilhelm Worringers bog Empathy and Abstraction (1907) udfoldes en meget tidlig kunstteoretisk idé om, at det abstrakte gør det muligt for os at tænke ud over os selv. Indgå i en produktion af det som Ashford beskriver som ikke-centreret betydning. Abstraktionen undgår i kraft af sit uhåndterlige kodesprog de rationelle transaktioner som ‘værdi’ og ‘løsningsforslag’ i markedsdynamikkerne. “En form, der tillader dig at gentænke dig selv i relation til andre mennesker,” lød det i kunstnerens interview i Artforum (marts, 2013) med kunsthistoriker, kurator og direktør ved Tensta Kunsthal i Stockholm, Maria Lind.

Installationsview, Doug Ashford: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005. hos Bureau Publik. (pressefoto)
Installationsview, Doug Ashford: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005. hos Bureau Publik. (pressefoto)
Installationsview, Doug Ashford: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005. (Last Pool, 2014) hos Bureau Publik. (pressefoto)
Installationsview, Doug Ashford: Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005. (Last Pool, 2014) hos Bureau Publik. (pressefoto)

”Jeg har reageret via et abstrakt sprog på min egen reaktion over at se det her fotografi. Det er en undersøgelse af, hvordan det at se virkeligheden kan omformes. Det er figurativ empati,” forklarer Ashford til mig, før vi går lidt tilbage i tiden. For Ashfords ideer om det sociale udsprang et helt andet sted i en anden tid og en anden kunst.

Den sociale kunst
Kunstinstitutionen og det sociale har gennem snart hundrede år og frem til i dag været kontrasterne, hvorudfra man definerede sin praksis og position i kunstfeltet. Var man dedikeret en ’social praksis’ er institutionen den mur og det normsæt, der skal nedbrydes, og var man en dedikeret del af den institutionelle kunst, var man ikke rigtig nutidig.

En splittelse, der både har været misvisende og ufrugtbar, hvis man spørger Ashford, der dengang var en central aktør i 90’er-kollektivet Group Material (med blandt andre Timothy Rollins, Julie Ault og Felix Gonzalez-Torres).

Group Material: AIDS Timeline (Berkeley). 1990.
Group Material: AIDS Timeline (Berkeley). 1990.
I gruppens 1981-manifest lød ambitionen at: “explode the assumptions that dictate what art is, who art is for and what an art exhibition can be”.

Med Group Material og lignende aktører i feltet indgik tidens socialt engagerede kunst i sociale økonomier og til tider blindt og ureflekteret som en rentabel vare, hvilket resulterede i, at kunstens tilførte værdi i sidste ende blev udnyttet i et neoliberalistisk marked.

Det er i hvert fald Ashfords (og en række poststrukturelle teoretikere, bl.a. amerikanske Miwon Kwon) stille betragtning i efterdønningerne fra 90’er-kunsten.

Store dele af den sociale kapital, som kunsten genererede, endte i de forkerte kasser og social empowerment (myndiggørelse) og empati fik skygger, der strakte sig uden for intentionerne. Den konflikt mellem socialt engagement, kunst og markedskræfter er stadig yderst relevant i dag, og uafsluttet for en kunstner som Doug Ashford.

”Lige nu forsøger jeg at finde en måde at gribe om det her. Jeg har ikke nogen klar tese formuleret og jeg har en masse problemer med mit værk.”

To sider af samme værk
I mødet med Ashfords kunstneriske projekt, møder man idag to forskellige værker. Men hvis man antager en mere historisk vinkel, så gjaldt det for alle medlemmerne af Group Material, at de havde nogle komplekse praksisser og var en del af en generation, der var udfordret af spørgsmålet om, hvordan man definerer kunstnerens værk? – også på et betydningsplan.

Group Material: DA ZI BAOS, Union Square, NY. 1982.
Group Material: DA ZI BAOS, Union Square, NY. 1982.

“Folk spurgte os: Hvor er værket? Og imens vi forsøgte at italesætte nogle nye måder at tænke ’værket’ på som socialt, kunstnerisk eksperiment, viste det sig klart og tydeligt hvor konservativ og reaktionær kunstinstitutionens heteronormative, amerikanske-europæiske idé om den autonome og glorværdige kunstner er. Vi var ikke klar over hvad vi var oppe imod i denne kritik af institutionens falske neutralitet.”

Som ung kunstner var Doug Ashford meget bevidst om, at denne imperialistiske og markedsbaserede mytologi blev udbredt hele tiden og i hele verden.

Og de tidlige projekter af Group Material fx DA ZI BAOS (1982) med bl.a. et Central- og Sydamerikansk fokus var netop meget specifikke undersøgelser af kunstinstitutionens forbindelse til en imperialistisk struktur og magtudøvelse.

”Jeg blev skolet af Hans Haacke og trænet i denne kritiske bevidsthed om at de strukturer, der ligger bag værket, er en del af værket.”

Group Material: Timeline: A Chronicle of US Intervention in Central and Latin America. PS1, NYC. 1984.
Group Material: Timeline: A Chronicle of US Intervention in Central and Latin America. PS1, NYC. 1984.
Intentioner og erkendelser
Der er mange idéer, som er meget smukke som intentioner, men som i Ashfords øjne bare ikke fungerer, når de bliver realiseret:

“Tænk bare på ’det sociale boligbyggeri’ og de fine intentioner, der lå dér. South Bronx er ikke en positiv realisering af den idé. Ok! Den etiske vending i 90’er-kunsten var fuld af gode intentioner, og man så ikke noget problem i at kunsten blev ansvarlig for byudviklingen og den sociale administration. Og vi var som en del af en community-baseret kunst i 90’erne involveret – og i mange henseender ubevidst – i processer, hvor den menneskelige og kulturelle kapital, projekterne genererede, rent faktisk blev til direkte omsættelige kontanter i markedet.”

