Art Weekend Aarhus 2021: Hvordan sikrer man diversitet i museernes samlinger, når fremtidens kunsthistorie skal skrives?

Art Weekend Aarhus 2021: Hvordan sikrer man diversitet i museernes samlinger, når fremtidens kunsthistorie skal skrives?

Aarhus Billedkunstcenter inviterer til debatarrangement på Kunsthal Aarhus under Art Weekend Aarhus 2021. Foto: Charles Le Querrec.

Kunsten.nu har fokus på Art Weekend Aarhus 11 - 14 nov.
Art Weekend Aarhus er en kunstfestival i Aarhus, der samler byens kunstscene. Art Weekend Aarhus er søskendeorganisation til kunsten.nu

Debat: Samling
12 nov 2021 kl. 15 - 16.30

Kunsthal Aarhus
J.M. Mørks Gade 13
8000 Aarhus C

I forbindelse med Art Weekend Aarhus inviterer Aarhus Billedkunstcenter til en paneldebat på Kunsthal Aarhus, der sætter fokus på museernes samlinger og indsamlingspraksis. For hvordan sikrer man diversitet og mangfoldig repræsentation, så museernes samlinger afspejler samtidens praksisformer og kunstnere, når fremtidens kunsthistorie skal skrives? Vi har talt med leder af Aarhus Billedkunstcenter Line Sandvad Mengers om symposiet Samling, der kan opleves fredag d. 12. november.

De seneste år har diskussionen om især kvindernes repræsentation i museernes samling fyldt meget i kulturdebatten. At kunsthistorien traditionelt har været fokuseret på den hvide, mandlinge kunstner, vil kun de færreste bestride. Men hvordan kommer vi videre? De fleste museer er efterhånden begyndt at sætte fokus på de oversete sider af kunsthistorien, men også museernes aktuelle indsamlingspraksis er vigtig at debattere, når nutidens kunstscene skal bevares for eftertiden. Man har diskuteret kønskvoter, men en række andre parametre er mindst lige så vigtige, hvis museernes samlinger fremover skal repræsentere en mangfoldig vifte af både praksisformer og blikke på verden. Og er nutidens museer overhovedet gearet til at håndtere alle kunstformer? Det er noget af det, Aarhus Billedkunstcenter vil sætte til diskusion i debatarrangementet  Samling,
12. nov, kl. 15 – 16.30 i Kunsthal Aarhus.

Kan du knytte et par ord til de indbudte paneldeltagere?

“De kunstnere og kunsthistorikere, der deltager i de tre modererede samtaler, har alle gjort sig nogle relevante og interessante erfaringer med repræsentation”, indleder Line Sandvad Mengers. “Kunsthistoriker, Laila Lund Altinbas har arbejdet målrettet med at vise kunstnere med grønlandsk baggrund i regi af rum46 og Nuuk Kunstmuseum. Hendes indsats for at fremme en kunst, der generelt har været underrepræsenteret i dansk kontekst, er vigtig, fordi vi, både kunstfaglige og publikum, har brug for at se verden fra forskellige perspektiver og altså også gennem eksempelvis grønlandske kunstneres øjne. Altinbas’ samtalepartner, Aysha Amin har blandt andet arbejdet med interkulturelle aktører og publikum i Andromeda8220 i Gjellerup, og jeg glæder mig til at få indblik i deres forskellige erfaringer under samtalen i Kunsthallen.”

Under Art Weekend kan man også dykke nærmere ned i netop dette emne på symposiet Blikke på Grønland i Det Grønlandske Hus.

Line Sandvad Mengers. Foto: Liva Bull.

Mengers fortsætter: “Udover at møde kunst der reflekterer virkeligheden fra forskellige perspektiver, skal vi også være opmærksomme på, at mangfoldige praksisformer er repræsenteret i vores offentlige samlinger. Det er temaet for samtalen mellem billedkunstnerne Anders Visti og Abdul Dube. Interessant nok har de begge beskæftiget sig med måder at arkivere på; nemlig i form af publikationer, som kunst og arkiv. Det kan måske være til inspiration for måden, vi tænker kunstarkiver på. De har også begge erfaringer med arbejde i internationalt regi, hvor biennaler traditionelt viser en bredere vifte af praksisformer. Og ikke mindst kan vi se frem til at høre om deres erfaringer fra det kunstneriske arbejde, hvor Visti arbejder med kode, og Dube med relationel og aktivistisk praksis, altså kunstformer der kan være besværlige at arkivere.”

