Regeringen ønsker eliteinstitutioner, der kan fostre kandidater i verdensklasse, men samtidig skæres der dybt i bevillingerne til dem i disse år. I 2008 havde Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler 9 professorskoler. I dag er der kun fem tilbage, og billedhuggerskolen på Frederiksholms Kanal er lukket.
Hvis nedskæringerne fortsætter med samme hastighed, vil akademiet ikke eksistere i 2035. Hvordan håndterer institutionen en så kraftig reduktion? kunsten.nu har besøgt Kunstakademiet og bringer her en samtale med professor for Billedhuggerskolen, Martin Erik Andersen, og bronzestøber Peter Jensen, som igennem mange år har været gæstelektor ved institutionen.
Læs første del her
–Kulturministeriet tog for nylig en sammenlægning af Kunstakademiet med andre kunstskoler af bordet. I har på denne institution ikke lagt skjul på, at sammenlægningen var en rigtig dårlig idé. Kan I gøre rede for, hvorfor det er så vigtigt at fastholde et selvstændigt og suverænt akademi, der har til huse på Charlottenborg?
Martin Erik Andersen (MEA): ”Hvorfor udfordre selvstændigheden, kan man også spørge? Men bureaukraterne i statsadministrationen mener, at institutioner som denne er alt for små. Staten tænker, at der er et rationale i at fusionere, ligesom det længe er sket i det private erhvervsliv. Denne tendens, som har præget de offentlige institutioner, siden New Public Management gjorde sit indtog for mere end 20 år siden, er desværre også nået til vores område. Men ud fra et fagligt synspunkt er vi imod sammenlægninger, fordi de svækker kernefagligheden.”
Sammenlægningsplanerne drejede sig om disse ti kunstneriske uddannelsesinstitutioner: Det Jyske Musikkonservatorium (Aalborg og Aarhus), Syddansk Musikkonservatorium (Esbjerg og Odense), Det Rytmiske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, (Kbh.), Den danske scenekunstskole (én institution i hele landet), Den Danske Filmskole (Kbh.) foruden Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunsskoler (Kbh.). Og af selvejende institutioner: Det fynske Kunstakademi (Odense), Det Jyske Kunstakademi (Århus.) og Forfatterskolen (Kbh.). Forslaget blev fremsat i efteråret på baggrund af rapporten De kunstneriske Uddannelser på opdrag af Kulturministeriet.
Administration vs. faglighed
–Er disse sammenlægningsidéer inspireret af gode, dokumenterede resultater i andre lande? Eller handler det mere om at reducere antallet af regneark for at gøre dagligdagen enklere for bureaukraterne? Erfaringen viser, at bureaukratiet altid vokser, når man fusionerer. Oplever I den klassiske konflikt mellem indhold og faglighed på den ene side og administration og rationalitet og manglende indsigt i indholdet på den anden?
MEA: ”Det handler hele tiden om at ”trimme staten”. Større enheder er ensbetydende med større rationalitet. Men set ud fra en faglig synsvinkel, hvilken jeg repræsenterer på to niveauer – både som professor og som billedkunstner, der selv skaber kunst – så giver det ingen mening at sammenlægge akademiet med andre kunstneriske uddannelsesinstitutioner.”
Peter Jensen (PJ): ”Herinde befinder vi os i et historisk rum, som eleverne går ind i og bliver en del af. Kan man uddanne kunststuderende i et eller andet pakhus? Det kan man selvfølgelig godt, men man mister den historiske bevidsthed og vigtige tradition, der knytter sig til disse historiske rum. Det forpligter at befinde sig her. Det handler om formen og ånden og om at få lov til at være en del af en århundreder gammel faglighed, som man har stået og stadig står vagt om. Det, som har taget århundreder at bygge op, kan knipses væk på nogle minutter af bureaukrater og politikere. “Vil vi historieløsheden i dette samfund?”, spørger jeg. Fagligheden hører til i disse historiske rum, hvor enhver nyansat professor indlemmes i den historiske kontekst. Det smitter, og det forpligter.”
