Andre boller på suppen

Andre boller på suppen

Kristoffer Akselbo i rollen som G på Toves stand under CODE Art Fair 2016. Foto: Honza Hoeck

Er der fortsat vandtætte skodder mellem det kommercielle og ikke-kommercielle? Ifølge denne uges klummeskribent aftegner virkeligheden en anden vej, hvor vi ligesom hos Føtex godt kan ”få råd til mere”.

Man skulle næsten tro, Borgerrepræsentation i Københavns Kommune havde læst min forrige klumme – om end de har fået pointen galt i halsen. For nu er der pludselig slet ikke noget kunstcenter at finde i masterplanen for Papirøen, hvilket vil sige, at begge børn er blevet smidt ud med badevandet – også selvom den planlagte svømmehal sikkert nok skal blive til noget. Det siges imidlertid, at Copenhagen Contemporary emigrerer til et sted, hvor indsatsen er mere værdsat. Så vidt så godt, men alligevel ikke rigtig. For det understreger blot, at der fortsat er vandtætte skodder mellem det kommercielle og det ikke-kommercielle til trods for, at en sådan virkelighedsopfattelse for alvor er begyndt at lække.

En højere grad af forståelse mellem det offentlige og det private burde sådan set være vand på kulturministerens mølle, og eftersom Mette Bock i sidste uge grundigt fik læst teksten vedrørende Henrik Sveidahls rapport om de danske kunstuddannelser, har jeg personligt lovet at komme med nogle forslag til, hvordan vi ligesom hos Føtex kan ”få råd til mere”.

Set ud fra et markedsøkonomisk synspunkt er problemet, at vi i Danmark ikke har ret mange af de forkætrede 1 % – de virkelig rige. Til gengæld betyder vores omfordelingspolitiks stramme sikkerhedsnet, at vi har en yderst veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke. Hvilket alt andet lige også må betyde, at der for nuværende er et urealiseret kunstmarked ­med stor privat såvel som offentligt efterspørgsel.

Sæt pris på kunsten
Set i forhold til udviklingen af nye publikumsgrupper er det givetvis uhensigtsmæssigt, at vi ikke længere har fri entré på de danske museer, men i forhold til at lære den danske befolkning, at kunst koster noget, ligesom en tur i biografen eller en fodboldkamp, er det nok udmærket. Folk har det med at sætte langt mere pris på noget, hvis det ikke er gratis, og det gælder især kunst, der essentielt set er en fortælling om eksklusivitet. Også selv om det gælder om at inddrage så mange som muligt i den fortælling.

Det voksende antal kunstmesser er selvsagt et skridt i den retning. Chart med sin lukrative placering midt i København K(unst), Art Herning, der i modsætning til det hedengangne Art Copenhagen faktisk formår at spille på to heste, og så CODE, der sigende nok har kilet sig ind mellem modemessen og ”bøger i Bella”. For selvom der ikke sælges litteratur som tidligere, er alt langt fra blevet til e- og lydbøger, og modens gnidningsfri bevægelse fra haute couture til stangtøj er netop en bro over afgrunden mellem massekultur og det nichemarked, kunst altid vil være.

Kunstcirkulæret er det nye sorte
2 %-reglen, der reelt udgør halvanden procent, betegner, hvor stor en del af udgifterne til et statsligt byggeri, der i udgangspunktet skal bruges på kunst. Her er der altså et kolossalt økonomisk (og kunstnerisk) råderum, som vi kunstnere skal blive langt bedre til at udnytte, så pengene ikke fordufter i nye designmøbler, kreativ wayfinding og arkitektens våde drøm af en akustikløsning. Kunstakademiet er endelig ved at geare op på den front, og det samme er vi i Statens Kunstfonds Legatudvalg, hvor jeg er medlem, og som navnet til trods har kunst i det offentlige rum som en meget stor del af sit opdrag. Kunstcirkulæret det nye sorte, når vi snakker vaskeægte jobs til kunstnere.

International task force
De omstruktureringer, der skete i Statens Kunstfond for godt fire år siden, kan der siges meget godt om. Men at to tidligere separate udvalg blev slået sammen til ét på bekostning af det internationale billedkunstudvalg, kan godt blive en dyr pris at betale. Dansk kunst er igen pænt nationalt orienteret – i hvert fald strukturelt. Måske er det på tide med oprettelsen af en task force à la Team Danmark. Den kunne eksempelvis bestå af en gallerist, en kurator, en samler, en kunstner og en fra erhvervslivet, så enderne i højere grad kan mødes mellem Danh Vo, Olafur Eliasson, Elmgreen & Dragset samt Superflex og så os dødelige danske kunstnere. For der er godt nok langt imellem, at en dansk spiller bliver solgt til en klub i udlandet eller overhovedet kvalificerer sig til EM, VM eller OL for nu at bruge sporten som eksempel.

