Copenhagen Contemporary modtager økonomisk bidrag fra Foreningen Roskilde Festival

Copenhagen Contemporary modtager økonomisk bidrag fra Foreningen Roskilde Festival

Copenhagen Contemporary. Pressefoto.

Foreningen Roskilde Festival har doneret 800.000 til realisering af Copenhagen Contemporarys projekt Kunstdemokraterne, der med unge som bannerførere stiller skarpt på demokrati, politik og aktivisme gennem kunsten.

Projektet strækker sig i første omgang over et år og tager form som et korps af unge frivillige, der sammen med Copenhagen Contemporarys team udvikler og udfolder talks, events, aktioner, workshops og udstillinger på Copenhagen Contemporary og rundt om i Danmark.

“Korpset består af en gruppe 15-25-årige, som mødes flere gange om måneden og tanken er, at den langvarige relation vil gøre Kunstdemokraterne til en fast bestanddel af Copenhagen Contemporary. De vil vise, hvordan aktivt samfundsengagement også kan forløses gennem kunstarter som billedkunst, musik, design m.m.”, lyder der fra Copenhagen Contemporary.

Efter hver festival donerer Roskilde Festival hele sit overskud til initiativer, der skal komme børn og unge til gode. Beløbet, festivalen uddeler nu, kommer altså fra overskuddet fra festivalen i 2019, og modtagerne er fundet gennem Roskilde Festivals hidtil største ansøgningsrunde, Open Call: Unge stemmer.

Fællesskabsprojekter

Kunstdemokraterne er en del af Copenhagen Contemporarys Fællesskabsprojekter. Her arbejder kunstcentret sammen med mangfoldige grupper af børn, unge og voksne fra alle forskellige dele af samfundet for at skabe forandring og fællesskab.

“Gennem forpligtende og udviklende fællesskaber med afsæt i kunsten vil Copenhagen Contemporary bidrage til, at alle har lige muligheder for deltagelse, oplevelser og adgang til samfundsmæssige og kulturelle ressourcer”, udtaler Copenhagen Contemporary.

Fælleskabsprojekterne udspringer af Copenhagen Contemporarys formidlingsafdeling CC Studio og favner en række initiativer, som vil blive udfoldet over det næste år.

Kilde: Copenhagen Contemporary

Del artiklen

'Copenhagen Contemporary modtager økonomisk bidrag fra Foreningen Roskilde Festival'

Facebook