Ny ligestillingspris på kvindernes kampdag

Ny ligestillingspris på kvindernes kampdag

Den nye pris er navngivet efter Bodil Koch (d. 1972), som var Danmarks første kvindelige kulturminister. Foto: Creative Commons Zero, Public Domain Dedication.

Kulturministeren vil med den nye ligestillingspris, Bodil Koch-prisen, sætte fokus på de dele af kulturlivet, som gør noget særligt for at fremme ligestilling og diversitet.

Bodil Koch var en socialdemokratisk politiker, som sad i Folketinget fra 1947-1971. Hun var Danmarks første kvindelige kirkeminister, første kvindelige kulturminister og kun den tredje kvindelige minister i Danmark.

Bodil Koch lægger nu navn til en ny pris, som uddeles for første gang i 2023. Fremover uddeles den årligt til en person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet. Vinderen af prisen modtager 100.000 kr. og udvælges af kulturministeren og Bodil Koch komitéen blandt nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.

Bodil Koch komitéen

Ministeren har udpeget en komité af udøvende kunstnere og fremtrædende personer i ligestilling- og diversitetsdebatten på kunst- og kulturområdet. Komitéen vil shortliste kandidater til prisen og udpege vinderen i samarbejde med ministeren. Komitéen består i 2023 af: Caspar Eric, Christina Rosendahl, Fallulah, Marie-Lydie Nokouda, Sofie Linde og Mette Bennedsen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtaler følgende om prisen:
”I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag, hvor vi markerer kvindekampens fremskridt, men hvor vi også er nødt til at indse, at der fortsat er meget at kæmpe for. Også i kunst- og kulturlivet.

Vi skriver 2023 i kalenderen, men alligevel er det sådan, at ens mulighed for at udfolde sig og få succes påvirkes af ens køn og hudfarve. Det vil jeg gøre noget ved. Derfor har jeg oprettet en helt ny pris. Bodil Koch-prisen skal hylde dem, der tager ansvar og gør en forskel for at skabe ligestilling og diversitet i kulturlivet, og så håber jeg, at prisen vil skabe masser af debat og inspirere endnu flere til at tage kampen op.”

Kilde: Kulturministeriet

Del artiklen

'Ny ligestillingspris på kvindernes kampdag'

Facebook