Kunst hinsides porno

Kunst hinsides porno

Maja Malou Lyse: Sex is Not a Natural Act, 2019 og Pussy Got Talent, 2019. Installationsview Art & Porn, ARoS. Foto: Anders Sune Berg.

Billedserie

Udstillingen Art & Porn på Aros i anledning af 50 året for pornoens frigivelse har potentiale og ansatser til en åben og vigtig diskussion om repræsentation af sexualitet. Men generelt er der bare for mange upræcise valg, og en overlæsset og rodet udstilling taber ellers interessante tematikker.

Sex sælger, og med vanlig sans for det salgbare er Kunsthal Charlottenborg og ARoS gået sammen om at markere 50 året for pornoens frigivelse med en udstilling om kunstens forhold til pornografien. Men udover at være salgbar afstedkommer pornografien desuden mangesidige, mere generelle problemstillinger om seksuelle repræsentationer i en offentlig kontekst, og måske har netop kunsten og det ‘neutrale’ kunstudstillingsrum potentialet for en mere åben og kvalitativ diskussion. Stoffet er der til en vigtig udstilling.

Wilhelm Freddie: Sex-paralysappeal, (kopi 1961) ©Foto: Moderna Museet_Stockholm.

Sexualparalyse

Udstillingen vises aktuelt på ARoS (den kommer til Charlottenborg til efteråret), og den indledes selvfølgelig med Wilhelm Freddies Sex-paralysappeal i to versioner. Originalen fra 1936 blev (sammen med tre malerier) konfiskeret af politiet og tilbageholdt i 26 år. Freddie fik sågar en dom for pornografi, og kopien, som han lavede i 1961 (da det stadig ikke var muligt at få den første udgave frigivet), skabte også furore. Men tiden havde ændret sig, billedpornografien blev frigivet i 1969, og fortællingen om Freddie fremhæves igen og igen som en udløsende faktor og som et stjerneeksempel på kunstens våde drøm om at være på forkant og om at afstedkomme reelle forandringer i samfundet.

Siden er pornoen med internettet som kompagnon blevet en gigantisk kulturel skueplads, hvis virkemidler og æstetik næppe kan overdrives, når vi taler om kulturel og idententitetspolitisk indflydelse. Og hvordan forhandler kunsten så med den komplekse visuelle kultur, pornografien udgør. En kultur, som alle paradoksalt kender, men kun få vil kendes ved, og som er så meget andet end et udtryk for ‘frisind’?

Kunsten at tage porno alvorligt

Udstillingen giver forskellige bud på det i en kompakt præsentation med over 40 kunstnere og viser, at billedkunsten i høj grad udgør et kritisk beredskab i forhold til genrens kapitalisering af seksualiteten, dens stereotype fremstilling af sex, kroppe, køn og magt. Man kan sige, at kunsten fordrer at tage pornografien alvorligt som kultur.

Katja Bjørn: Gargoyle Room, 2016, Installationsview Art & Porn, ARoS. Foto: Anders Sune Berg.

Poetiske modbilleder til pornoknaldet finder man i Carolee Schneemanns nistrede videosamleje (Fuses, 1964-67) eller i Pippilotti Rist kulørte og sanselige billedorgie (Pickelporno, 1992), mens swingerorgiet i Katja Bjørns kornede sorthvide æstetik (Gargoyle Room, 2016) bliver et langsomt og ømt suk.

I disse værker handler det netop ikke ensidigt (og in-your-face) om penetration og sædafvikling minus forspil som en skabelonagtig maskulin disciplin, hvor det handler om at pløje marken. Det, man kalder for penetration, kunne lige så godt formuleres som en omsluttelse, foreslår værkerne.

Der er nyfeministiske værker af blandt andre Amalia Ulman og Maja Malou Lyse. Førstnævnte portrætterer sig selv som ‘star’, smilende og med sperm i ansigtet, mens sidstnævnte bogstaveligt lader kussen få taletid: ”Hvem har spurgt mig om, hvad jeg har lyst til”, spørger den blandt andet. Det drejer sig om at tage scenen og retten til at præsentere egen krop og sexualitet på egne præmisser.
Omvendt får patriarken et par gedigne los i skridtet i mere bombastiske og magtkritiske værker, som Monica Bonvicinis No more masturbastion (2016) og Sarah Lucas Eros (2013). Sidstnævnte værk er en kæmpe betonpik på en knust og sammenpresset bil. Tag den!

