Udstillingen præsenterer mere end 20 kunstværker, der i sproglige udsagn, opråb, budskaber og kommunikative greb behandler verdenssamfundets kriser med lige dele revolutionær alvor og humoristisk vibe.

Som hos Tony Cokes, der er repræsenteret med værket The Morrissey Problem; et værk der på mange måder er eksemplarisk for udstillingens legende undersøgelse af synergien mellem den kunstneriske ide, konteksten og den reelle kommunikative udsigelse.

Tekstdelen af værket vises på video med knaldrød baggrund i ægte karaoke-æstetik og er en tro kopi af et debatindlæg i The Guardian skrevet af en fan af Morrissey. Debatindlægget handler om skuffelsen over at erfare den egentlige betydning af Morrisseys tekster, som tilsyneladende har vist sig at have racistiske undertoner.

Cokes har sat denne hårde virkelighedserfaring ind i en poppet og lækker scenografi, der forfører os til at tro, at der er tale om underholdning. Men det viser sig, at ingenting er, som det giver sig ud for. Sproget – både det visuelle og det talte – er effektive redskaber til at snyde hjernen og få den til at lave de forkerte mellemregninger.

De fleste deltagende kunstnerne er ligesom Tony Cokes kendt for at deltage i debatten om aktuelle samfundsemner via værker, der gør brug af stærke kommunikative udsagn og strategier. Ofte præsenteret i en form, der bryder ud af kunstrummet for at blande sig med det samfund, de prøver at påvirke. Men også som Tony Cokes ved at tage virkelige kommunikative statements med ind i kunstrummet, for at lade nye betydninger opstå.

Dét er da også netop præmissen for mange af værkerne på udstillingen, der forgrener sig ind og ud af kunsthallen; fra udstillingssalene til indgangshalen og garderoben og videre i butikken og op af trappeopgangene og helt ind i undervisningslokalerne på øverste sal – for ikke at tale om de mange værker, der folder sig ud i de udendørs omgivelser i området rundt om den store grå kunstkube.

Samme værk – ny kontekst

Flere af værkerne er oprindeligt lavet som respons på tidligere tiders begivenheder, men sættes i udstillingen ind i konteksten af de store kriser, der ifølge CC topper agendaen lige nu: Corona-pandemien, Brexit, Black Lives Matter og USA’s præsidentvalg.

For eksempel som Dread Scotts værk i form af et flag, der hænger udvendigt på kunsthallens bagside med teksten A Man Was Lynched by Police Yesterday, der oprindeligt blev lavet af kunstneren i 2015 som reaktion på ét (ud af mange) skuddrab på en afroamerikansk mand i USA. Værket mimer desuden det ikoniske flag, som borgerrettighedsorganisationen NAACP i 1920-30’erne i protest hejste dagen efter lynchninger. I dag vil værket nok af de fleste blive læst i lyset af drabet på George Floyd.

Mens Dread Scotts værk italesætter en gentagende problemstilling – blot med mange års mellemrum i historien – så er betydningsforskydningen i Douglas Couplands værk Hoard Anything You Can’t Download mere markant. Værket, der pryder kunsthallens største facade som et banner med teksten Hoard Anything You Can’t Download, læses ind i konteksten af corona-pandemien og den medfølgende hamstrings-tendens, der er foregået over det meste af verden. Oprindeligt er værket skabt i 2013 som en kritisk, humoristisk kommentar til hans egen generations psykiske tilstand.

Mærkeligt, opløftende og ukonventionelt

Sådan er der flere af værkerne i udstillingen, der leger med kontekstens indflydelse på værkets reception, og altså dermed værkets måde at kommunikere med sit publikum på.

Et andet eksempel er Shilpa Guptas værk Threat. Et værk man kan dufte sig frem til ude foran indgangen, hvis man ikke lige kan se det. Værket består nemlig af en bunke store firkantede håndsæber. Alle sæberne har påskriften threat og er egentlig en kommentar til emner som hudfarve og etnicitet.

