Meget tyder på at begrebet 'samtid' er blevet et ideologisk nøgleord for eventkulturen. Det siger kunsthistoriker Ina Blom, som afrunder interviewserien om nordisk samtidskunst.
For et par år siden åbnede kunsthistorikeren Ina Blom en artikeli Artforum med ordene: “Matias Faldbakken is a master of the fine art ofsucking all the air out of the room”. Få kunstskribenter klarer på dennemåde at omsætte et komplekst tema – i dette tilfælde Matias Faldbakkens negationer– til klar og provokerende prosa. Denne kombination af kunstneriske nuancer,overraskende synsvinkler og faglig præcision præger hele hendes virke og hargivet hende en ledende position, særlig indenfor områderne avantgardehistorieog medieæstetik.
I dag er hun professor i kunsthistorie vedInstitut for filosofi, idé- og kunsthistorie og klassiske sprog vedUniversitetet i Oslo, hvor hun – i følge hendes studenter – skaber en unikforbindelse til den internationale scene for samtidskunst.
Den akademiskestilling har også gjort hende i stand til at videreføre sit virke som kritikerog hun publicerer jævnligt i Artforum, Texte zur Kunst, Parkett og en rækkeandre tidsskrifter.
Det nordiske forum
Du har væretdel af en stærk generation af nordiske kritikere og kuratorer, som har prægetkunstsamtalen før årtusindeskiftet, både som en af redaktørerne af det nordiskekunsttidsskriftet NU – The Nordic Art Review, som kurator for den nordiskebiennale Momentum i år 2000 og som jurymedlem i den nordiske maleripris TheCarnegie Art Award i mange år. Hvad er dit indtryk, er der fortsat liv i denregionale kunstsamtale eller udvikles de væsentlige idéer i dag i andre fora?
“Jeg ser den nordiske kunstsamtale som én samtale blandtflere. Personligt var jeg en del af denne kunstsamtale i 90-erne, men er detmåske ikke i så stor grad i dag. Fordi jeg for det meste publicerer og bidrageri akademiske sammenhænge udenfor Norden, forholder jeg mig vel ligeså meget tilandre netværker og andre kunstsamtaler. Der findes helt sikkert en rækkevigtige nordiske netværker i dag, som jeg knap ved noget om. Derfor er jegmåske heller ikke den rette til at svare indgående på spørgsmål om den nordiskekunstsamtale i dag.”
“Men hvis vi går tyve år tilbage i tiden, er der ingen tvivlom, at der opstod en ny regionalisme i kølvandet på murens fald, at der fandtesen interesse for Europas regioner og at disse regioner begyndte at udvikle endialog imellem sig, blandt andet af strategiske hensyn. Der fandtes en stærkidé om, at det vi gjorde her i Norden var vigtigt, men at vi måtte samarbejdefor at gøre os synlige. Den interne samtale i Norden blev også forstærket pågrund af opmærksomhed udefra. Man kan sikkert kalde det et feedbackloop, hvorstærke regionale interesser, nye samarbejdsformer og institutionel udviklinginternt i Norden ganske hurtigt mødte et modsvar udefra. I nogle år blomstrededen nordiske kunstscene på dette grundlag.”
En nordisk samtidskunst
Hvis vi sertilbage på den nordiske samtidskunst fra de sidste tyve år, så siges det atvideokunsten og den relationelle kunst har haft en særlig nordisk dimension.Der er vel heller ikke nogen tvivl om, at kunstnere som Bjarne Melgaard, OlafurEliasson og Elmgreen og Dragset har været meget synlige internationalt. Hvilketemaer synes du har været definerende for den nordiske kunstsamtale før ogefter årtusindskiftet?
