Anonym protest over pikkede Charlottenborg

Anonym protest over pikkede Charlottenborg

Protestbanneret blev søndag rullet ned over Charlottenborgs officielle program. Pressefoto.

Anonyme kunststuderende udstyrede søndag Kunsthal Charlottenborgs indgang med nyt banner – ”Vi elsker pik” lød budskabet.

Protesten følger offentliggørelsen af de kommende måneders program på kunsthallen, som er tilrettelagt med den nytiltrådte Michael Thouber i spidsen. Fra 3. oktober til 21. februar er der således ikke en eneste kvinde at finde blandt de udstillende kunstnere på et af landets mest prominente udstillingssteder.

MERE PIK PÅ MUSEERNE

HAR VI IKKE NOK AF DET ALLEREDE –

MICHAEL THOUBER?

Sådan stod der på de flyveblade, som blev spredt under seancen.

Flyveblade med diagrammer over tal fra Hans Henrik Dams undersøgelse
Flyveblade med diagrammer over tal fra Hans Henrik Dams undersøgelse

De anonyme studerende henviser i en pressemeddelelse til en undersøgelse af Hans Henrik Dam, som påviste en udtalt skævhed i antallet af soloudstillinger mellem mandlige og kvindelige kunstnere fra 2005-2011. Den tendens ændrer sig altså ikke med det nye program på Charlottenborg, og med protesten ønsker de studerende at skabe øget fokus og debat om problemet.

Michael Thouber udtaler dog til Ekstra Bladet, at de studerendes påstand er unøjagtig. Den kommende udstilling af amerikanske William Forsyth rummer således bidrag fra de tre kvindelige kunstnere Manon De Boer, Sturtevant og Maria Meinhild.

Kommentarer