Kunstens offentlighed

Kunstens offentlighed

Michael Sailstorfer: Folkestone Digs, et projekt organiseret af Situations under Folkstone Triennial i 2014. (Foto: Stevetanner.co.uk)

Vis billedserie

Seminar

Unexpected Journeys – New formats in public art

6 feb 2015 6 feb 2015

Det Kongelige Danske Kunstakademi
Se kort og tider

Hvordan influerer kunstens praksisser offentlighedens opfattelse af tid, rum, magt og værdi? Det var nogle af de centrale spørgsmål, som seminariet Unexpected Journeys – New formats in public art tog under behandling den 6. februar med figurer som britiske Claire Doherty, danske Wooloo og polske Joanna Warsza.

SOMEWHERE er et nyt initiativ og en organisation, der ønsker et fornyet fokus på kunsten i det offentlige rum. Christian Skovbjerg Jensen, Ulrikke Neergaard, Stenka Hellfach og Nanna Balslev Strøjer tegner arbejdsgruppen, der indtil videre står bag et kommende projekt på Nordre Fasanvej, Omveje (2015-2018) og senest et seminar på Kunstakademiet om ’nye formater i offentlig kunst’.

”Initiativet bygger på nogle frustrationer og erfaringer fra feltet gennem de sidste 10 år. I 2003, da feltet tog fart herhjemme, var der en modstand til det etablerede, og hvor det midlertidige blev betragtet som en kvalitet,” forklarer Skovbjerg Jensen og peger på instrumentaliseringen af samtidskunsten i byplanlægningen, som et helt aktuelt problem.

”Men initiativet udtrykker også et behov for en mere stabil profil, hvor erfaringer kan gro og forplante sig, og som er præget af en åben tilgang, hvor nye formater kan opstå,” siger han.

Hvor vi blot kan vente og se, hvad Omveje bringer, var seminariet UNEXPECTED JOURNEYS en første anledning til at se SOMEWHERE i kortene. Selvom den indsigt forblev ganske ukonkret, så tilbød det ganske kunstfaglige arrangement et møde med nogle markante figurer i feltet. Her var der tale om direktør for det britiske Situations, Claire Doherty, den polske kurator Joanna Warsza, der har stået bag Manifesta 10 (2014), Gibca Biennalen (2013), Berlin Biennalen (2012), og den danske kunstnergruppe Wooloo.

De skulle fra være deres position give et opdateret bud på, hvad et offentligt kunstprojekt kan være i dag:

  • Hvordan kunsten kan bidrage til den levede oplevelse af et sted?
  • Hvordan processuelle og immaterielle kunstprojekter kan være æstetisk overbevisende og sætte sig varige spor i den kollektive hukommelse?
  • Hvordan offentlige kunstprojekter kan engagere publikum og deltagere på nye måder?
  • Hvordan kunstnere og kuratorer kan udvise ansvarlighed i en tid præget af politisk konflikt?

The New Rules of Public Art, 2013. (situations.org.uk)
The New Rules of Public Art, 2013. (situations.org.uk)
Ny respons – nye regler
For Claire Doherty er den ændrede respons i de sidste ti år til kunsten i det offentlige rum ’det nye’. En åbenhed og en ændret respons giver nye muligheder, men afkræver også ændrede praksisser og nye måder at interagere med offentligheden på.

Situations har således just udgivet antologien Public Art Now og en lille pamflet med tolv ’nye regler for kunst i det offentlig kunst’ (The New Rules of Public Art, Situations 2013), som løber som en tråd i Doherty’s oplæg. I denne sammenhæng skal ’reglerne’ snarere ses som anerkendelser, der bør være på plads i forholdet kurator/organisator-kunstner-værk-offentlighed.

Se alle de tolv nye regler her

”Det er et forsøg på at ændre arbejdsforholdene og vilkårene for den her måde at arbejde med kunst på. Et forsøg på at etablere den her type praksis som værdifuld,” understreger hun og kommenterer sin egen kuratoriske rolle i dette åbne felt:

”I mine øjne bør den kuratoriske praksis netop afstå fra at være en tematisk ramme for kunsten, hvilket jeg ser som dybt begrænsende for den kunstneriske udfoldelse. Kurateringen skal snarere være en struktur, som kunstneren kan arbejde i.”

Det varer ikke evigt
IT’S NOT FOREVER
(nr. 2 i publikationen)
Forståelsen af at kunst i det offentlige rum ikke længere er statuer, springvand eller brolægning er i spil her. Som en del af Situations program har de derfor skabt et helt program a éndags-skulpturer, insisteret på midlertidigheden og forsøgt at skabe strukturer for at noget uventet kan opstå:

”Hvordan forstår vi permanens og hvordan skaber vi samtidig rammer for det ikke-planlagte?” spørger Doherty.