“Der var vældig mange temaer. I Norden, som i verden forøvrigt, opstod der en fornyet interesse for den sociale, konceptuelle ogperformative kunst, altså 60-ernes kunststrategier. En række særtræk ved dennekunst – blandt andet den tilsyneladende mangel på sammenhængende ‘værker’ –blev iscenesat på nye måder. Det var blandt andet en ny gevinst forinstitutionskritisk kunst, der var nye tilnærmelser i mediekunst og lydkunst,som blev væsentlige for kunstfeltet som helhed, på mere markante måder end før.Der var også en tidsbegrænset vending, bort fra maleriet. Men intet af detteser jeg som specifikt nordisk. Der fandtes imidlertid en række meget tydeligeog gode nordiske aktører, hvilket medførte at disse internationale tendenserblev synlige i Norden.”
Et nyt materiale
Jeg stilleregentlig dette spørgsmål for at komme til et mere overordnet spørgsmål omhistoriseringen af 90-erne, som nu synes at være inde i en intens opstartsfase.Kunsthistorikeren Hal Foster skriver i tidsskriftet October, at bådepostmodernismens og avantgardens diskurser synes utilstrækkelige for at beskrivekunsten i dag. Hermed har han jo frataget os – om vi er historikere ellerkritikere – to af de vigtigste holdepunkter vi har haft de sidste ti år for atforstå dynamikken i kunstfeltet. Hvilke begreber og faglige rammer behøver vifor at kunne forstå 90-ernes kunst historisk?
“For det første: Der findes ikke entydige svar på, hvilkebegreber der kan bruges til at historisere 90-erne. Disse begreber ligger ikkeklar til brug i det historiske materiale selv, men fremtræder, som et resultataf de perspektiver, historikeren selv vælger at anvende. Når det gælder debegreber, som Foster diskuterer, så var det postmoderne som begreb problematiskallerede i 90-erne. Personligt brugte jeg det overhovedet ikke, på grund af denimplicitte historisering der lå i en vis brug af forestillingen om detpostmoderne, som både var knyttet til et problematisk stilbegreb, til det somkom efter det moderne og så videre. Jeg forholdt mig i stedet til et merepræcist eller teknisk begreb som poststrukturalisme.”
“Jeg vil derimod sige, aten stor del nyere medieteori kan være relevant for at forstå 90-ernes nyeværktyper og deres relation til avantgarden – ikke mindst i lyset af dendigitale revolution, der prægede 90-erne i særlig stor grad og ikke bareindenfor den rendyrkede ‘tekno’-kunst. Mens forestillingen om en heroiskavantgarde kun havde en smule at gøre med 90-ernes kunst, skete der samtidig enrevitalisering af avantgardehistorien, særlig knyttet til spørgsmål om de nyemediers materialitet og performativitet, medieteknologienes allestedsnærværendekarakter og de politiske og økonomiske aspekter ved det nyeinformationssamfund.”
Hvorfor eren sådan idé om “mediets materialitet” et produktivt udgangspunkt for at se påsamtidskunsten omkring årtusindskiftet? Du har blandt andet snakket om ‘mediet som ensocial maskine’.
“Medieteknologi er blandt andet en god optik til at se påkunstens æstetiske og sociale dimensioner. Al medieteknologi har at gøre meddet menneskelige sanseapparatet. Idet den mimer eller kobler sig direkte på denmenneskelige evne til at se, høre og føle, giver medieteknologien en ny tilgangtil at tænke det æstetiske ved et kunstværk. Tilsvarende er medier, i lighedmed alle teknologier, per definition sociale. Gennem medierne kan vi dermednærme os politiske og institutionelle spørgsmål, spørgsmål om hvordanmenneskekroppen bruges og kollektive forestillinger om kommunikation oginteraktion.”
“Det jeg oplevede i 90-erne var, at en række kunstnere nærmede sigdisse spørgsmål på en mere nuanceret måde. De tog ikke bare nye teknologier somvideo, film og digitale medier i brug, men bragte også disse teknologier ind istørre sociale konstellationer. Dette så vi for eksempel i de kunstværker, sommed en lidt uheldig term, blev kaldt ‘relationelle’.”
