Marina Abramovic og skattene på Det Kongelige Bibliotek

Marina Abramovic og skattene på Det Kongelige Bibliotek

Marina Abramovic. Foto: Laura Stamer

Forventningen om at møde en overdreven selvfed diva blev gjort til skamme! Marina Abramovic er forførende, javist, men hun har noget at have sin selvglæde i, fortæller Trine Rytter Andersen i denne rapport fra et møde med performancelegenden.

Forleden fik en lille gruppe journalister og kunstanmeldere lov til at afprøve det nye skattekammer på Den Sorte Diamant, som er indrettet efter ‘Abramovic-metoden’ i et forsøg på at bringe Det Kongelige Biblioteks værdifulde bøgers indhold i kontakt med den besøgende. Deres udsendte havde forud for pressemødet bidraget til en artikel om Marina Abramovic i Diamantens eget kulturmagasin, og derfor blev jeg inviteret til dette ’kuraterede’ pressemøde, hvor Abramovic selv præsenterede sin stedspecifikke udstilling Abramovic Method for Treasures.

Abramovic, der siden 1970’erne har udfoldet en særdeles radikal praksis, er ikke mindst berømt (og berygtet) for sine mange fysisk og mentalt krævende performanceværker, der kredser om krop, køn, energi, relationer, smerte, nærvær og identitet. En stor retrospektiv udstilling af kunstneren er netop åbnet på Louisiana. Læs anmeldelse her.

Læs anmeldelse af dokumentarfilm om Marina Abramovic her.

På baggrund af den megen omtale, som kunstneren har fået siden hendes helt store internationale gennembrud i forbindelse med performancen The Artist is Present, der blev set af 850.000 besøgende på MoMA i New York i 2010, indfandt jeg mig med en forventning om at skulle møde en vaskeægte diva med et megalomant ego. Men fordi jeg selv længe har næret en stor kærlighed til hendes kunst og person bar jeg også med mig et håb om, at denne forventning måtte blive gjort til skamme.

Blixen og Abramovic
I minutterne før pressemødets start hersker en mild hektisk stemning, mens vores lille flok indfinder sig og indtager pladserne i den beskedne Karen Blixen Sal, der prydes af et par sorthvide fotos af forfatteren som henholdsvis storvildtjæger og eksalteret storby-celebrity. Et på alle måder passende selskab for Marina Abramovic, tænker jeg, mens jeg venter på hendes tilsynekomst fra min plads midt i salen.

Sammen med bibliotekets projektleder indfinder Marina Abramovic sig punktligt og tager plads ved bordet overfor os. Hun byder venligt velkommen, og vupti er hendes velkendte fløjlsbløde og dybe stemme i gang med at kommunikere sine budskaber til os. Hun er hverken demonstrativ, forceret eller defensiv – tværtimod er hun vittig, generøs og fokuseret, mens hun forklarer, hvorfor og hvordan hun har indrettet skattekammeret.

Marina Abramovic på pressemødet i Den Sorte Diamant. Foto: Mikael Müller

Erfaringskunst
Hun fortæller, hvordan Abramovic-metoden er vokset frem gennem hendes livslange optagethed af transformerende handlinger, der knytter sig til kroppen og sindets erfaringer. Det er slående hvor velintegreret og bevidst, hun personificerer sin egen lære om at være i kropslig og sjælelig balance. Brugen af avancerede ritualer i en kropslig – og ofte farlig – performancepraksis har som et tveægget sværd både opblæst og opløst hendes ego. På den baggrund har mange gennem årene, og sikkert med rette, karakteriseret hende som en forførerisk hundjævel. Og netop derfor er det nu opløftende at opleve hende en anelse sky, sødmefyldt og tillidsfuld.

Hun er lattermild og fyldt af afvæbnende selvironi, der bekræfter, at hun ikke længere først og fremmest har brug for at indtage sin grandiose krigerposition, men derimod med overskud og lethed kan bevæge sig fra den ene delpersonlighed til den anden.

Umættelig livsappetit
Med denne lethed i sind og krop fremtoner hun som et kildevæld af ord, der bobler frem i associative mønstre og beretter om et menneske på en livslang researchrejse, drevet af en umættelig appetit på at undersøge selve livsenergien og de hemmeligheder, som vi kan få adgang til gennem bevidstgjort træning af krop og sind. Hvad handler bevidsthed om? Hvad er viljestyrke? Hvad kan naturen gøre for os, og hvorfor skal vi tage pauser fra teknologien, vi er omringet af?

”Jeg har stillet spørgsmål til og udviklet ritualer for næsten alt”, påpeger hun, mens hun ødselt beretter om udførelsen af ritualer her og performances der. Sammenhængen mellem kunsten og det levede liv er total, og det er så tydeligt, at denne kvinde har haft mere end almindeligt travlt med at erobre den verden, hun nu indtager fra en position, hvor kun få kan matche hendes erfaring og viljestyrke.

En lang proces
Om Abramovic Method for Treasures fortæller hun, at arbejdet med udstillingen har stået på i mere end to år, og at hun har villet skabe en tilstand, hvor de uerstattelige bøger, som normalt kan betragtes gennem glas, bliver levende for beskueren. Derfor har hun indrettet skattekammeret således, at publikum kan opholde sig der i længere tid, siddende eller liggende på typiske minimalistiske Abramovic-møbler, mens de lytter til en audio med indlæsninger af de udstillede bøger.