MEA: ”Akademiet har ændret sig og fulgt med tiden fra enevælden over det industrielle til det postindustrielle samfund. Det er sket i kraft af dets selvstændighed og i dialog med traditionen. En mindre institution kan agere hurtigt og fleksibelt og præcist i forhold til forandringer i omgivelserne og kunsten. Her hænger ledelse, kunstnerisk rum og faglighed tæt sammen. Og vi må huske på, at akademiet ikke kun er en undervisningsinstitution. Vi er også et kunstnerisk rum, der har et branchefællesskab med det eksterne kunstmiljø. Der er ikke noget skarpt skel mellem at være kunststuderende og færdiguddannet. Det er en flydende overgang. Kunst handler jo dybest set om selvstændighed og om fri tænkning. Men beslutningstagerne kan kun se tal. Og det er jo lettere set fra et administrativt synspunkt at have én rektor, der bestyrer syv væsensforskellige kunstskoler end syv rektorer på forskellige kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Men sjælen og fagligheden forsvinder. Og hvad er det hele så værd?”
Bologna-modellen
–Indtil 2005, da Else Marie Bukdahl gik på pension, udpegede akademiet selv rektor. Dette blev ændret ved ansættelsen af den næste rektor, Mikkel Bogh, samme år. Også Sanne Kofod Olsen, som tiltrådte i 2014, er udpeget af Kulturministeriet. Dermed er armslængdeprincippet delvis blevet tilsidesat, og akademiet har mistet en væsentlig del af sin selvstændighed.
MEA: ”Selvstændigheden betyder også, at vi som institution har en identitet i forhold til akademierne rundt omkring i verden. Herhjemme er vi det store akademi i forhold til Det Fynske og Det Jyske, som vi samarbejder med. Vi har et frugtbart samarbejde med de nordiske akademier, og vi har mange studerende fra akademierne fra de nordiske lande, der tager deres mastergrad her hos os og også enkelte fra Tyskland. Disse akademier er vores egentlige samarbejdspartnere – de udgør det faglige miljø. Der er nok en administrativ bonus ved at lægge os sammen med de syv andre kunstskoler, men ikke nogen faglig i væsentlig grad. Hvis vi derimod blev lagt sammen med et kunstakademi i Sverige, kunne der være en faglig bonus. Vi har ikke noget fællesskab med de seks andre statslige kunstneriske uddannelser. Det er nogle vidt forskelligartede problemstillinger og virkeligheder, der præger de respektive fagområder (film, musik, scenekunst og billedkunst). Men der kan derimod være en faglig gevinst ved at sammenlægge regionalt.”
–Men hvad med planerne om at lægge Det Kgl. Danske Kunstakademi sammen med Det Fynske og Det Jyske?
MEA: ”Vi er en statsinstitution, mens de to andre akademier er statsstøttede institutioner, som til sammen kun modtager 2,6 mio. kroner årligt af staten. De drives primært på kommunal støtte. Hvis de skulle lægges ind under os, så ville kommunerne straks trække deres støtte, og så skulle vi påtage os at uddanne de mange ekstra elever for kun 2,6 mio. kroner. Det er umuligt, så derfor vil de eksisterende bevillinger blive smurt endnu tyndere ud, og det ville for alvor gå ud over uddannelseskvaliteten. Personligt synes jeg også, det er godt, at der også er mulighed for at uddanne sig som billekunstner i Odense og Aarhus. At der er mere end en kunstuddannelse i Danmark er vigtigt.”
16% besparelser på 10 år
–Hvordan kan I føre det faglige læringsmiljø videre på samme høje niveau med de nedskæringer, som I har måttet gennemføre de seneste 8 år – I har ifølge Kulturministeriets egne tal 16 % mindre at skabe et undervisningsmiljø for, og den deraf følgende reduktion i antallet af professorskoler, som i dag er nede på 4 mod 9 for 10 år siden?
”I følge rektor Sanne Kofod Olsen model har vi i dag 5 skoler tilbage, hvor den sidste, BFA’en, der før hed grundskolen, nu ledes af professor Henriette Heise.”
