En pligt til at eksperimentere

Alfredo Cramerotti er den første udenlandske kurator i spidsen for det kunstneriske program for Sequences Real Time Art Festival, der siden 2006 har været en væsentlig del af kunstscenen i Island.

Han er direktør for Mostyn, den førende institution for samtidskunst i Wales, og har stået bag en lang række store internationale udstillinger, bl.a. Den Maldiviske Pavilion under Venedig Biennalen i 2013, og var et oplagt bud på en kurator, der kunne bringe nyt perspektiv på den islandske kunstfestival.

Læs anmeldelsen af Sequences VII

Icelandic Art Center, Kling & Bang galleri og The Living Art Museum etablerede festivalen i Reykjavík, og den struktur er mere eller mindre opretholdt i dag.

Festivalen kører som en biennale med fokus på tidsbaserede medier, men udover at repræsentere disse samtidige kunstpraksisser stod Cramerotti overfor en kunstscene han langtfra kendte indgående og skulle skabe en forbindelse til både publikum og kunstnerne imellem.

Kunstens potentiale
–Hvordan mødes realtid, samtidskunst, rørlægning og DIY-kultur i det kuratoriske greb?

“Jeg har altid fundet det interessant, når kunstnere engagere sig – ikke i at forklare ting – men måske snarere i at hjælpe med at forstå, hvordan andre systemer fungerer. Det kan være alle mulige systemer, lovsystemet, videnskaben o.s.v., og jeg tror kunsten har en helt særlig kraft, når den ikke blot stiller spørgsmålstegn ved disse systemer, men samtidig stiller spørgsmålstegn ved sin egen praksis og mekanismer.”

“Her er kunsten en metode og en tilgang snarere end en ting. Dette illustreres også af tematikken for festivalen, der peger på infrastrukturen som en væsentlig del af kunsten selv.”

“Den forbindelse har jeg indset ret sent og forbinder sig til min egen proces. Jeg startede som kunstner, men blev med tiden kurator, fordi jeg var så fokuseret på at realisere, det jeg anså som ’kunstens potentiale’, stille spørgsmålstegn ved dens praksis og bruge den som forbindelse, en kanal, kan man sige.”

Island som forbindelse
Metaforen ’rørlægning’ i festivalens tema relaterer sig i følge Cramerotti til os som individer og kollektiv, vores krop, vores behov, vores handlinger og evne til at bringe noget fra A til B, rationalisere ting.

“Temaet peger også på selve stedet, hvor vi er, Island. Der er en grund til at 12 ud af de 26 deltagende kunstnere er islandske: Jeg ville have at festivalen skulle lokalisere sig her, forholde sig til det her sindssyge sted midt i oceanet, hvor den geotermiske undergrund hele tiden er i udbrud, på vej op, men også er en værdifuld kanal for varme og energi.”

‘Rørlægning’ er altså en metafor – også lokalt – for de forbindelser, der er grundlaget for eksistensen, kommunikationen og det vi kunne kalde den digitale tidsalder.

“Island har faktisk fungeret som forbindingspunkt og server-nedkølings-station mellem Europa og USA for en række internationale firmaer. Den termiske varme fungerer som energikilde, imens vejrets konstante kølighed fungerer optimalt som kølingssystem. Der var en del ting, der pegede på dette tema som et interessant udgangspunkt for undersøgelser og diskussioner, der kunne smides på bordet.”

“Ud af mine mange studiovisits heroppe kom der en række nye værker med deres egne vinkler på tematikken. Nogle af de lokale kunstnere kendte jeg allerede fra internationale sammenhænge, men mange var nye bekendtskaber. Kuratering i sådanne sammenhænge her bygger på en fornemmelse, et tillidsforhold, fordi du er nødt til at tage nogle risici på begge sider, både som kunstner og kurator. Det tillidsforhold, synes jeg, har været godt .”

Learning by doing
–Er Do-It-Yourself tematikken udtryk for nogle aktuelle måder at arbejde med kunst på?

“Der er en vigtig dimension i kunstfeltet i dag, som er en idé om deltagelse, ikke som workshopformater, men mere som en måde at åbne op for kommunikationen på, eksperimentet, dialogen og processen, og som bliver overført til andre kunstnere, brugere og publikum. Hele idéen om kunst i dag, er langt fra kunstneren som et geni, der udfører et værk i sit atelier, men handler snarere om at sætte noget i bevægelse.”

“Det relaterer sig også til den digitale virkelighed og gør, at der findes mange versioner af det samme værk udført i forbindelse med forskellige mennesker og sammenhænge, og dette skaber som en selvfølge en form for DIY-æstetik, da en stor del af kontrollen over værket er overført til andre end kunstneren, hvilket får form, udtryk og materialer til at ændre sig hele tiden.”

“Denne ’learning by doing’ tilgang er noget af det vigtigste i dag, hvor man ikke opererer med en allerede tilegnet viden, men i stedet tilegner sig den fornødne viden undervejs i processen, hvilket er det helt centrale i DIY-ideologien, vil jeg mene.”

“Jeg føler mig meget tiltrukket af denne tilgang, hvor det ikke handler primært om at omsætte og forbruge kunsten, men om deltagelse som en grundforståelse af termen.”

Pligt til at eksperimentere
Dette kræver i Cramerottis øjne, at kunstnerne er med på at kompromittere deres værk på nogle områder, træde lidt tilbage, bakke en smule fra deres overbevisninger, og det kan være ret svært, erkender han.

“Det handler ikke om en ret til at fejle, men om en pligt til at eksperimentere. Fejlen er en naturlig del af dette, og det anerkender jeg fuldt ud, fordi det i sidste ende handler om at ændre perspektivet på noget. En kunstner er i mine øjne én, der således forsøger at ændre perspektiv uanset medie og stille spørgsmålstegn ved sin egen position og distribution. Den samtale er jeg meget fokuseret i at opretholde.”

“Nu er det første gang, at det er en udlænding, der kuraterer Sequences, men jeg fornemmer allerede nu, at de friske øjne på især de lokale praksisser har gjort noget nyt for festivalen og den lokale scene, hvor man har været vant til nogle særlige samarbejder og måder at gøre tingene på. Når nogen kommer ind og forstyrrer de vaner, kan det ofte ende med at være ganske frugtbart, er mit håb,” lyder det fra kuratoren.