OK Corral er en non-profit udstillingsplatform, som formidler kunst i en lidt trashet, hvid kube under et supermarked på Frederiksberg. Stedet satser primært på udstillinger af nyuddannede kunstnere, som lige har taget hul på karrieren. En del af dem er dimitteret fra et af de tre kunstakademier i Danmark, men i programmet indgår også udstillinger med udefrakommende kunstnere, som ikke tidligere har haft en solo-udstilling i Danmark.

OK Corral startede oprindelig som et arbejdsfællesskab i Carlsbergbyen og knopskød senere til også at omfatte et udstillingssted. Det specielle navn refererer til en legendarisk skudduel, der fandt sted ved en hesteindhegning – a corral – i minebyen Tombstone, Arizona i 1881. I en kunstnerisk kontekst handler det om at give rum til værker, der er båret af en trang til at sprænge de kendte kategorier og kunstpraksisser.

For tiden kan vi her opleve udstillingen Æblet af multimediekunstneren Aniara Omann (f. 1987, uddannet ved Det fynske Kunstakademi samt ved Glasgow School of Art i 2012 og bosiddende i Glasgow).

Æblet er dén af alle frugter med størst mytologisk vægt og kulturhistorisk tyngde. Æblet repræsenterer dels Syndefaldet, da det jo var det, der tvang mennesket ud af Edens Have. I den nordiske mytologi repræsenterer æblet desuden ungdom, og i andre kulturer frugtbarhed, kærlighed og udødelighed osv.

Vuggestue for hybridvæsener

Omann har skabt en række hybrid-væsener, der synes at tilhøre flere forskellige arter. Væsenerne giver associationer til aliens, som vi kender fra science fiction-litteraturen og -filmene. Her tænker jeg især på Spielbergs menneskeligt fintmærkende E.T. og på H.G. Wells’ højintelligente og følsomme selenitter.

Imidlertid har Omanns embryo-væsener også lighed med antropomorfe væsener, som vi kender fra tegnefilm og børnebøger. Udstillingen omfatter fem små og mellemstore hængeskulpturer og et relief. De små væsener er alle omsluttet af nogle kokoner, beholdere eller livmoderagtige former, og man får lyst til at røre ved og kæle for de nuttede hybrid-væsener, der ligger inde i dem.

”Kokonerne” er fremstillet i væsensforskellige materialer som fyrrenåle, glaseret stentøj og strimlet genbrugspapir, der er flettet sammen omkring det lille, andeagtige væsen, der er i støbt silikone. Det hele er udført med hånden og med stor følsomhed.

Hybrid-væsenerne minder om mini-øgler, fiskevæsener, katte- eller som nævnt andedyr, der har forpuppet sig i en venten på at vokse sig store nok til at forlade deres beskyttende puppe og bevæge sig ud i den farlige, postapokalyptiske omverden.

Man får også lyst til at lægge øret til dem for at høre deres åndedrag, mens man tænker, at her i denne vuggestue for hybride væsener må man fare med lempe og dæmpe stemmen. For de synes at vippe på den farlige knivsæg mellem liv og død.

Omanns værker fremkalder på én gang frygt for en forestående apokalypse og en hviskende bøn om at beskytte alt levende under solen.

Aniara Omann: Æblet. OK Corral. Til 27. august.

Endnu et nyt galleri i København

Hvis man troede, at pandemien havde fået mange gallerier til at dreje nøglen om, så tog man grundigt fejl. Faktisk er der åbnet mindst syv nye, privatejede gallerier inden for de seneste to år bare i København.

Dette viser, at den ro og immobilitet, der fulgte med nedlukningen af samfundet, har genereret en øget interesse for kunst. Nu bliver det spændende, om den økonomiske krise, som mange økonomer spår venter forude, kan medføre lukning af nogle af dem.

Men indtil videre går det godt, og nu har endnu et galleri føjet sig til de mange nye: Galleri Maria Friis. Maria Friis har samlet på kunst siden 2012, hvor hun opdagede billedkunstens enorme inspirationsmuligheder.

Man kan vist uden at overdrive kalde hende for Danmarks største kvindelige kunstsamler, for hun ejer en imponerende samling af toneangivende samtidskunst. Hun har i næsten tyve år solgt luksus-lingeri i sin butik Fogal, der indtil for et par år siden lå i forlængelse af Hotel d’Angleterre på hjørnet af Ny Østergade og Kgs. Nytorv. Siden har hun flyttet sin butik til en forretning på St. Kongensgade, der nu åbner som galleri. Der er højt til loftet og en næsten sakral stemning i rummet.

Grafiklignende malerier

Åbningsudstillingen Masquerade er med den svenske billedkunstner Albin Werle (f. 1987), der bor og arbejder i København og er uddannet ved Det kgl. Danske Kunstakademi i 2018.

Det er en fin og koncentreret ophængning af et stort antal værker i form af to serier af stramme, grafiklignende malerier, fremstillet med sort blæk og shellak på hvidt lærred. Værkerne har alle sorte rammer og optræder bag glas.

Ikonografien er inspireret af spil og okkultisme med inddragelse af mytologiske hybridvæsener, der blander mennesker og dyr – tiden dyrker åbenbart hybride væsener, apropos Aniara Omann og en række andre kunstnere såsom Kinga Bartis, Oliver Bak, Rasmus Myrup m.fl.

