En kunstverden i verdenen

En kunstverden i verdenen

A Kassen: Swap, 2016. Foto: A Kassen

Billedserie

Heartland Festival fandt sted ved og på Egeskov Slot fra fredag den 10. juni til lørdag den 11. juni 2016.

www.heartland.dk

Heartland Festival på Egeskov Slot på Fyn bød på både kunst, musik, mad og talks. Kunstnerkollektivet A Kassens trodsige ombytninger midt på festivalpladsens græsplæne og i slottets voldgrav understregede, at alt kan lade sig gøre på en festival.

Teltdugen løfter sig næsten, da den internationale superstjerne og performanceikon Marina Abramovic beder publikum i talk-teltet på Heartland-festivalen: ”Now scream all you can on the top of your lungs!” Alle publikummer skriger og råber alt, hvad de kan.

Marina Abramovic og den danske billedkunstner Tal R sagde ”fuck it” til den traditionelle talk, som moderator, Tine Colstrup, kurator på Louisiana, havde forberedt. Og i stedet lod kunststjernerne publikum stille spørgsmålene, hvilket dog resulterede i en række ligegyldige og forfladigede kendissvar samt gamle anekdoter, alt imens kunstnerne flyttede rundt på de dekorative potteplanter på scenen.

Forinden havde forfatter Suzanne Brøgger og dramatiker samt instruktør Christian Lollike mødtes til en samtale om revolution, modereret af musiker og feminist Henrik Marstal.

Brøgger og Lollike har som bekendt begge taget rollen som oprøreren på sig for hver deres generation – inden for kunstens sprog, men også politisk. Derfor gav det mening, at netop de to skulle møde hinanden. Men om det gav mening at lade dem møde hinanden til en samtale om revolution og håbet om nye samfundsformer på et landadeligt slot, står, som Brøgger påpegede med et skråt, rebelsk smil under sin bløde turban, hen i det uvisse.

Marina Abramovic og Tal R. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Marina Abramovic og Tal R. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Kontrasten fremhæver bysamfundet
For omgivelserne og placeringen af Heartland-festivalen på Egeskov Slot på Fyn var ikke til at komme uden om. Slottet og dens barokke have med sine absurd grønne, dyreformede buske, vidunderligt velholdte græsplæner, elegante blomsterbede og høje hækkelabyrinter er en totalverden, en kunstig verden i sig selv. Og denne verden har kuratoren for kunst- og talk-programmet på Heartland, Rasmus Quistgaard, netop brugt som overordnet kuratorisk greb.

”Betingelserne for at vise samtidskunst på festivalen har logisk nok været det helt specielle sted, som Egeskov udgør. Men vi har gerne villet udvikle et kuratorisk greb, der rækker ud og siger noget om vores verden i dag. Egeskov og dets park står jo i stærk kontrast til den verden, de fleste af os lever i, nemlig moderne bysamfund. Slottet og dets anlæg er i sig selv et lidt kunstigt minikosmos; en historisk og meget velordnet verden, der næsten kan betragtes som et værk i egen ret. Bare tænk på havens labyrinter. En af dem har stået der siden 1700-tallet. Det, synes jeg, repræsenterer en fantastisk interessant scene for samtidskunsten. Sådan et sted inviterer til, at man spejler den verden, vi færdes i til daglig, og som vi fejlagtigt tror, vi er fortrolige med. Kontrasten på Heartland har potentiale til at ‘fremkalde’ samtidskunsten – fx give den et markant visuelt udtryk eller rammesætte dens egenart – på en måde, der kan være vanskeligt at gøre fx i en kunsthal.”

Egeskov Slot, pressefoto.
Egeskov Slot, pressefoto.

I Heartlands kunstprogram finder man kun to navne. Quistgaard begrunder det således:

”Vi fokuserer på et til to store kunstnavne, fordi vi gerne vil skabe så gode forudsætninger for publikums møde med værkerne som muligt. Ved at koncentrere økonomien, pladsen og tiden på få hænder bliver det forhåbenligt både mere attraktivt for kunstnerne at skabe noget til Heartland og muligt at skabe noget, der er værd at bruge tid på som publikum. En skulpturudstilling med 21 små værker spredt ud i et kaotisk festivalvirvar ville have svære betingelser mod slottets skala og den buzz, der kendetegner en festival.”

Det største udstillende navn på Heartland er musikeren og produceren, Brian Eno, hvis lydinstallation kan opleves i Egeskov Slots Riddersal.

“På Heartland 2016 præsenterer vi stedsspecifik installationskunst i relativ stor skala eller Brian Enos lydinstallation i et rum lidt afsides fra festivalen, i Riddersalen. Eno er kendt fra musikverdenen, men laver også kunstinstallationer, ligesom David Lynch eller Miles Davis også er billedkunstnere. Den type kunstnere giver mening at præsentere på en festival som Heartland, der også har musik på programmet.”

Brian Eno, pressefoto.
Brian Enos installation på Heartland Festival, 2016. Pressefoto.

En muskelbiopsi
Midt på festivalpladsens grønne plæner finder man pludselig en lygtepæl og lav betonmur med en række skilte, man kender fra bybilledet. ’Spærret for gennemkørsel’ og ’Gågade’, står der på skiltene. Kunstnergruppen A Kassen er Heartlands andet internationale kunstnavn. Gruppen har fået flyttet en række både fra Faaborgs havn til slottets voldgrav. Ombytningerne mellem by og landadel, med titlen swap, skaber en modsætning til en ellers meget stilren festival præget af oplevelsesøkonomi.

”Vi har gerne villet sætte kontrast til og sprede den adelige slotsparks idyl ud, så vi har lavet to ombytninger, der kunne sætte slottet i relief. To arealer fra Egeskov Slot er byttet ud med to arealer fra Odense og Faaborg. Så begge steder er en del af værket. Det er lidt som en muskelbiopsi, hvor man tager prøver ud af et miljø, for at se det med nye øjne. Værkerne skurrer lidt. Når man arbejder stedspecifikt skal man overveje om, man vil gå med eller imod stedet. Vi er gået imod med ombytningerne og bådene i voldgraven. De skaber forhåbentlig forundring,” fortæller Tommy Petersen fra A Kassen.

Og I har også fået lov til at grave en del af den 300 år gamle slotspark op?

”Ja, vi har fået meget frie hænder. Projektet, vi foreslog, blev taget godt imod. Men vi er også begejstrede for, at værkerne kan få lov at blive her sæsonen ud. For når man er på festival, er alt muligt, og der er en anden atmosfære med madboder, telte osv. Det er rart at opleve, der er velvilje til at vise kunst og at tage den seriøst. På Heartland-festivalen er kunsten det fjerde ben, helt på linje med musikken, maden og talks’ene.”

Billedserie

Heartland Festival fandt sted ved og på Egeskov Slot fra fredag den 10. juni til lørdag den 11. juni 2016.

www.heartland.dk

Del artiklen

'En kunstverden i verdenen'

Facebook