I nutidens politiske landskab er vi vidne til, at løgnen er blevet et bevidst politisk redskab, og at vi i den postfaktuelle tilstand befinder os nedsænket i en svovlpøl af løgne. Hvordan stiller kunstneren sig til det; er det en tragedie – eller kan det, som hos bl.a. videokunstneren Omer Fast, bruges som en kreativ frisættelse?
Videokunstneren Omer Fasts fantastiske udstilling Reden ist nicht immer die Lösung på Martin Gropius Bau i Berlin er og bliver en stor udstilling med en rækkevidde langt udover det kunstneriske.
Omer Fast – der for øvrigt også for nylig var aktuel med en stor udstilling på KUNSTEN i Aalborg – har en helt særlig evne til at skrue narrativer sammen, som ofte tager en form, der minder om psykodramaer og kammerspil. De intense og filmisk overlegne værker, der vises i loop i mørke biografer, minder mig om den kendte amerikanske instruktør David Mamets film, hvor en stærkt konvoluteret historie efterlader beskueren med flere spørgsmål end svar, men med en ubehagelig fornemmelse af paranoia og sammensværgelse som en dårlig smag i munden. Som tilskuer bliver man ledt ind i Fasts labyrint af dobbeltbundede æsker, hvor ingen retning, ingen overflade tilkendegiver sin egentlige natur. Jeg genkalder mig den fornemmelse, jeg som barn havde af desorientering, fragmentering og spejling i Tivolis spejlkabinet.
Fasts Spring (2016) og Continuity (2012) kredser om en hjemvendt Afghanistan-soldats forhold til sine forældre og forgrener sig i talrige variationer og tidsmæssig diskontinutiet. Ikke alene er de to individuelle film forbundet med hinanden, men den unge mands rolle spilles også af skiftende skuespillere, hvoraf to af disse roller på et tidspunkt møder hinanden i et dramatisk sammentræf.
Der er så mange revner og forskydninger i historien, at hvis man lagde dem alle sammen, ville der blive et gigantisk tomrum. Spørgsmålene er flere end svarene, og hele komplekset sammenlignes af Omer Fast som et ”åsted”, som i Fasts egne ord er designet til at være “A bloody Mess” [i], der skal aktivere beskueren til – som en detektiv – at gå på opdagelse i mysteriet. Denne frydefulde leg med fiktion, virkelighed, skjulte sammenhænge og sammensværgelse er selve det DNA, som thrilleren er skabt af: et spind af løgne og fiktioner.
Jeg bliver ikke forarget eller vred over løgnene i en film, over at blive taget ved næsen af en snedig instruktør, der med vilje forpurrer virkeligheden og trækker mig rundt i manegen; jeg bliver jo underholdt. Og et eller andet sted er det jo bare fiktion.
I am not amused
Men når virkelighedens magtfulde politikere og deres medier aktivt fører mig bag lyset, er jeg langt fra underholdt. Løgnen og formørkelsen bliver i disse år brugt helt åbent i politik. Mon ikke man i fremtiden vil se vor tids ”Fog of Falsehood” [ii] som et absolut nulpunkt i menneskehedens historie – det øjeblik, hvor falskheden ophøjedes til sandhed og blev udbasuneret fra de højeste balkoner? Vi har set hvordan russerne pionerede den åbenlyse løgn, og nu følger den medielarmende Trump trop; der er kommet en game changer, hvor løgnen åbent og skamløst bliver kastet i øjnene på folk dagligt.
Som beskrevet i Naomi Kleins The Shock Doctrine [iii] ser vi, at løgnene bliver brugt til at skabe en tilstand af alment chok, der handlingslammer offentligheden og gør det muligt for statsmagten at lyngennemføre stærkt upopulære tiltag i ly af løgnens kaos (sammenligneligt med Kleins eksempel: naturkatastofer). Her er Kremls byge af løgne, beskyldninger og benægtelser som dække over Ruslands besættelse af Krimhalvøen et rædselsvækkende eksempel, ligesom Trumps genoptagelse af kulsorte olieplaner kører, alt imens seriøse kritiske spørgsmål diverteres af et mediecirkus om Trumps lodrette løgne om tåbelige ting.
Vi er tvunget til at navigere i en verden, hvor sandheden er udfordret fra højeste sted. Men kan vi leve med dette? Nej. Det er for ubærligt, hvis begrebet sandhed er ligeså ilde stedt i den politiske verden, som begrebet virkelighed er i internettets vilde, virtuelle verden.
Spørgsmålet er, hvor kunsten skal stå i denne sag; Det er jo paradoksalt, at kunsten i sig selv ændrer virkeligheden, og at kunstneren altid har tilladt sig at agere frit i forhold til en objektiv sandhed for at frembringe nye og dybere visioner: Men samtidig må kunsten nu tage den politiske virkelighed kritisk under behandling og insistere på sandheden som en værdi, der udveksles imellem mennesker.