Det æstetiskes retur
Du siger atmedierne og medieteknologien er en anden indgangsvinkel til at kunne snakke omæstetik. Dette er et af de temaer, som går igen i dit arbejde fra de seneste år,forsøget på at revitalisere diskussionen om det æstetiske. Hvorfor var dettevigtigt?
“Der er sket utrolig meget siden den gang, hvor det var etradikalt og vigtig perspektiv at hævde, at avantgardens og neoavantgardenskunst var antiæstetisk. Dette synspunkt blev populariseret gennem bogen The Anti-Aesthetic, som Hal Fosterredigerede og udgav i 1983. Men opgøret med æstetikken hang jo sammen med, atæstetik på det tidspunktet fortsat var associeret med forestillingen om dettraditionelle, organiske kunstværk og desuden i særlig grad var koblet tilideen om det skønne. Lyotard nuancerede disse perspektiver, da han påpegede atdet moderne værk først og fremmest forholdt sig til det sublime – det andethovedbegreb i den klassiske æstetik. Senere er et andet spor i den æstetiskedebat, knyttet til det fysiologiske sanseapparat, kommet mere i centrum.”
“DaFriedrich Kittler hævder at æstetikkens tid er ovre, idet de nyemedieteknologier reducerer alt til information og derfor opererer ved siden afmenneskelig sansning, har Mark Hansen vist hvordan information nødvendigvisbehandles af vores sanseapparat, for at kunne give mening. I dag drejerdiskussionen om det æstetiske sig måske lige så meget om denne dimension, ogdet kritiske fokus handler i stor grad om, hvordan medieteknologierne både engagerer vores kroppe og operererudenfor deres umiddelbare referenceramme. Dette er en forståelse af æstetik, somer mere operativt i forhold til en lang række nyere kunstneriske udtryk.”
Den spektakulære samtid
Som en delaf denne historisering af de sidste tyve års kunst er begrebet samtidskunstkommet i spil. Mange har spurgt “hvad er samtidskunst?” Man spørger, omsamtidskunsten er noget mere eller noget andet, end den kunst som laves i dag,dvs. om samtidskunsten er i færd med at antage karakter af en historisk epoke? Synes du det er produktivt at diskutere dette begreb på denmåde?
“Ja, det er en vigtig diskussion, i den forstand at det eret begreb, som tager historiseringens dilemma op. Det handler jo om det evigeparadoks for samtidsmuseer; skal de være kunsthaller, en slagsaktualitetscentre, eller skal de være museer/arkiver, som vælger at forholdesig til et hierarkisk perspektiv på, hvad der er væsentligt og uvæsentligt iforhold til ideen om fremtidig betydning? Det er det som er dilemmaet her.Bidrager man til en eventkultur, med alt hvad det indebærer, positivt ognegativt, eller bidrager man til finkulturens opbygning af en tradition?Egentlig er det, filosofisk, teoretisk og praktisk en vældig interessant debat.Det er derimod alt for tidligt at sige, om samtidskunsten kan betegnes som enperiode eller epoke. Det vil andre end os skulle forholde sig til. Antageligtvil de se helt andre mønstre i det vi prøver at artikulere.”
“Det vi vel prøverat sige noget om i dag, er de forskellige dilemmaer som knytter sig til enspektakulær kultur, hvor en kontinuerlig produktion af nye kunstnere, nyeinstitutioner, nye projekter og et enormt ekspanderende biennalesystem, knyttettil ideer om stedsudvikling, der igen handler om at tiltrække sig kapital. Vikan ikke se vores felt isoleret fra disse mekanismer, og meget tyder på atbegrebet ‘samtid’, er det ideologiske nøgleord for denne form for produktion.”
