Cool, Calm and Collected er en løst kurateret udstilling. Det er som om, den udstillingsansvarlige kurator, Maria Kappel Blegvad, ikke har ønsket at presse for mange diskurser og kunstteoretiske floskler ned over værkerne. I stedet har hun valgt at favne den brogede skare af danske samtidskunstnere i al deres forskellighed.

Samtidig skal en udstilling jo have en titel – et projekt skal have en overskrift, der fungerer som en art fællesnævner for alle værker. Ikke den laveste fællesnævner, men derimod en fællesnævner, der hæver sig op og kigger ned. Det kuratoriske blik som guds øje, der ser alt – og også ser, hvordan tingene hører sammen. Desværre resulterer det samtidig i en forfladigelse. Set ovenfra ser alt stort set ligedan ud.

What you see is what you get!
Den påstand, der fremføres i Cool, Calm and Collected, er – i det store hele – at dansk samtidskunst kendetegnes af en særlig æstetiserende tendens. Der er noget lækkert, noget tjekket, noget cool ved det hele. Dog ulmer noget under overfladen. De store samfundskritiske spørgsmål er stadig til debat, påstås der i udstillingskataloget.

Det er ikke en ny påstand. Kunsthistoriker Ina Blom gør opmærksom på en lignende tendens – omend ikke kun i Skandinavien – i sin bog On the Style Site fra 2007. Her observerer Blom, hvordan stil og design har været fyord i den kritiske og postkonceptuelle kunstdebat, men også hvordan sådanne termer er ved at gøre et comeback – selv indenfor den politiske og socialt engagerede kunst.

Det er alt sammen rigtigt nok, og, når man går rundt på udstillingen, er det da også værkernes æstetik og stil, der springer én i øjet. Ikke mindst i Lea Guldditte Hestelunds skulptur Rachel (2017), der – udført i sprøjtemalet marmor – sidder og venter udenfor gallerisalen og egentlig mest af alt ligner en højt stiliseret kopi af en gigantisk bækkenbund. Også hendes installation Pulling is the object of stretching (2017) refererer tilbage til kroppen, herunder den æstetiserende fitnesskultur.

Gallerirummets iboende coolness
På Cool, Calm and Collected finder man 80 værker skabt af 47 kunstnere eller kunstnergrupper. Det er på sin vis et spændende nok eksperiment: Lad os skrabe så mange værker sammen som muligt og se, om de tilsammen er udtryk for en fælles fortælling. Men det halter alligevel, og i sidste ende er det primært galleriets ’hvide kube’, som får visse værker til at fremstå cool. For kan eksempelvis Kirstine Roepstorffs farverige collager East + South (2009) og Yellow Dragon of the Center (2013) ellers karakteriseres ved deres coolness? Eller hvad med Sex-shop (2013) – et maleri Tal R, der med sine røde flæskefarver viser, hvordan kødeligheden og seksualiteten gennembryder bybilledet?

Svaret er nej og samtidig forudsigeligt. Man har brugt årtier, ja, nærmest et århundrede på at gøre op med den maskine, som den hvide kube reelt er. Det vil sige, der er ikke noget i vejen med den måde, gallerirummet er medaktør i produktionen af den æstetiske oplevelse. Men det er vigtigt at være opmærksom på det. For nogle gange – og især i denne udstilling – kan det virke som om, der ikke helt er taget højde for, hvad den hvide kube reelt gør ved vores blik. Galleriet er et filter.

Æstetiske spændinger i det postkoloniale felt
Formuleret på en anden måde kunne man sige, at man finder, hvad man leder efter. Den æstetiske kølighed kendetegner givetvis visse værker, men er andre steder svær at spore. For her er alt rodet godt sammen, og det er svært at greje, hvorfor de enkelte værker er sat op ved siden af hinanden. Til tider synes det demonstrativt. Man nægter at vedkende sig samtidskunstens forskellige retninger og har kun øje for det formelle og det overordnede æstetiske blik. Dette gør Cool, Calm and Collected til en decideret ufarlig udstilling.

Selvfølgelig kan man spore retninger her. For eksempel er det fristende at kæde Jeanette Ehlers’ videoperformance Whip it Good (2013) sammen med Nanna Debois Buhls fremragende kortfilm Looking for Donkeys (2009) – værker, som begge henviser til et komplekst og skamfuldt kapitel i den danske og globale slaveri- og kolonihistorie. Jeg kunne have dvælet længe ved disse værker. Set Ehlers piske løs på et lærred som var det en oprørsk slave. Fulgt Buhls æsler rundt på øen St. John – æsler, der er efterkommere af de trækdyr, som danske kolonister bragte med sig til øen. Og så er der værker, som viser andetsteds hen – som i Tue Greenforts grafiske Newspaper-series (2011-) og Lea Porsagers installation CELESTIAL BODY – Disrupted Nerve Fluid and Crossed Shock Waves (2011-17), hvor temaer som økologi og det antropocæne står i centrum. Naturen er hot. Men er den også cool?

Desværre udvandes disse potentielle problematikker i et stort, åbent hav. Det ene fokus adskiller sig ikke fra det andet. Ehlers’ andet værk på udstillingen – videoinstallationen Black Bullets (2012) – er tryllebindende. Mennesker glider langsomt ind i billedets midterakse; deres hoveder forvandles til ’sorte kugler’, som forsvinder under overfladen. Det er en hilsen og en hyldest – får vi at vide – til den haitianske revolution i 1791. Men uanset hvilke historier, man tager med sig fra de enkelte værker, virker udstillingens samlede fortælling amputeret. Her ville jeg have ønsket, at man som kurator påtog sig det ansvar, som det nu engang er at fortælle historien om dansk samtidskunst. For jeg vil til enhver tid hellere se en ufuldstændig og hullet, men trods alt vovet, udstilling. Ikke en decideret ufarlig én.