Sarah Lucas: Eros. Installationsview Art & Porn, ARoS. Foto: Anders Sune Berg.

Pornografien får ofte skudt i skoene, at den giver os et forskruet og ensidigt billede på sexualitet. Det er ikke en problemstilling, udstillingen forfølger i stor grad. Derfor er det velgørende, at Larry Clarks videoværk Impaled (2006) præsenteres i udstillingens biograf (sammen med andre ‘kunst/porno-film’ fra filmprogrammet Restricted fra Sundance filmfestivalen i 2006). Impaled er et særdeles eksplicit og akavet ‘antropologisk studie’ af unge mænd, der er vokset op med porno.
De fleste mennesker er klar over, at porno er ‘virkelighedsfjernt’ og en tom substitut for intimitet. Men Clarks film peger på, at pornografien får magt som dannelsesforum, fordi den et langt stykke hen af vejen får lov til at stå alene i en paradoksalt sexualforskrækket kultur.

En uklar forestilling

Selvom der således er gode kunstnere og særdeles relevante problemstillinger i spil, er udstillingen som helhed betragtet dog en uklar forestilling. Det gælder ikke kun flowet i udstillingen og orkestreringen af rummene, som bare ikke spiller. Kurateringen er også for uskarp.

Marina Abramovics ikoniske performancevideo, Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful (1975), er ikke spot on. Richard Princes affotografering af en pornofilm handler mere om appropriation end om porno, og Simon Fujiwaras totalinstallation af baren i sine forældres spanske hotel under Franco-tiden mere om et personligt opgør med faderen. Ursula Reuter Christiansen og Hans Henrik Lerfeldts malerier, Linders collager og Ryan Mcginleys fotografiske totalinstallation har ringe kunstnerisk kvalitet og tilfører intet, og hvorfor er Jesper Fabricius’ nørdede værksted genskabt i en stor glasmontre? Selvom det er der, han kreerer sine pornocollager, er værkstedssituationen i sig selv ikke ‘sexet’, men peger i stedet et helt andet sted hen.

Ryan McGinley, Yearbook, 2019. Installationsview Art & Porn, ARoS. Foto: Anders Sune Berg.

Generelt er der bare for mange upræcise valg. Art & Porn flagrer, fordi man ufokuseret vil have rigtig meget med, der lugter bare lidt af bar hud og køn. Der burde have været skåret ind til benet, hvor der virkelig er noget på spil.

Og det hjælper slet ikke, at udstillingen ubehjælpeligt forsøger at italesætte et postuleret historisk forløb fra 1970´ernes ‘frisind’ til nutidens ‘nypuritanisme’. Det er bare irriterende, som det altid er, når kunstudstillinger vil instruere læsningen gennem ensrettede manuskripter.

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen: Kneppemaskiner. Installationsview Art & Porn, ARoS. Foto: Anders Sune Berg.

En brøler

Og så er jeg nødt til at nævne en fatal brøler: I en videodokumentation fra en performance på Charlottenborg 1970 puler Bjørn Nørgaard løs på Lene Adler Petersen i parrets Kneppemaskiner (der også er udstillet i rummet). Men lydsiden er pillet af, så man ikke hører en voiceover tale om “den patriarkalske kapitalists store fabrik”, hvor “arbejdermasserne (…) hver dag og time (er) trælbundne af maskinerne, deres opsynsmænd og frem for alt af fabrikanten selv”. Publikum får altså ikke at høre, at dette var tænkt som et kapitalismekritisk værk. Unægtelig en udeladelse, som efterlader performancen i et kontekstløst tomrum. Er kunstnerne virkelig gået med til det?

Art & Porn kunne have været en vigtig udstilling. Sexualrepræsentationer bør tages alvorligt, og pornografien bør ikke stå alene og uimodsagt som et udskældt lummerkammer omgæret af skam. Kunsten er et godt sted at begynde. Ærgerligt at skarpheden mangler.

Billedserie

Del artiklen

'Kunst hinsides porno'

Facebook