I vores klimakrisetid kan det ikke overraske, at de unge kunstnere er optaget af mennesket og dets sammensmeltning og forbundethed med naturen.

Werle har sin helt egen signatur. Værkerne kan også ligne kæmpestore tarotkort, hvor teksten udgør en vigtig del af udsagnet. Den stramme sorte ikonografi ser nærmest ud til at være trykt eller stemplet på lærredet, men alt er udført i hånden.

Gennemgående tager Werle livtag med de helt store eksistentialer: Had, død, sandhed, falskhed, liv, udødelighed, ungdom etc. står der (på engelsk) i suiten af værker på væggen til venstre for indgangen.

Til højre hænger værker med mere komplekse billedfortællinger. Der står eksempelvis:” Fransk horn, hold inde nu. Det er tid at tale, lytte, spørge, svare” (skrevet på svensk, her i LB’s oversættelse). Det kunne minde om en operalibretto eller et middelalderdigt.

Det er en magisk, spirituel og dybt original verden, Werle maler frem, og under det mærkeligt arkaiske og altmodische univers anes et spil eller en underliggende kode, som vi indirekte opfordres til at tyde. Ikonografisk er der flere referencer til den fjerne fortid – til middelalderen? Men man kan også få associationer til talismaner, der rummer en indbygget, besværgende kraft.

Albin Werle: Masquerade. Åbner den 12. August 17-20 i Galleri Maria Friis. St. Kongensgade 116, København K.

Vrede fra en nybagt mor

Lea Gulditte Hestelund (f. 1983) påkalder sig stigende opmærksomhed i kunstoffentligheden som en spændende fornyer af skulpturens formsprog. Hun anvender marmor a-hierarkisk og sokkelløst og fremstiller objekter i denne ædle stenart, som ikke tidligere er blevet skildret på dén måde i dette materiale.
Hun dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2015, og siden er det gået stærkt med karrieren.

Nu viser hun udstillingen Hissy Fit (da. Hysterisk anfald) i Politikens Forhal. Det handler om moderskab, som også har fundet vej til samtidskunsten efter i en årrække at have været et vigtigt tema i skønlitteraturen. Her beretter forfattere, der også er nybagte mødre, om den komplekse omkalfatring af tilværelsen og identiteten, som moderskabet fører med sig. Her kunne man nævne romanerne Mit arbejde af Olga Ravn og Kærlighedens år af Johanne Mygind samt digtsamlingen Mit barn af Cecilie Lind – men der er mange, mange flere nye bogtitler med moderskab som bærende tema.

Beskyttelsesgrej til smadrede mødre

På sin nye udstilling giver Lea Guldditte Hestelund nogle i særklasse stærke og samtidige bud på den ambivalente situation og sindstilstand, en nybagt mor ofte befinder sig i. Det er feminisme i det 21. århundrede.

Værkerne brænder sig ind på denne signaturs nethinde og giver stof til eftertanke. Den nybagte mors liv er udspændt 24/7 mellem opfyldelsen af sit hjælpeløse barns behov og dermed bestræbelsen på at leve op til moderrollen – og gerne udfylde den med et smil – og så den indre frustration, udmattelse, desperation og trang til opgivelse, der præger moderlivet på de indre linjer.

Dette drama mellem de ydre forventninger til kvinden og den dermed forbundne instrumentalisering af hendes krop, som i den gravide tilstand pludselig synes at være offentligt eje (eksempelvis har mange gravide inklusiv denne signatur oplevet, at fremmede mennesker kan finde på at berøre deres maver), og så den hårde kamp der finder sted i den nybagte mors indre, fanger hun præcist med sit livmoderbeskyttelsestøj, bløde hovedbeskyttelses- og hovedstøtte-tekstiler, der alle er ophængt og udstillet på Verner Pantons garderobesystem. Disse værker kan ses fra gaden døgnet rundt.

Det er bløde tekstiler – livmoderbeskyttelsestøjet er beklædt med refleksstof i sølv, mens de øvrige hjælpeanordninger er i farvede stoffer – så man kan gå ind i en dør uden at skade sig selv, når man – udmattet af manglende søvn på grund af sit skrigende barn – er besvimelsen nær og er ved at miste balancen.

På et stålbord ligger to skulderbeskyttere i gråhvidt marmor, og i et spejl får man desuden øje på et udpint, tungt hængende moderbryst, hugget i rød Wasasten med titlen Complaint Department – klageafdeling. Her adresserer Hestelund det fortvivlende kropslige forfald og tab af erotisk tiltrækningskraft, der hjemsøger den kvindekrop, som lige har født.

I baglokalet kan vi sætte os på en klapstol, fastgjort til den til lejligheden sortmalede væg og kigge ind på endnu en skulptur i rød Wasasten. Det er en liggeskulptur, som viser omridset af en gravid krop monteret på en madras. Her kunne den gravide potentielt søge beskyttelse og hvile, men værket giver også nogle uhyggelige allusioner til en grav og dermed til døden.

Imens man sidder der i mørket, falder man hen til tonerne af Ingri Høylands inciterende, langsomt-meditative vuggevise She Flutters (hun flagrer). Alt i alt en stærk og præcis manifestation.

Lea Guldditte Hestelund: Hissy Fit. Politikens Forhal. Til 20. august.