Jeg vil være et bjerg

Jeg vil være et bjerg

Marina Abramovic: The Artist Is Present er et studie i performativt nærvær og udholdenhed. (Foto: Matthew Akers)

Billedserie

Film

Marina Abramovic: The Artist is Present

27 mar 2013

James Franco, David Blaine, Arthur Danto, Chrissie Iles, Davide Balliano, Klaus Biesenbach, Ulay, Marina Abramovic

Biografer: Grand Teatret (Kbh K.), Empire Bio (Kbh. K.), Biffen (Aalborg) Reprise Teatret (Holte)
IMDB: www.imdb.com/title/tt2073029

Dokumentarfilmen Marina Abramovic: The Artist is Present leverer et flot portræt af den berømte kunstner med udgangspunkt i hendes omdiskuterede performance på MOMA i New York i 2010, hvor hun i hele udstillingsperiodens tre måneder, seks dage om ugen, mødte sit publikum, én efter én.

Den unge pige går frem til Marina Abramovic, som sidder iklædt en enkel hellang kjole i et afgrænset felt inden for MoMA’s åbne udstillingssal. Publikum står tæt omkring og betragter mødet. Pigen har ventet i kø længe, måske endda dage. Endelig er det hendes tur til at sætte sig foran kunstneren og møde hendes blik. Da hun når hen til stolen, hiver hun i en let bevægelse kjolen af og står nøgen foran kunstneren.

Et kort sekund.

Så omringes hun af fem museumsvagter og får kjolen på igen og ekskorteres derpå langsomt, men bestemt væk fra kunstneren.

Selv virker hun opsat på at blive, nu med kjolen på, men hun får ikke lov og er synligt chokeret.

Plakaten til filmen.
Plakaten til filmen.
Marina forfører alle
Dokumentarfilmen Marina Abramovic: The Artist is Present, er et vellykket portræt af en af det 20. århundredes væsentligste performancekunstnere.

På overfladen leverer filmen en fortjent hyldest til hendes værk og liv, men det mest interessante er de sprækker, som filmen åbner for en refleksion over, hvad det kræver for hende at sætte sig selv på spil i kunsten – og hvad det gør ved publikum.

”Marina forfører alle,” siger MoMA-kuratoren Klaus Biesenbach, og man fornemmer, at også instruktøren Matthew Akers er forført af hende.

På den ene side deler hun åbenhjertet ud af sine erfaringer og forhåbninger.

På den anden side har hun ekstrem kontrol over situationen.

Kommer man ind på livet af kunstneren? Skal man overhovedet det?

Abramovic og Ulay
Filmen tager udgangspunkt i Abramovic’s retrospektive udstilling på MOMA i 2010 og følger kunstneren i månederne op til udstillingen med velvalgte glimt tilbage på hendes karriere og liv.

Marina Abramovic og Ulay søgte grænser som få i løbet af deres forhold. (Still fra filmen)
Marina Abramovic og Ulay søgte grænser som få i løbet af deres forhold. (Still fra filmen)
Et centralt kapitel i filmen er hendes 12 år lange forhold til den tyske performance-kunstner Ulay, med hvem hun skabte en række af de værker, der er med på den retrospektive udstilling, nu i nyopført version med en række unge performancekunstnere.

Herunder det berømte værk Imponderabilia fra 1977, hvor de to kunstnere nøgne flankerede åbningen til en kunsthal i Bologna, sådan at besøgende var nødt til at presse sig forbi deres kroppe for at komme ind.

Den største del af filmen er dog dedikeret til den nye performance The Artist is Present, hvor Marina i hele udstillingens åbningstid, dvs. tre måneder igennem, seks dage om ugen, er til stede og møder publikum, én efter én.

Ulay og Abramovic udviklede en lignende performance sammen i 1980’erne med titlen Nightsea Crossing, hvor de sad helt stille overfor hinanden igennem en udstilling. Ulay måtte dog give op, fordi hans krop ikke kunne klare det – og filmen beskriver det som første skridt på vejen til deres brud.

Da Ulay i 2010 igen sætter sig foran Abramovic på udstillingens første åbningsdag, markerer det deres forsoning efter bruddet, men også hans forsvinden ud af filmens historie. Tilbage er kun Abramovic.

Jeg vil være et bjerg
Der er ingen tvivl om at The Artist is Present er en stærk performance, og at Abramovic udsætter sig for en kraftanstrengelse i et sådan projekt. Både fysisk ved at sidde stille i en så lang periode, og psykisk ved at skulle møde ethvert nyt menneske, der sætter sig foran hende, med udelt opmærksomhed og tilstedeværelse.

Marina Abramovic: The Artist Is Present. (Foto: Matthew Akers)
Marina Abramovic: The Artist Is Present. (Foto: Matthew Akers)

Hendes samarbejdspartnere beskriver hendes styrke og determination, men alligevel bliver der sat spørgsmålstegn ved projektet. Kan hun faktisk holde til det, og kan museet garantere hendes sikkerhed, når hun inviterer besøgende så tæt ind på livet.

“Jeg vil være et bjerg,” siger hun, og man fornemmer, at hun har styrken til det.

Marina Abramovic: The Artist Is Present. (Foto: Matthew Akers)
Marina Abramovic: The Artist Is Present. (Foto: Matthew Akers)
Hvad møder publikum?
Hvad er det egentligt, publikum søger i mødet med kunstneren?

At dømme ud fra deres respons, handler det om at blive helet; at mærke at en anden tager dem seriøst og forstår deres smerte?

Der er mange tårer på udstillingen. Men der er også glæde, udveksling af kærlighed og hengivelse gennem små næsten umærkbare smil og tegnsprog, håndfladen trykket mod hjertet.

Publikum ser ud til at finde forløsning og styrke i mødet med Abramovic.

Det bemærkelsesværdige ved The Artist is Present er, at performancen således på den ene side iscenesætter et intimt møde mellem to mennesker, mens der på den anden side er tale om et stærkt iscenesat møde i fuld offentlighed, hvor publikum basalt set er statister i kunstnerens show.

Der er strenge regler for, hvad man må sige og gøre, og hvis man overskrider reglerne, afbrydes mødet. På overfladen er det MoMA’s sikkerhedspolitik og ikke Abramovic selv, som afbryder mødet med den unge nøgne kvinde. Nøgenheden som sådan burde ikke skræmme Abramovic, og det giver god mening i forhold til Abramovics tidligere værker at møde hende nøgen. Pigen selv ser det som en gave til kunstneren.

Men det hun i så fald har overset er, at hun samtidig stjæler opmærksomheden fra kunstneren. Kunstnerens gavmildhed rækker ikke uden for mødets rammer, og det er kun som gæst, man har mulighed for at deltage.

Biografer: Grand Teatret (Kbh K.), Empire Bio (Kbh. K.), Biffen (Aalborg) Reprise Teatret (Holte), Øst for Paradis (Aarhus)

IMDB: www.imdb.com/title/tt2073029

Billedserie

Film

Marina Abramovic: The Artist is Present

27 mar 2013

James Franco, David Blaine, Arthur Danto, Chrissie Iles, Davide Balliano, Klaus Biesenbach, Ulay, Marina Abramovic

Biografer: Grand Teatret (Kbh K.), Empire Bio (Kbh. K.), Biffen (Aalborg) Reprise Teatret (Holte)
IMDB: www.imdb.com/title/tt2073029

Del artiklen

'Jeg vil være et bjerg'

Facebook