Heather & Ivan Morrison: Journée des Barricades fra Commissioned by Litmus Research Initiative, Massey University for ‘One Day Sculpture’. (Foto: Stephen Rowe)
Heather & Ivan Morrison: Journée des Barricades fra Commissioned by Litmus Research Initiative, Massey University for ‘One Day Sculpture’. (Foto: Stephen Rowe)

Hun peger selv på de åbne, sociale rum og på praksisser, der udfordrer vores tidsopfattelse, som for eksempel Situations serie af 24-timer værker, og på den anden side Katie Patersons Future Library, hvor en nyplantet skov i Norge indgår i en proces, der om 100 år bliver til en bogudgivelse, og hvert år vil en forfatter skrive en tekst til udgivelsen, der altså først ser offentlighedens lys i 2114.

”Spørgsmålet var, om vi kunne få nogen som helst til at investere i et sådan projekt og – fra kunstens side – kunne udvikle praksisser, der kunne skabe en forbindelse til den lokale historie og udvikling i Oslo, men udstrukket over en meget lang periode,” forklarer Doherty.

DON’T MAKE IT FOR A COMMUNITY, CREATE A COMMUNITY (nr. 4) peger på nogle af feltets udfordringer med dels at få påskrevet en rolle som samfundsredskab, og dels at håndtere inklusionen af offentligheden i reelle fællesskaber skabt via kunsten. Her ligger nogle af de etiske spørgsmål placeret om medejerskab og ’det sociale’ som forudsætning.

DEMAND MORE THAN FIREWORKS (nr. 6)
Dette punkt ligger i direkte forlængelse af de offentlige organers forsøg på at bruge ’en særlig kunstmodel’ som løftestang og by-branding. En tendens som kunsten skal trække sig fra, i Doherty’s øjne: ”I en global kultur af brands og klon-byer sukker vi efter autenticitet og karakteristiske steder. Hvis vi skal skabe steder, så lad os skabe nogle usædvanlige steder.”

Katie Paterson: Future Library., 2014. (Foto: Giorgia Polizzi)
Katie Paterson: Future Library., 2014. (Foto: Giorgia Polizzi)
Samtidig understreger Doherty med dette punkt, at der lige såvel i det små, den intime kunstoplevelse, kan ligge store potentialer, som spektakulære værker ikke per definition indeholder.

”Vores overordnede mål er at præsentere eksempler på kunstneriske praksisser, der med succes formår at skubbe grænserne for, hvad der er alment accepteret i det offentlige rum, også for at skabe nogle bedre vilkår med færre begrænsninger for kunstnerne, der tit mødes af foruddefinerede krav og forventninger.”

Det er ikke til salg!
For den danske kunstnergruppe Wooloo (Sixten Kai Nielsen og Martin Rosengaard), der har arbejdet i dette felt i mange år, har særligt rollen som ”de kunstneriske frelsere” i en offentlige sammenhæng været kilde til en kunstnerisk insisteren på det modsatte, forklarer Martin Rosengaard. Projekter, der konfronterer ideen om kunstens gode (og ofte billigere!) gerning og snarere iscenesætter ’den uvelkomne kunstner’, hvilket har ført en stor del af deres projekter direkte ind i en offentlig debat.

Under Visit Tingbjerg i 2012 brugte de deres kunstnerhonorar til at betale københavnere for at tage til kunstfestival i Tingbjerg (The Price Is Right).

Wooloo: The Price is Right, 2012 i forbindelse med Visit Tingbjerg. (Foto: Wooloo)
Wooloo: The Price is Right, 2012 i forbindelse med Visit Tingbjerg. (Foto: Wooloo)

Under Momentum Biennalen i Moss (2011) forsøgte de at braklægge den lokale barokhave i to år og mimede dermed Norges årelange praksis i Indonesien, hvor indoneserne skal fælde færrere træer, for at Norge kan pumpe sin olie op af Nordsøen (REDD” (Reducing Emissions from Deforestation and forest Degradation). Sidstnævnte, Two Years’ Untouched Garden, førte kunstnerne ud i en heftig offentlig lokal debat, der fik biennalen til at minimere projektet betydeligt.

