Kunstmuseerne rider med på selfie-bølgen, og vi er mange der gladeligt tager vores smartphone op af lommen for at tage et selvportræt i kunsten. Er det blot et udtryk for den generelle selvfremstillingskultur, eller har kunsten selv været med til at skubbe på denne udvikling?
Det gik for alvor op for mig, hvor meget der er sket, da jeg for nylig stod på Louisiana, inde i en af Yayoi Kusamas flotte spejlinstallationer (Infinity Mirror Room), hev min mobiltelefon op og tog en selfie. Jeg havde kun få sekunder alene i installationen inden to ældre kvinder kom ind, hev deres mobiler frem og tog selfies. Lignende scenarier gentog sig alle mulige steder på udstillingen. Folk havde deres mobiler og kameraer fremme det meste af tiden.
Jeg havde selv for et par år siden taget et billede af mig og min datter i Louisianas faste Kusama-værk Gleaming Lights of the Souls. Det var før ordet ‘selfie’ var slået an, men meningen var den samme. Her var der dog også lidt ro til fordybelse, da man efter reglerne var alene inde i rummet, omend stresset ved tanken om, at der stod andre og ventede udenfor.
Selfiens flotte overflade
Kusamas installationer danner virkelig rammen om nogle flotte selfies. Ingen tvivl om det. Og det er jo det, folk mærker, uanset om værkerne er blevet til længe før selfie-kulturen. Det er ikke et problem i sig selv, at folk tager flotte selfier. Og det er på sin vis en befrielse, at der ikke er fotoforbud, som på så mange andre udstillinger, hvor kunstnere eller deres arvinger er bange for at miste penge på reproduktioner.
Men måske er der en fare for, at man går glip af den meditative fornemmelse af uendelighed, som Kusamas værker tilbyder. Af en fordybelse, der måske allerede forsvinder på et massemuseum, hvor man ikke får ro i installationerne alligevel, men som i hvert fald understreges af den lidt blaserte selfie-gestus. Og det er da lidt ærgerligt, tænker jeg, og viser samtidig min selfie frem på Facebook.
På beatet med Eckersberg
Da jeg for nylig holdt et foredrag om at erfare kunst og præsenterede denne tanke som en lille bonus, kom en fortørnet kvinde hen til mig bagefter og sagde, at det kunne jeg ikke tillade mig at sige, da jeg så stillede mig til doms over andres oplevelse og gjorde mig bedre end dem. Det kan man svare mange ting til, heriblandt at jeg faktisk havde vist min egen selfie og dermed ikke gjorde mig bedre end andre, og at det desuden principielt er lidt trist, hvis man som kritiker og debattør ikke må pege på spildte muligheder.
Ugen efter var jeg inde at se Eckersberg-udstillingen på Statens Museum for Kunst, og sandelig om der ikke dér er et helt selfie-rum på udstillingen, hvor man kan fotografere sig selv midt i et eckersbergsk sceneri. Og senere et skyggerum, hvor ens egen skygge kan hilse på nogle Eckersberg-silhuetter, der drejer rundt i rummet. Førstnævnte fungerer fint, mens sidstnævnte er noget søgt, næsten desperat i forsøget på at understrege, at figurerne er mennesker lige som mig, eller hvad pointen måtte være.
Publikums dagsorden
Det indlysende spørgsmål er naturligvis, om museerne går for langt i forhold til at tækkes deres publikum. Det er en let holdning at have, den ligger lige til højrebenet, og jeg er da ikke utilbøjelig til selv at indtage den. Også selv om visse museer har følt sig nødsaget til at forbyde selfiestænger for at beskytte værkerne. (MetroExpress bragte den nyhed for nylig)
Men måske er det ikke udelukkende et spørgsmål om smartphones og selfie-kultur. Måske har kunsten selv i en længere årrække peget i den retning med sin insisteren på, at det er publikum (‘beskueren’ som vi kaldes), der er i centrum af den relationelle æstetik. Ja, i ekstreme tilfælde, som hos Olafur Eliasson, hedder det sig ligefrem, at det er beskueren der skaber værket. Hvis man som publikum hele tiden får at vide, at kunsten ikke er en erfaring, men en projektion, så er der måske ikke så langt til at lade kunsten danne kulisse om ens egen selvfremstilling. Og det triste ved det er, at kunsten som kritisk og horisontudvidende erfaring forsvinder. Hokus pokus, jeg er i fokus.
Læs mere om kunstens involvering her.
Portrættets gestus
At også kunstnere kan være ualmindeligt selvoptagede, og at selvportrættet er en yndet genre i kunsten, er der ikke noget nyt i. Så er selfies ikke bare en forlængelse af denne selvportræt-kultur? Ikke helt. Det som udmærker gode kunstneriske selvportrætter til fordel fra de fleste selfies er, at de for det første er en del af en kunstnerisk undersøgelse og for det andet, at kunstnerne som regel har et nådesløst uforfængeligt blik på sig selv. Det forfængelige selvportræt er latterligt som kunst, med mindre det netop er en refleksion over forfængeligheden.
En sjov udløber af krydsningen mellem selfiekultur og kunstneriske portrætter er ‘Museum of Selfies‘ på Tumblr, hvor museumsgængere lader kunstværkerne tage selfies. Her indrulleres konger, kunstnere og andre portrætterede i den omsiggribende selvfremstilling med et glimt i øjet. Og understreger den forfængelighed, der måske altid har været motoren i at få malet sit portræt.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