Abramovic Method for Treasures. Der lyttes i skattekammeret. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Bøgerne er vores civilisations hukommelse
Efter præsentationen afleverer vi vores mobiltelefoner i de dertil indrettede skabe og får udleveret en nøgle til hver sit skoskab, hvori vi stiller vores fodtøj, inden vi entrerer skatkammeret.

Bøgerne er udstillet i to cirkulære bånd, som beskueren bevæger sig igennem. I rummets midte står en stor krystal, som Marina Abramovic har udlånt fra sin egen samling. Krystallen fungerer som et energetisk centrum, som symbol for universel hukommelse og ihukommelse af, hvordan krystaller indgik i alkymien, og i dag indgår i megen moderne teknologi – et greb, som forbinder fortid og nutid, og som peger på skattekammeret som en form for ’hob’: Et sted hvor viden og erindring smelter sammen og via Abramovic-metoden nu udkrystalliseres via lyd i vores bevidsthed.

For nu indtager vi møblerne, og gennem hovedtelefonerne hører vi Abramovic byde os velkommen til denne rejse ind i bøgernes indhold. En efter en introducerer hun hver eneste bog i udstillingen og forklarer, hvorfor hun har valgt netop den. Herefter følger oplæsningerne på dansk.

Vi får desværre kun 25 minutter, og jeg føler et vist pres for at spole frem i audioen, men beslutter så at lade den første tid køre uden ophold og i overensstemmelse med Abramovics anvisning, som favoriserer ideen om at overgive sig til det, som er nu og her.

Interessant og relevant lytning
Først lytter jeg til Letters to Esther Menon af Mahatma Gandhi (1917 – 20), så Systema Naturæ af Carl Von Linné fra 1735 og Vølvens Spådom (ca. år 1000). Herefter spoler jeg frem til Karen Blixens breve fra Afrika (1918 – 30), og til slut når jeg et stykke ind i beskrivelserne af spaniernes grusomme behandling af inkaerne i Inka Krøniken af Guaman Poma (1530 til 1604).

Man får lyst til at høre det hele
I alt 22 timers oplæsning er der på audioen, og jeg længes allerede efter at høre det hele, men vi bliver afbrudt og venligt gennet tilbage til foredragssalen, hvor Marina Abramovic venter på os. Hun stiller omgående selv spørgsmålet: Hvad synes I om det? Svarene er positive – vi vil gerne vide, hvordan man booker tid til et længere ophold og får at vide, at det lader sig gøre på bibliotekets hjemmeside.

Work in progress
Herefter beretter Abramovic om projektets mere langsigtede mål, som indeholder en række nyiscenesættelser med bl.a. kendte forfatteres ungdommelige skrifter, som hun mener har en helt særlig nerve. Projektet skal køre i tre år og udvikle sig undervejs i takt med den feedback, som publikum giver.

Seancen glider herefter over i en form for performativ vejledning, hvorunder Abramovic bl.a. viser os sit vanddrikningsritual og fortæller om sit arbejde med at udbrede sin metode for liv og erkendelse gennem The Abramovic Institute – den historie må vente til en anden gang.

Efter lidelsen kom glæden
Damen er 71 år og fuld af energi og latter. “Aldrig har jeg været så glad og lykkelig”, siger hun og tilføjer: ”Og så megen smerte og lidelse skulle jeg igennem for at nå hertil.”

Hun er fuldt ud i stand til at adskille sin egen personlige historie fra den almene, og derfor opfordrer hun ingen til at gøre hende smertekunsten efter – til gengæld missionerer hun gerne i forhold til at gøre os alle mere opmærksomme og bevidste om vores væren i verden, og det vil hun investere sin ikke ubetydelige energi i fremover.

Abramovic siger farvel og takker for opmærksomheden, inden hun iler videre til endnu en event. Senere på dagen indtager hun Diamantens store sal i forbindelse med den danske udgivelse af hendes memoirer At Gå Gennem Mure, og om få dage vandrer hun igennem Bhutans bjerge for at se nærmere på deres sagnomspundne lykkebegreb.

Min forventning om en overdreven selvfed og blasert diva er blevet gjort til skamme – heldigvis! Hun er forførende, javist – og hun har noget at have sin selvglæde i! Jeg vælger ikke at tilskrive hendes ”happiness” hendes bugnende bankkonto alene. Det er i mine øjne en for nedladende og jantelovsk forsimpling. Derimod fastholder jeg efter dette møde med damen min fascination af mennesket og kunstneren Marina Abramovic, om hvem vi sikkert vil komme til at høre meget mere.

Marina Abramovic (f. 1946 i Beograd, Serbien)
Uddannet fra kunstakademiet i Beograd og har siden 1970’erne arbejdet med performance som sin kunstneriske praksis.

Bemærk at udstillingen Abramovic Method for Treasures kun kan besøges af et lille antal gæster ad gangen, hvorfor der skal bookes tidsspecifik billet.

Abramovic er desuden aktuel med stor retrospektiv udstilling på Louisiana. Se mere her

Kommentarer

Del artiklen

'Marina Abramovic og skattene på Det Kongelige Bibliotek'

Facebook