Kunstakademiet ansætter to nye professorer

Kunstakademiet ansætter to nye professorer

Ferdinand Ahm Krag er ny professor ved Skolen for Maleri og billedbaserede praksisser på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her et installationsview fra hans seneste udstilling på Overgaden, Forcefield Climber, Timewave Zero, 2015. Pressefoto

Det Kongelige Danske Kunstakademi ansætter Ferdinand Ahm Krag som professor på Skolen for Maleri og billedbaserede praksisser, mens Carla Zaccagnini bliver professor på den nye Skole for konceptuelle og kontekstuelle praksisser.

De to nye professorer skal hver lede et af MFA-programmerne, som udgør Billedkunstskolernes kandidatuddannelse. De får hermed ansvar for det kunstneriske program samt den kunstneriske udvikling og supervision af de studerende i samarbejde med laboratorier og Institut for kunst, skrift og forskning.

Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser er et af fire nye MFA-programmer, der træder i kraft til september 2017. Carla Zaccagninis professorat er dermed en del af Billedkunstskolernes strukturomlægning, mens Ferdinand Ahm Krag afløser professor Anette Abrahamsons efter udløbet af hendes åremålsansættelse ved Malerskolen.

Rektor Sanne Kofod Olsen udtaler i forbindelse med ansættelserne:

“Jeg er meget glad for at vi endnu engang har fået mulighed for at ansætte to så kvalificerede kunstnere med et både nationalt og internationalt virke og dog begge forankret lokalt i regionen – det har stor betydning for det faglige fællesskab, der skal opbygges omkring de nye MFA-skoler i særdeleshed og akademiet i almindelighed.”

Ferdinand Ahm Krag tog afgang fra Kunstakademiets Billedkunstskoler i 2006 og opererer i sin kunstneriske praksis med tegning, maleri og i de senest år også 3D-animation. Hans arbejde omfatter desuden en kritikerpraksis og kuratorisk arbejde, herunder det kunstnerdrevne udstillingssted IMO, som Krag var med til at opstarte i 2009. Ferdinand Ahm Krag har bl.a. undervist på Det Jyske Kunstakademi, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunst- og Designhøjskolen Bergen og udstiller bredt i ind- og udland, senest på Overgaden i København og Tensta Kunsthal i Göteborg.

Carla Zaccagnini har en MA i kunst fra Universidade de Sao Paolo. Kunstnerisk arbejder hun med en forskellige medier, som tegning, video, performance og fotografi, og har i sit arbejde en interesse for tekst og tale, sprogets og repræsentationernes grænser. Zaccagnini arbejder desuden som kurator og kritiker og har undervisningserfaring fra bl.a. Escola São Paolo og Pontifícia Universidade Católica São Paolo. Hun udstiller bredt internationalt, senest bl.a. på Van Abbemuseum i Holland, Malmö Kunsthal og Museu de Arte de São Paolo.

Kilde: Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

Billedkunstskolernes tidligere professorskoler vil fremover fungere som tre-årige, internationale kandidatuddannelser (MFA) fordelt på fire forskellige kunstneriske programmer, der fra september 2017 ser således ud:

  • Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser ved professor Carla Zaccagnini
  • Skolen for maleri og billedbaserede praksisser ved professor Ferdinand Ahm Krag
  • Billedhuggerskolen Charlottenborg ved professor Martin Erik Andersen
  • Skolen for mediekunst ved professor Angela Melitopoulus

Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser er en sammenlægning af to eksisterende programmer (Skolen for Mur og Rum og Skolen for Sprog, Rum og Skala). Det nye program har fokus på kontekstuelle og diskursive praksisser med særlig interesse for sociale, performative og kritiske kunstformer inden for samtidskunsten.

Del artiklen

'Kunstakademiet ansætter to nye professorer'

Facebook