Hvilken kunst har værdi for mange mennesker til mange tider? Kunstretninger kommer og går, og ikke dem alle vil blive taget med ind i fremtiden.
Se her på portalen: gennem et tiår har KUNSTEN.NU lagt tekster ud om billedkunst. Som regel billedkunsten nu, altså den, som er lavet i dag eller i går, eller den kunst, som aktuelt er udstillet. Mange mennesker ser på og taler om kunsten. Men det er ikke alt, som bevarer interessen. Enten fordi kvaliteten ikke byder det, eller fordi omstændighederne ikke ville det.
En institution som den internationale biennale i Venedig har siden 1895 været et af de steder, hvor en samtidskunstner helst skulle udstille for at få sin plads i historien. Men ikke kun. Der er mange institutioner, som helst skal have udstillet, peget på, omtalt, debatteret eller præmieret en kunstners virke. Og netop disse store institutioner kan blive så store, at selv dem, som har været der, ikke nødvendigvis også kommer i historiebøgerne.
I 2001 viste kunstnerparret Kabakov en større installation på netop Venedig Biennalen. Kabakovs installation skulle bestiges. Når man havde besteget trapperne, kunne man fra trækonstruktionen kigge ned på noget, der lignende en sønderskudt banegård, eller i hvert fald en nedslidt og mennesketom togperron, hvor der rundt om lå henkastede kunstværker og beskidte lærreder. På endevæggen så man bagenden af en togvogn, der var ved at forlade perronen. På togvognens bagende kunne man i stedet for en velkendt destination læse en proklamation, der med lysende røde digitale bogstaver kørte meditativt i loop: NOT ALL OF THEM WILL BE TAKEN INTO THE FUTURE.
Kunstnerne spørger retorisk i udstillingsguiden: “Hvad sker der med kunstnere og deres værker i den nære og fjerne fremtid? Hvordan vil de blive set og forstået af nye iagttagere i fremtiden, af nye kritikere, af nye samlere, af nye kuratorer? ‘Ikke dem alle vil blive taget med i fremtiden’.”
Indpakning og ord
Når vi pakker den kollektive baggage, kan det være en fordel med mærkater uden på pakkerne. Mærkaterne skrives nogle gange af kunstnerne selv, andre gange af kunstkritikere og kunsthistorikere. Som regel skrives de af flere.
For snart tyve år siden lancerede Nicolas Bourriaud mærkatet relationel æstetik. Dette mærkat har stadig stor gennemslagskraft, fordi det taler om en kunst, der bruger begivenheder og møder mellem mennesker som kunstnerisk metode eller ligefrem kunstnerisk materiale. Et kunstværk behøver ikke være mejslet i marmor. Et kunstværk kan være en telefonsamtale.
Populære begreber krititseres, også relationel æstetik, der siges at være et letbenet afkog af franske tænkere som Gilles Deleuze og Guy Debord. Det bemærkes, at Bourriaud, uden synderligt held, senere forsøgte at lancere andre begreber. Henholdsvis postproduction (2001) og altermodern (2009), som begge floppede.
Lidt før Bourriaud lancerede relationel æstetik fra sin base i Paris, gennemførte reklamemanden Charles Saatchi fra London en eminent promovering af en generation af yngre, britiske kunstnere, Young British Artists, senere blot YBA. Disse YBA-kunstnere blev en del af det politiske program for daværende premierminister Tony Blair, og Saatchis private kunstsamling fik museal status.
YBA-kunstnerne blev præsenteret under stor mediebevågenhed med udstillingen Sensation på Royal Academy of Art i London i 1997. Udstillingen blev også vist i Berlin og New York. Dette ene ord, sensation, skulle betegne en generation af kunstnere, som kunne rykke ved grænserne for, hvad samtiden var vant til og herved at skabe røre. YBA-kunstnerne tæller blandt andre Jake og Dinos Chapman, Mat Collishaw, Tacita Dean, Tracey Emin, Douglas Gordon, Damien Hirst og Sarah Lucas.
Men det var ikke bare en reklamemands stunt. YBA voksede frem blandt en gruppe kunstnere, som havde taget afgang fra Goldsmiths College i slut 1980’erne. De lavede pop up-udstillinger i lagerbygninger og dannede en scene, professionelt såvel som socialt. Deres arbejde, både som enkeltkunstnere og som gruppe, blev løftet videre.
Det samme kunne være sket herhjemme for gruppen omkring Kørners Kontor i slut-1990’erne, hvis omstændighederne havde været anderledes; hvis institutioner og marked havde taget anderledes fat.
Udstillinger som punktnedslag for historien
YBA-affæren er at sammenligne med udstillingen Kniven på hovedet (1982), som lancerede “de unge vilde” malere i 1980erne på Tranegården i Gentofte. Udstillingen, der var kurateret af Helle Berndt, samlede de danske kunstnere, som var inspireret af den tyske punkscene og de neoekspressive Neue Wilde-malere.
Til forskel fra Saatchis YBA-udstilling, så blev den danske 80er-udstilling ikke fulgt op af koordineret markedsføring eller blev del af et politisk sigte. Den historieskrivning, som fandt sted i kølvandet på Kniven på hovedet, skete helt af sig selv.
Af udstillinger i nyere tid, som rammer plet i forhold til at se eller skabe en tendens, er udstillingsserien Materialitet kurateret af Birgitte Kirkhoff Eriksen på Sorø Kunstmuseum i årene 2012-2014. Seriens tre udstillinger samlede en særlig interesse for en mere finkalibreret kropslig sansning af det materielle, fremfor en sensationel og narrativ tilgang til kunsten. Denne interesse er et spor i tiden, navnlig i nyere dansk samtidskunst.
Jeffrey Deitch er endnu én, som har vovet at definere et mærkat. Med udstillingen Form Follows Fiction på Castello di Rivoli i Torino i 2002 ville han vise, hvordan tidens interessante samidskunstnere i deres værker konstruerede nye universer ud fra egne virkeligheder.
Titlen Form Follows Fiction spiller på det berømte modernisme-dictum Form Follows Function, hvor navnlig arkitekturen arbejdede for at skrælle al unødigt væk, så formerne kunne stå uornamenterede, og hvor kreativiteten var underlagt funktionaliteten.
Pakkepost til fremtiden
Hvorfor al denne interesse i historien og mærkaterne? Går du på kunstudstilling for at få en oplevelse, så er det uden betydning, om netop denne kunstudstilling bringer værdi til historien og bliver stående gennem årtier. Eller vil du bare gerne købe et kunstværk til dit hjem, fordi det skal være interessant og relevant for dig som privatperson, så er det af mindre betydning, om det holder værdien gennem årtierne.
Men er du museumsmenneske eller kunstkritiker eller på anden vis del af det apparat, som er med til at håndtere samtidskunsten, så er det livsnødvendigt at kunne skelne og se i historisk perspektiv: holder det, ikke kun for mig her og nu, men også i fremtiden? Er det noget, som kan have værdi for mange mennesker til mange tider?
Så kigger vi i skuffen med mærkater; hvordan skal dette kategoriseres til videre forsendelse? Skal det efterlades på perronen eller pakkes varligt som kulturens særlige pakkepost, der skal med ud i fremtiden?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdinger og dagsorden.