Findes der en kunstnerisk sandhed? Det er i vore dage svært at forestille sig, at kunstnere ville hylde den engelske kunstkritiker John Ruskins (1819 – 1900) dogme om ”Truth to Nature”. Ruskin mente passioneret, at det var kunstnerens pligt, ikke at opfinde fiktioner i atelieret, men at observere naturen (virkeligheden) og udtrykke den råt og uden hensyntagen til akademiske regler om komposition. Måske er strategien snarere at gå i den stik modsatte grøft og favne alle de muligheder, det løsslupne sandhedsbegreb opbyder.
Eksempler på Omer Fasts klarsyn indenfor denne problematik findes især i tidlige værker, som er bygget på bevidst manipulation af medieskabt virkelighed. Videoværket CNN Concatenated (2002) er skabt af hundreder af mini-klip med forskellige nyhedsværter og journaliser fra CNNs udsendelser før, under og efter 9/11 2001; I hvert klip får hver person kun ét ord sagt, og denne strøm af fragmenter bliver så til sin egen tekst, der udsiger sætninger som ”I love you. I miss you, even though we hardly spend any time away from each other”. Et klassisk collageværk, der viser hvordan cutand paste-princippet, der ligger til grund for enhver forståelse af samtidskunst, i sig selv fundamentalt ændrer præmisserne for forestillingen om et ”sandt” dokument.
Endelig tilstår forbryderne
Et andet værk, der intelligent tager manipulationen af fakta under behandling og illustrerer denne prækære tilstand på en humoristisk og skarp måde, er Josh Klines The Crying Game, der blev vist på sidste års Berlin Biennale. Det er en video, der forestiller højtstående amerikanske politikere (George Bush, Donald Rumsfeld o.a.), som med avanceret face reenactment-software er computermanipulerede til at sidde og indrømme og flæbende fortryde deres krigsforbrydelser, iført fangedragter. I installationen af værket indgår også, at hele gulvet i lokalet er dækket med et tykt lag kattegrus, der jo som bekendt ”suger” al blod og uønsket svineri til sig. Således viser værket, samtidig med at det benytter manipulerende metoder til at skabe sin egen version af virkeligheden, et retvisende kritisk billede af de muligheder, der findes for at ændre facts og billeder efter forgodtbefindende.
Selvom vore dages propagandaløgne er teknisk topavancerede som i det ovenstående eksempel, er der dog grundlæggende ikke sket ret meget, siden dengang man opdagede, at Sovjetunionen under Stalin forfalskede fotografier, hvor f.eks. Leon Trotsky figurerede i historiske sammenhænge i forsøget på at skjule historiens faktiske gang – (ironisk nok med det ”uheldige” resultat, at bevidstheden om Trotsky ved Lenins side i den russiske revolution endte med at blive stærkere end nogensinde, og at Trotsky således ”genopstod” som et slags sandhedens spøgelse af historieforfalskningens aske).
Kunstneren og fotografen Nicolai Howalt peger også i sin glimrende kronik i Politiken [iv] på, at ”Fotografiet taler altid usandt” og minder os om fotografen Robert Capas ikoniske og verdensberømte – men desværre iscenesatte og dermed falske – krigsfotografi af en partisan fra den spanske borgerkrig, der skydes i løbet. Men Howalt argumenterer til gengæld for, at redigeringen af billedet kan være en naturlig og logisk æstetisk og praktisk løsning, så længe intentionen er at vise virkelighedens ansigt. At fotografiet således ikke skal ses som et sandhedsvidne men som en kunstnerisk udtryksform.
Nutiden er endelig kommet til bevidsthed om, at der ikke findes et objektivt dokument. Grundlæggende er problemet, at man ikke kan stole på hverken billeder eller nogen som helst andre udsagn. Man har med andre ord (hverken som kunstner eller almindelig samfundsborger) ikke længere den grundpille, den valuta som idealet om sandhed var, i kommunikationen imellem afsender og modtager, og resultatet er til en vis grad, at udsagnet er blevet værdiløst.
For kunsten kunne dette umiddelbart se ud som et frygteligt landskab at agere i; Men at danne en eller anden form for mening – er det ikke det, kunsten skal og kan – på trods af dilemmaer og paradokser? Og det er vel i sidste ende intentionen, der afgør, hvilke moralske forpligtelser kunstneren skal overveje i omgangen med billedbehandling og fiktionalisering af virkeligheden.
[i] A Bloody Mess. Interview med Marina Viyes Albes og Omer Fast. Katalog, til ”Reden is nicht immer die Lösung”, Berliner Festspiele, Martin Gropius-Bau 2016/17.
[ii] ”Fog of Falsehood”: udtryk der bruges til at benævne den russiske medeistrategi. ”Russian Strategy of Deception and the Conflict in Ukraine 2016”, Katri Pynnöniemi & András Rácz (eds.), The Finnish Institute of International Affairs.
[iii] Naomi Klein: ”The Shock Doctrine” (2007), Penguin UK
[iv] Nicolai Howalt :”Fotografiet taler altid usandt”. Politiken 19.6.2016.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