Group Material ville skabe reelle forandringer i samfundet, latin-amerikanske boligområder, fængsler o.s.v., via en anden forbindelse mellem kunst og offentlighed både gennem stedet og begivenheden, men endte, ligesom i politik, med et kompromis.

“Jeg vil ikke afvise effekten af det vi skabte, for der var en masse mennekser, som fik reel værdi og nye erkendelser, og for kunsten realiserede vi nye måder at arbejde på som blev legitime i institutionerne og den brede offentlighed.”

“Jeg afviser ikke den sociale praksis som disciplin, men problematisere den som dekoration. Og når kunsten er dekorativ, så er det fordi den blot mimer eller reproducerer sit materiale.”

Det spekulative rum
”Derfor vil jeg egentlig også problematisere den her udstilling som dekoration; formelt, abstrakt maleri, der synes at forholde sig til nogle subjekt-objekt forhold uden at stille spørgsmålstegn ved, hvad det er,” erkender Doug Ashford.

Men lig de store idealer, så er idéen om demokratiet som han siger også abstrakt. Den er en tom konstruktion, indtil vi fylder den med handling. Det er potentielle rum.

Installationsview, Many readers of One Event, 2012. (Foto: dOCUMENTA 13)
Installationsview, Many readers of One Event, 2012. (Foto: dOCUMENTA 13)
Installationsview, Many readers of One Event, 2012. (Foto: dOCUMENTA 13)
Installationsview, Many readers of One Event, 2012. (Foto: dOCUMENTA 13)

”Demokratiets abtrakte form og det spekulative abstrakte værk har det til fælles at de er tomme. Man kan være og sige hvad som helst i mødet med den tomhed. Jeg har trukket mig tilbage fra en idé om en etisk vending i kunsten, men for at trække mig tilbage til et rum, hvor idéer kan forme sig, og hvor vi kan opleve empati.”

Det vigtige for Ashford er, at der ikke er knyttet et specifikt formål eller produkt til værket. “Mit problem er, at jeg ønsker, at forholde mig til virkeligheden og idéen om det sociale, men uden at det bliver instrumentaliseret i et etisk projekt. Det er et forsøg på at reorganisere eller genoptræne det sociale i kunstens rum.”

Group Material var et New York baseret kunstnerkollektiv grundlagt i 1979 med fokus på kunstproduktion som et kollektivt foretagende med et politisk ærinde. Group Material forsøgte at ændre præsentationen af kunst i over fyrre internationale projekter, der genforhandlede demokratiske former via udstillingsdesign og offentlige projekter. De første projekter talte kunstnerne: Hannah Alderfer, George Ault, Julie Ault, Patrick Brennan, Liliana Dones, Anne Drillick, Yolanda Hawkins, Beth Jaker, Michael LeBron, Mundy McLaughlin, Marybeth Nelson, Marek Pakulski, Peter Szypula, Tim Rollins og Michael Udvardy. Efter 1981 og kollektivets indledende projekter i et nedlagt butikslokale i den Latinamerikanske del af East Village fortsatte gruppen med blot Tim Rollins, Mundy McLaughlin, and Julie Ault. Doug Ashford trådte ind i gruppen i 1982, Felix Gonzalez-Torres i 1987, Karen Ramspacher i 1989, og Thomas Eggerer og Jochen Klein i 1995. Group Material opløstes 1996.

Doug Ashford er billedkunstner, underviser og forfatter og bor i New York. Siden 1989 har han undervist i design, skulptur, tværæstetiske og offentlige praksisser på The Cooper Union for Advancement of Science and Art. Siden 1996 har Ashford primært arbejdet med fremstilling af malerier, men er fortsat med at producere udgivelser og samarbejdsprojekter, der engagerer sig i det sociale både på gadeplan og udstillingssteder.

Ashford seneste offentlige projekt endte i udgivelsen Who Cares? (Creative Time, 2006), en bog skabt ud fra en række samtaler mellem Ashford og en forsamling af andre aktører involveret i offentlige udsagn, etik og æstetik. Hans arbejde med Group Materiale er samlet i Show and Tell: A Chronicle of Group Materiale ( Four Corners Books , 2010). Seneste udstillinger af malerier og installationer omfatter Abstract Possible, Tensta Konsthall, Museo Tamayo og andre udstillingssteder (2010-12), Sharjah Biennialen 10 (2011); dOCUMENTA 13 (2012). En samling af essays, Doug Ashford: Writings & Conversations (Mousse Publishing, 2013), blev udgivet i anledning hans seneste udstilling på Grazer Kunstverein i efteråret 2013.

Se videoen med Doug Ashford under projektet: "A riot is the language of the unheard": an exercise in unrestrained speech ved The Cooper Union for the Advancement of Science and Art.

Vis billedserie

Udstilling

Six Paintings and One Photo from Saturday, June 25, 2005

15 mar 2014 26 apr 2014

Doug Ashford

Bureau Publik
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Doug Ashfords sociale genoptræning'

Facebook