Med en simpel leg med modsætninger vækker værket en samtale om samspillet mellem hygiejne-dogmer og krisetilstande, der kan tage mange veje, alt afhængig af, hvilken tid i historien og hvilket sted i verden værket præsenteres i. Et eksempel på, hvor nemt det er at forskyde meningen.

Det er et ret interessant greb at ’genanvende’ samfundsengageret kunst til nye kontekster, og dét er blot et ud af flere greb i udstillingen, der er med til at understrege, hvordan symboler, ord og kunst generelt ændrer sig parallelt med den sammenhæng, de indgår i. Det er en slags omvendt anvendelse af kontekst-specifik kunst; opløftende, mærkeligt og ukonventionelt.

Uforberedte kunstoplevelser har stor effekt

Det er ikke nogen forudsigelig udstilling, og der er som følge deraf heller ingen lige vej gennem dem. Mange af værkerne kan nemt overses, også selvom man følger det kort, der følger med formidlingsfolderen. Måske netop derfor har de så meget slagkraft, når man får øje på dem. Det er som om, at kunstoplevelser, man får serveret uden at være forberedt, ofte har markant større effekt.

Som Adrian Pipers ydmyge værkbidrag i form af en bunke hvide visitkort med teksten “RØR IKKE VED MIG”. Værket blander sig med bøger, blade og andre varer i kunsthallens butik – som en tvivlsom opfordring til at publikum lægger dem i deres bukselommer og giver dem videre i en ny kontekst, hvor betydningen igen forskubbes og bliver en anden.

Set og sagt fra Vesten

Det er corona-pandemien, Brexit, Black Lives Matter og USA’s præsidentvalg, der er udstillingens fokus. Kunstnerne behandler emnerne i medier, der spænder fra de mere klassiske, som video, til de mere utraditionelle, som bannere, plakater, flag og interaktive installationer.

Mange af værkerne er enormt gode, særligt i samspil med hinanden, hvor det især er værkernes velovervejede placeringer, forskellige skalaforhold og varierende former og udtryk, der gør helhedsoplevelsen eminent.

De fleste af værkerne er da også skabt af nogle af den vestlige kunstverdens helt store stjerner indenfor den sociale og politiske kunst: Jeremy Deller, Adrian Piper, Jenny Holzer, Felix Gonzales-Torres, Yoko Ono, Douglas Coupland, Sam Durant, Tony Cokes og Dread Scott i selskab af blandt andre danske Lise Harlev og indiske Shilpa Gupta, der desværre er den eneste ikke-vestlige kunstner repræsenteret på udstillingen. Alt afhængig af, hvordan man definerer ‘vestlig kunst’.

En kunstner som Dread Scott vil nok næppe synes om at blive placeret i den vestlige boks, eftersom hans praksis er en ubetinget, hårdhændet manifestation imod lange tiders hvidt overherredømme i USA. Men han er stadig amerikaner og arbejder med en problemstilling, der er markant rodfæstet i det amerikanske samfund, om end den for nylig er blevet infiltreret i en ny global kolonialisme-debat i lyset af drabet på George Floyd.

Når nu udstillingen netop italesætter kontekstens indflydelse på betydningsdannelsen og samtidig proklamerer at sætte fokus på de globale kriser, der eksisterer i samfundet netop nu – så kunne det have været interessant at se bud på kunstneriske statements, der er produceret i en virkelighed udenfor Vesten.

Hvordan forholder kunstnere sig for eksempel kritisk til politiske emner i lande, hvor ytringsfrihed ikke eksisterer? Og hvordan kan sproget vrides, så samfundskritikken kan eksekveres, uden at man risikerer en fængselsstraf? I hvilke lande er det amerikanske præsidentvalg øverst på verdensranglisten over kritiske begivenheder?

Udstillingen er et muligt billede på, hvordan kunst kan lege med ord og betydninger i forsøget på at få os til at forstå globale kriser. Men den er også en oplagt anledning til at reflektere over ideen om ’det globale’ og ’det katastrofale’. For betydning er – som udstillingen selv siger – helt afhængig af fra hvilken position, man ser og taler fra.

Når det er sagt, så er udstillingen en af de bedste, jeg har set længe, særligt fordi den udnytter og udfordrer sin egen kontekst på en ny og overraskende måde.