(I dag opererer man med både en bachelorgrad (BFA) og en mastergrad (MFA), idet man for nogle år siden i harmoniseringens og internationaliseringens navn omstrukturerede uddannelsen efter den såkaldte Bologna-model med indførelse af universiteternes akademiske grader. LB)
MEA: ”Det er klart, at det går ud over uddannelseskvaliteten, når vi har måttet spare 16 procent på 10 år. Der er simpelthen meget færre ansatte, og det kan mærkes, at så stort et beløb er gået ud af budgettet. Man kan ikke skære ned på eksempelvis rengøring. Det eneste, man kan skære ned på, er lærerkræfter og undervisningstimer. Samtidig er vi blevet fusioneret med Kunsthal Charlottenborg uden at have fået tilført ekstra midler.”
”Men for at det ikke skal blive den rene jammer, så vil jeg gerne fremhæve et eksempel på en kernefaglighed her på en velfungerende kernefaglighed her på akademiet. Peter Jensen, der har sit eget støberi i Roskilde, hjælper til med at støbe skulpturer på min afdeling. Da vi skulle fejre Peters 30 års jubilæum, tilbød han et gratis kursus i bronzestøbning i stedet for at bruge penge på en fest. Han kom også med materialerne og redskaberne. Herefter kunne vi sælge nogle af de studerendes arbejder og lade indtjeningen gå tilbage til institutionen, og på den måde kunne bronzeværkstedet fortsætte. Det er en lille solstrålehistorie. Det havde vi aldrig kunnet realisere med den nuværende økonomi.”
”Vi kan mærke, at lærerne skal nå meget mere rundt end tidligere og også har mindre tid til de studerende. I dag henter man fagfolk ind, som laver workshops i alle mulige retninger. Før i tiden havde vi faste fagfolk, som de studerende løbende kunne henvende sig til, når de skulle have løst et kunstnerisk problem.”
”Værkstederne er kunstakademiets hjerte. Det bliver meget vanskeligt for os at komme videre, hvis vi må lukke flere af dem. Herinde skal de studerende ikke kun skabe, de skal også selv finde deres kunstneriske metode. Hermed adskiller uddannelsen sig afgørende fra de øvrige akademiske uddannelser. Kunsten opstår i værkstederne.”
Akademiet i arbejde
Efter samtalen er vi på rundtur til de forskellige værksteder. På Grafisk Skole er der hektisk aktivitet. Lektorerne Lars Grenaa og Finn Naur Petersen viser maskinparken frem. Her er ikke længere nogen professor. Grafikken har ellers altid været et kernepunkt på akademiet, og i 1989 fik de kendte grafiske genrer en ny maskinpark, nye teknikker indført og samlet i nye tidssvarende lokaler. Denne udvikling er fortsat. Lars Grenaa fremviser således en risografisk maskine, der kan frembringe duplikerede billeder digitalt og en række af de nye serigrafiske teknologier. Det er et veritabelt laboratorium. Her undervises også i træsnit, linoleumssnit, fotogravure, litografi mv., og de to lektorer har hænderne fulde. ”Vi løber ikke efter den nyeste teknologiske udvikling, for dér kan vi slet ikke være med. Derimod arbejder vi med metoder, der går i dialog med traditionen. De studerende har fingrene nede i materialet her, og de kan lave stort set alt, hvad de vil.”
På Billedhuggerskolen er der fuldt hus. Flere afgangselever arbejder på de værker, som de dimitterer med til april på udstillingen Afgang i Kunsthal Charlottenborg lige ved siden af. En af de studerende, Viktor-Emil Dupont Billund, er ved at lægge sidste hånd på en reliefskulptur, der forestiller en ko i størrelse 1:1. Foreløbig er den formet af ler. Senere skal den støbes i gips. Ørerne og hoften er separeret fra hovedet og kroppen. De følsomme koøjne synes at kigge ømt på os. ”Det er en direkte reference til J.Th. Lundbyes malerier fra kostalde. Værket bliver til sidst støbt i mørkerød eller stærk grøn jesmonite, så den ligner en digital 3D-model,” forklarer den unge kunstner.
”Vi har lige haft et kursus i modellering, som flere af de studerende nu omsætter til selvstændige værker. De lever nærmest herinde. Når de ønsker at lære et kunstneriske håndværk, så sætter vi en workshop sammen. Men det skal komme fra dem,” fortæller Martin Erik Andersen.
Der arbejdes intenst på Det Kgl. Danske Kunstakademi – men hvor længe kan det blive ved?