Wooloo: Two Years’ Untouched Garden, 6th Momentum Biennial, Moss, Norway 2011. (Foto: Wooloo)
Wooloo: Two Years’ Untouched Garden, 6th Momentum Biennial, Moss, Norway 2011. (Foto: Wooloo)
Wooloo: New Life Horbelev, Tumult - A Public Art Festival Horbelev, Denmark 2010. (Foto: Wooloo)
Wooloo: New Life Horbelev, Tumult – A Public Art Festival Horbelev, Denmark 2010. (Foto: Wooloo)

Men under den danske festival Tumult i 2010, i Femern-regionen, oplevede de til gengæld, hvordan et lokalt landsby-projekt kan føre til virkeligt engagement og handling. I Horbelev investerede Wooloo deres kunstbudget i et samarbejde med beboerne og en stor social skulptur med beboernes tv-apparater (New Life Horbelev). Projektet fik via genoplivningen af det sociale engagement understøttet en udvikling, der i dag har ført til en decideret genoplivning af lokalmiljøet, hvor der bliver taget lokalt ansvar for bl.a. byens skole.

En skjult offentlighed
Den polske kurator Joanna Warsza, seminariets sidste oplægsholder, har særligt opereret i Østeuropæiske offentlige rum, hvor ’offentlighed’ er markant kontrolleret og minimeret til det tålelige af et politisk system, hvor modstand, opstand eller medmenneskelig forstand er kraftigt overvåget, undgået eller decideret nedslået.

”Man kan ikke være upåvirket i en sådan sammenhæng og er nødt til at spørge, hvad offentlighed overhovedet er, eller hvordan den kan opstå i disse sammenhænge, hvor en kritisk offentlighed er ikke-eksisterende, og hvor den ikke-intimiderede debat udelukkende er et privat fænomen.”

Så udfordringen for Warsza er: ”Hvordan kan man som kurator omsætte en kunstnerisk agenda og ændre retning i forhold til en ikke-eksisterende offentlighed?”

Alexandra Pirici. Soft Power – sculptural additions to Petersburg monuments, 2014. MANIFESTA 10 Public Program commission. (Foto: MANIFESTA 10).
Alexandra Pirici. Soft Power – sculptural additions to Petersburg monuments, 2014. MANIFESTA 10 Public Program commission. (Foto: MANIFESTA 10).
Altså, hvordan kan man udfordre den offentlige diskurs og dagsorden, snige en kritik ind i en offentlig sammenhæng, og skabe et ”moment of disturbance” (et forstyrrende øjeblik), som hun kalder det.

Det russiske kunstnerkollektiv Voina er kendt for blandt andet at stå bag sådanne aktioner, der adresserer magten direkte.

Blød magt og modstand
Men der findes ’blødere’ og mindre aktivistiske strategier, der kan illustrere magtens forhold, som hun glimrende fik eksemplificeret med blandt andet Pavel Brailas Golden Snow of Sochi og særligt Alexandra Piricis interventioner Soft Power – sculptural additions to the St. Petersburg’s monuments.

”Piricis kollektive étminuts-skulpturer illustrerer meget fint den magtkritiske sårbarhed, og at den ultimative magt ligger i valget om at afstå fra magten.”

Med Warszas sidste eksempel rykkede fokus tilbage til kunstnerens rolle og de sociale sammenhænge, der bliver politisk og kritisk ladede i det offentlige rum, også selvom kunsten anvender en legende tilgang.

Den spanske kunstner Nuria Guell, var indbudt af Warsza til at deltage i den seneste GIBCA Biennale i Göteborg, og engagerede Maria, en asylansøger i Sverige, der blandt andet havde arbejdet som en del af politistyrkerne i Kosovo.

Via invitationen og ansættelsen som kunstner under biennalen kunne hun tage til landet, men forhandlede nu sin situation i et offentligt legende format: ”Do you want to play hide and seek with a political refugee?” spurgte hun, imens hun gemte sig dagligt i to måneder på havnen i Göteborg.

Núria Güell: Too Much Melanin, GIBCA Art Crime, Göteborg, 2013. (Foto: Attila Urban)
Núria Güell: Too Much Melanin, GIBCA Art Crime, Göteborg, 2013. (Foto: Attila Urban)

Endnu en understregning af hvad kunsten kan og vil undersøge og udfordre i særligt det offentlige rum, hvor politikken, magten og økonomien udøver en til tider usynlig men umenneskelig kontrol.

Det så vi særligt eksempler under seminariet, hvor kunsten væver sig ind i, forstyrrer eller direkte konfronterer de mekanismer.

Torsdag den 19. feb. afholder AICA Denmark et debatarrangement om kunstens offentlige og sociale praksisser, hvor Somewhere ligeledes er repræsenteret med Ulrikke Neergaard.

Se mere her

Vis billedserie

Seminar

Unexpected Journeys – New formats in public art

6 feb 2015 6 feb 2015

Det Kongelige Danske Kunstakademi
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Kunstens offentlighed'

Facebook