Multidependens
Personligt tror jeg også, det kunne være interessant for alle parter, hvis de mangfoldige projektrum tilstræbte at sælge nogle værker. Sidste år gav det kunstnerdrevne udstillingssted Toves den som rigtigt galleri på Code Art Fair. I virkeligheden var der imidlertid tale om en performance af Kristoffer Akselbo, der totalt nailede den som selvhøjtidelig, midaldrende gallerist. Siden er Toves ”gået nedenom og hjem” og likviderer nu hele butikken samlet på udstillingen Sæt pris på Kunsten på Museet for Samtidskunst i Roskilde. På den ene side endnu et genialt træk. På den anden side fører deres ironiske distance til business ligesom ikke rigtig nogen steder hen.

Et konkret eksempel på det modsatte er Prosjektrom Normanns, der har rimelig trange kår i Stavanger. Således har de i en årrække været at finde på messen Untitled (en sikker nummer tre i Miami efter Art Basel og NADA) og har haft glimrende held med det. Jeg synes, det præcis er den form for energi, vi akut mangler på den danske kunstscene, hvor de officielle kanaler er stoppet til med symbolske honorarer, og hvor Statens Kunstfonds Projektudvalg har tendens til at lukke døren bag en, hvis man tænker ud af boksen – sådan som det var tilfældet med det hypermobile udstillingssted IMO, der fungerede frem til 2014. ”Galleristen” Toke Lykkeberg talte dengang for døve øre om multidependens som det tætteste, man kommer på at være independent: Tjener du mange herrer, er du aldrig i lommen på en enkelt.

Jeg er godt klar over, at balancegangen mellem profit, not for profit og non-profit – for nu at bruge de gode engelske betegnelser – er temmelig usikker. Men mon ikke der alligevel kunne findes en gylden middelvej, der ikke er direkte konkurrenceforvridende i forhold til de danske gallerier? Her er Chart faktisk et godt eksempel. Messen er organiseret som et foretagende, hvis eventuelle overskud reinvesteres i næste års udgave – også selvom de deltagende parter selvfølgelig er der for at tjene (deres egne) penge.

På plussiden figurerer også, at de såkaldte projektrum i et vist omfang ville komme ud af deres selvorganiserede skammekrog, hvor man af nød eller lyst kun henvender sig til de ca. 2 % af publikum, der udgøres af familie, venner og kolleger. Selvfølgelig vil samlere og art advisors helst inviteres til middag – det vil jeg sådan set også – men hvis man nu appellerede lidt til deres eventyrlyst, tror jeg nogle helt andre typer af møder kunne finde sted. Og hvis man så smed en international kunstmesse eller to oven i, så ville udstillingsstederne for alvor få prøvet nogle grænser af.

Andre alternativer
Et andet alternativ kommer sjovt nok ikke fra Alternativet, men fra Enhedslisten – Danmarks liberale parti. De foreslår nemlig et årligt skattefradrag på de første 100.000 kroner, som kunstnere tjener ved salg af egne værker. Og bonusordningen gælder i op til fem år. Det står i skærende kontrast til “Liberal” Alliance, der sammen med Venstre og Konservative ønsker topstyring, og hvis omfattende centralisering forudsætter et tykt fedtlag af omkostningstunge mellemlederstillinger. Er verden da gået helt af lave?

Ude i junglen slår Billedkunstnernes fagforbund, BKF, især på tromme for dimittenderne. Og guderne skal vide, det er noget af et chok at få kappet navlestrengen. Måske man fra institutionelt hold godt kunne løfte pegefingeren lidt tidligere og for alvor igangsætte ”resocialiseringsprocessen”, inden de studerende forlader skolens område. Unge kunstnere ved trods alt ikke altid selv, hvad de har godt af. Samtidig kan man ikke se bort fra det (ubehagelige) faktum, at det relativt store optag på kunstakademierne (også) er til for at generere kritisk masse. Her minder BKF’s virkelighedsflugt sjovt nok om finansministeriets regnedrenge, der heller ikke vil se skoven for bare træer.

Ikke mens legen er god
Nu vokser de som bekendt ikke ind i himlen – træerne – og det skyldes ikke mindst en anden og temmelig uheldsvanger “2 %-regel”. Det er nemlig, hvad en eliteuddannelse som det Det Kgl. Danske Kunstakademi af Kulturministeriet påkræves at spare hvert år i en absurd udgave af haren, der løber om kap med skildpadden – direkte ud over kanten. For det, der reduceres med 2 %, er jo det beløb, der er tilbage, efter at man sidste år sparede 2 %. Og så videre. Og så videre. Man behøver ikke være specielt god til hovedregning for at forstå det komplet umulige ved den opgave. Hvordan forblive visionær og tænke langsigtet, hvis det per automatik går ned ad bakke og måske lukt i helvede? Og hvornår stopper legen egentlig, når det nu tydeligvis ikke er, mens den er god?

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Andre boller på suppen'

Facebook