Læs også: En digital drøm om tab af kontrol

Samlingerne er grundlaget for fremtidens kunsthistorieskrivning

“Som I også har dækket her på kunsten.nu, så er der overvejende repræsenteret hvide mandlige kunstnere, der arbejder med traditionelle medier – ikke bare på udstillinger, men endnu vigtigere: i vores offentlige samlinger. Det er de samlinger, der i fremtiden kommer til at udgøre vores kunsthistorie, og derfor skulle de jo gerne indeholde kunst, der reflekterer virkeligheden fra forskellige perspektiver, og dermed afspejler samtidskunsten. Derfor bliver det super interessant, når direktør for Sorø Kunstmuseum, Anna Krogh og medlem af Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond, Lise Skou, mødes og samtaler om, hvilke vilkår og ressourcer, de arbejder med for at sikre repræsentative samlinger. Det, de køber ind, bevares for eftertiden, så det er altså dem, der sammen med deres kolleger skaber kunsthistorien”, fortæller Mengers.

Læs også: Kunst, køn og kvoter

“Så hvordan kan vi sammen sikre, at den mere krævende eller utraditionelle kunst – som eksempelvis Visti og Dube arbejder med – ikke skrives ud af historien af praktiske årsager? Samtaler mellem kunstnere og kunsthistorikere et vigtigt led i at sikre repræsentative samlinger, og der er ingen tvivl om, at alle parter er en del af processen med at få det til at lykkes. Hvordan kan de ansvarlige for samlingerne sikre, at de har tid til at opdage andre kunstnere end dem, der er allermest promoverede af eksempelvis gallerier? Hvordan kan kunstnere tænke arkiveringspotentiale ind, når et værk er socialt, lugter eller består af nuller og ettaller?” spørger Mengers.

“Det er ikke en diskussion, vi bliver færdig med hverken på fredag eller i forbindelse med noget andet enkeltstående arrangement, men den fortsatte samtale er vigtig, fordi vi som samlet felt skal tage billedkunsten alvorligt som samfundsrelevant markør. Vi skal sikre, at den kunst, vi er med til at udvikle, er relevant og tidssvarende. Det ser jeg som et fælles ansvar, der vedrører både kunstnere, kunsthistorikere og andre kunstarbejdere. Kunstfaglige samtaler, som til arrangementet Samling, er en del af Aarhus Billedkunstcenters indsats for faglig kvalificering og netværksdannelse. Samarbejde og dialog på tværs af fagligheder og erfaringer er vigtigt, og det er et af de interessante aspekter ved den faglige udveksling, som Art Weekend også er.”

Aarhus Billedkunstcenter (AaBKC) er et fagligt mødested for billedkunstnere i Aarhus og Region Midtjylland. Centeret tilbyder faglig rådgivning og kompetenceudvikling, giver sparring på projekter og bidrager til netværksdannelse og samarbejde på tværs af fagligheder og erfaringer. AaBKCs mål er at styrke arbejdsvilkårene for lokale billedkunstnere – erfarne såvel som nyetablerede – og være med til at udvikle det lokale kunstmiljø i samarbejde med kunstnere, institutioner, erhvervsliv og i internationale netværk.

AaBKC har kontor på Godsbanen i Aarhus, et kulturproduktionscenter, hvor en lang række kulturaktører indenfor billedkunst, litteratur og scenekunst holder til.

Kunsten.nu har fokus på Art Weekend Aarhus 11 - 14 nov.
Art Weekend Aarhus er en kunstfestival i Aarhus, der samler byens kunstscene. Art Weekend Aarhus er søskendeorganisation til kunsten.nu

Debat: Samling
12 nov 2021 kl. 15 - 16.30

Kunsthal Aarhus
J.M. Mørks Gade 13
8000 Aarhus C

Del artiklen

'Art Weekend Aarhus 2021: Hvordan sikrer man diversitet i museernes samlinger, når fremtidens kunsthistorie skal skrives?'

Facebook