Der er velegentlig to mulige positioner her: En paradoksal og en radikal. Den paradoksaleer knyttet til at prøve at leve i og med denne ambivalens og denne kontemporærekompleksitet, mens den radikale finder en sikker grund i kapitalismekritikken,som udpeger motoren i spektakulær-kulturen.
“Tidligere kunne man nok diskutere, om man stod påydersiden eller indersiden af systemet. Den typiske indsigt i dag er velnærmere, at hvis man arbejder politisk, så gør man det definitivt fraindersiden af systemet. Der findes ikke nogen ideel yderside. For at kunneforholde sig kritisk til event-kulturen, nytter det ikke at tro at man slet ogret kan stille sig på ydersiden af den. Event-kulturens mekanismer er alt forfinindstillede, går alt for tæt ind på vores følelsesliv og vores kognitiveevner, til at det er muligt.”
En nordisk kunstsamtale?
Du er blevet citeret for at sige at norsk samtidskunst skabes et stedmellem Google og Berlin, hvilket jeg tolker som en klar afvisning af at norsksamtidskunst, skulle have nogen som helst regional komponent. Men på detseneste virker det som om den regionale kunstsamtale har fået en lille renæssance.Politisk har det været knyttet til en geopolitisk opfattelse af, at sted trodsalt er vigtig, også i en globaliseret, elektronisk tidsalder. Kan dettespores i Norden også?
“Man kan sige meget om den nordiske kunstsamtale, men denstørste fordel ved at bo i Norden er, at man nok aldrig kan komme til atforetage den fejlslutning, at man befinder sig i centrum. Sådan set er man heletiden kritisk opmærksom på det sted, hvor man befinder sig. Derfor bliver ogsåproblemstillinger knyttet til nye former for regionalitet væsentlige.”
“Det varfor øvrigt en af mine store sorger at NU– The Nordic Art Review, blev indstillet på et tidspunkt, hvor det endeligvar lykkes at konsolidere midler og personresurser fra flere kilder på enfornuftig måde, ligesom vi faktisk opnåede et vist niveau af professionalitetbåde i forhold til indhold og distribution. Det var et vældig godt, pragmatiskudgangspunkt for at gøre noget som havde vidtrækkende virkning langt udenforregionen – ikke mindst fordi vi også havde et internationalt netværk afskribenter. At dette blev indstillet på grund af smålig finsk-svensk magtkamp –totalt irrelevant for de andre skandinaviske partnerne i projektet – er nogetaf det mest idiotiske jeg har oplevet. Det må du gerne citere mig for.”
“Dettager mange år at opbygge den type institution, men det går ganske hurtigt atrive dem ned. For der er ingen tvivl om, at man behøver velfungerendeinstitutioner. Hvis det er lettere at gøre noget sammen i Norden, hvor man hartilsvarende politiske systemer og lignende finansieringsordninger for kunst,samt relativt let kommunikation både geografisk og sprogligt, så er det klartat det har stor værdi. På det niveau tror jeg på den nordiske kunstsamtale.”
Dette er en beskåret version af interviewet. Interviewet kan læses i sin fulde længde på KUNSTKRITIKK.NO
Ina Blom har særlig forsket i avantgarden og neoavantgardens historie og har skrevet monografier og essays om blandt andre Raoul Hausmann, Joseph Beuys, Ray Johnson, Antoni Muntadas, Rachel Harrison, Lynda Benglis, Olafur Eliasson, Tobias Rehberger og Liam Gillick. Hun har bidraget til at revitalisere begreber som æstetik og stil og har særlig været optaget af problemer i grænsefladen mellem kunst, teknologi, medie og politik. Hendes bog On the Style Site – Art Sociality and Media Culture (Berlin: Sternberg Press) kom i 2007 og til efteråret bidrager hun med kapitlet "Inhabiting the Technosphere. Art and Technology beyond Technical Invention" i undervisningsbogen Contemporary Art. Themes and Histories, 1989 to the Present (New York: Wiley-Blackwell).
