Kulturministeren: Kunst er mere end krymmel på kagen

Kulturministeren: Kunst er mere end krymmel på kagen

Kulturministeren i debat med Hannah Heilmann, Stine Høholt, og Søren Kaare-Andersen. Foto Frida Gregersen

Billedserie

Kunsten.nu stiller ind på Art Week 1 -10 juni.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Læs mere på artweek.nu

Hvad betyder kunsten for de mennesker, der oplever den? Det spørgsmål undersøgte Art Week og Bikubenfonden ved at bringe Kulturministeren og en række af kunstens aktører sammen i Fællessalen på Christiansborg.

“Hos Art Week knokler vi hvert år med at lave en kæmpe festival for samtidskunst, af en simpel grund: Vi synes kunst er vigtig, fordi kunst rykker os som mennesker.” Sådan indledte Art Week’s programchef Jan Falk Borup sidste uges samtale med Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Fællessalen på Christiansborg ramme om debatarrangementet. Foto Frida Gregersen

Inden da var stolerækkerne i den store fællessal hurtigt blevet fyldt af omkring 150 forventningsfulde deltagere. Kulturministeren gæstede Art Week til en samtale om kunstens betydning for de mennesker, der oplever den. Som noget af det første understregede ministeren, at kunsten bør have en ny plads på agendaen hos politikerne:

“Mange politikere opfatter kunst som krymmel på toppen af kagen, men det er vi ved at rykke på,” sagde Jakob Engel-Schmidt.

“Kunst betyder utroligt meget. Det er erkendelsen af noget, man ikke vidste. Følelser man ikke har haft i lang tid. Det er glæden ved at opleve noget nyt. Det er nogle gange også sorgen ved at opleve andres smerte. Kunst og kultur er demokratisk dannelse, det er store oplevelser, det er dét at være sammen med andre mennesker,” forklarede ministeren.

Samtalen var arrangeret sammen med Bikubenfonden, og foregik i Fællessalen på Christiansborg. Udover ministeren deltog billedkunstner Hannah Heilmann, direktør for Kunstmuseum Brandts Stine Høholt og adm. direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen. Lene Johansen var moderator og Moderaternes kulturordfører Lean Milo slog tonen an.

Jan Falk Borup, stifter og programchef på Art Week åbnede debatten om kunstens betydning. Foto Frida Gregersen
Lean Milo, kulturordfører for Moderaterne. Foto Frida Gregersen

Som en del af arrangementet var der også et direkte møde med et kunstværk, da Hannah Heilmann præsenterede værket Face Suit. Hun gav deltagerne indblik i sine tanker og observationer af værket, som var sat op til lejligheden i Fællessalen.

“Billedkunst er med til at skabe rigtig store følelser. Nogle får dybe indsigter og erkendelser, mens andre synes, at det ikke er noget særligt. Dermed er billedkunst jo med til både at samle os, skabe en samtale og give stor forståelse, hvad end det er gammel guldalderkunst eller den mere moderne kategori,” sagde Jakob Engel-Schmidt.

Peter Kirkhoff Eriksen, seniorrådgiver i Bikubenfonden, fremlagde fondens arbejde med at dokumentere kunstens betydning. Foto Frida Gregersen
Billedkunstner Hannah Heilmann fortæller om sit værk Face Suit. Foto Frida Gregersen

Udover samtalen holdt udviklingspartner i Bikubenfonden Peter Kirkhoff oplæg om fondens undersøgelse af kunstens betydning for de mennesker, der oplever den. Undersøgelsen vakte genklang hos ministeren.

“Jeg lyttede til hvordan store kunstværker er med til at afføde reaktioner. Både de gode og de vrede, når gæsterne kommer og ser dem. Og så mærkede jeg et stærkt engagement fra folk, der stillede meget kreative og vigtige spørgsmål,” sagde Kulturministeren umiddelbart efter arrangementet.

Billedserie

Kunsten.nu stiller ind på Art Week 1 -10 juni.
Art Week er søskendeorganisation til kunsten.nu.

Læs mere på artweek.nu

Del artiklen

'Kulturministeren: Kunst er mere end krymmel på kagen'

Facebook