Samfundsrefleksioner i ler

Idet jeg træder ind ad døren til Kunstakademiets keramikværksted onsdag morgen, er en lillebitte og storsmilende sorthåret kvinde iført store brandsikre handsker netop i færd med at løfte en ildrød- og perlemorsglaseret lerskulptur ud af ovnen. Den ligner en abstrakt og forvitret bygningskonstruktion i miniformat.

”Useriøst” abstrakte skulpturer
Mens jeg får lov at bære kanden med urtete, tager Sormin fat om den nyfærdige skulptur og viser mig ovenpå til lokalet, hvor hun er i færd med at konstruerede plateauer og gangsystemer, som publikum skal bevæge sig rundt på i totalinstallationen Howling Room på Gl. Holtegaard. Sormin guider mig rundt, alt imens hun forklarer, hvordan hun skaber sine keramiske skulpturer.

”Jeg bygger mine skulpturer op til et punkt, hvor de ikke kan klare mere vægt. Så glaseres og brændes de, og derefter bygger jeg endnu mere ovenpå. Og enten holder de, eller også gør de ikke – usikkerheden og skrøbeligheden er en del af skulpturernes liv.”

Rundt omkring står borde med farverige lerkonstruktioner, nogle kaotiske som indviklede arkitektoniske bygningskomplekser, andre mere organiske med svungne buer. Og hist og her titter Royal Copenhagen-platter, kitschede porcelænskranier og kinesiske porcelænsskeer frem fra skulpturerne.

Sormin griner og forklarer de keramiske kitschobjekter:

”Abstrakte skulpturer bliver for mig ofte meget ’vigtige’,så jeg kan godt lide at fjerne seriøsiteten fra dem med genkendelige ting. Lidt ligesom keramiske affaldsprodukter, der er blevet absorberet af skulpturen.”

Sociale og kulturelle strukturer
At Sormins skulpturer minder om abstrakte arkitektoniske modeller, er ikke en tilfældighed. For hende er skulpturerne refleksioner over, hvordan vi i både fysisk og mentalt forstand opbygger vores samfund.

“Jeg er meget interesseret i, hvordan vi bygger strukturer i samfundet, som enten støtter sig selv eller som ender med at kollapse. Vi bruger meget tid på at skabe og opbygge ting i vores kultur, men vi har ikke altid fremsynethed og visdom til at forudse, hvornår det ikke holder længere. I stedet bliver vi ved med at skubbe på og udvide. De processer fascinerer mig.”

Dårligt håndværk
Selve arbejdsprocessen er derfor også et konstant eksperiment med, hvor langt Sormin kan skubbe leret som materiale – hvor store skulpturerne kan blive, hvor mange brændinger de kan udholde og hvor mange forskellige typer ler, glasurer og keramiske materialer, hun kan mikse med hinanden.

”Jeg tror mange håndværkere ville sige, at mit arbejde er dårligt håndværk. Reglen for keramikarbejde er, at du ikke sætter forskellige typer af ler sammen,”hun peger på den nylavede skulptur, der nu står på bordet og siger underlige ‘ping’-lyde, “lige nu kæmper de to lermaterialer med at holde sig sammen eller simpelthen falde fra hinanden – det er derfor skulpturen siger lyde.”

Metaforer i ler
Dårligt håndværk eller ej, fremstår Sormins skulpturer på én gang kaotiske, skrøbelige, forvitrede og farverige. Og imens de udfordrer normerne for den keramiske håndværkspraksis, bliver de også metaforiske kommentarer til samfundsmæssige tilstande og vilkår.

”Konceptuelt er jeg interesseret i at mikse forskellige oprindelser af ler –jeg ser det som en metafor for mange forhold i samfundet. Det handler for mig om at mikse de forskellige materialers sprog og at blande fremmede ting ind, som ikke altid er anerkendt af folk.”

Og går skulpturerne i stykker eller brækker dele af, er det blot en konsekvens af det konstante eksperiment og netop en understregning af konstruktioners skrøbelige karakter.

Værdsættelse af objekter
Mens vi kanter os rundt om de endnu ufærdige gangstier af genbrugsmaterialer, fortæller Sormin om Howling Room. Inspirationen til værket har været ’tro og tvivl’.

“I dag er vi meget mere komfortable med tvivl og skepticisme end med tro og håb – objekter, som er midlertidige og bare kan smides væk og nedbrydes gør os mere trygge end objekter, som rent faktisk betyder noget for os. Det er det dilemma, jeg har arbejdet med.”

Temaet har også medført, at skulpturerne til denne udstilling er endt med at få en anden, mere dyrebar betydning for kunstneren end hendes tidligere værker, som hun ellers plejer at slå i stykker og genbruge i nye installationer.

Ler som konceptuelt medie
Normalt er ler måske ikke det første materiale tanken falder på, når man søger at udtrykke sig om dikotomien ’tro og tvivl’ eller om tilstande i samfundet. Snarere er det et materiale, som af de fleste bliver forbundet med selvgjorte askebægre fra formning i folkeskolen.

Men netop dét, at ler ikke umiddelbart forbindes med samtidskunst, er kernen i Sormins kunstpraksis:

“Leret er et specielt materiale. For nogle mennesker vækker det genkendelse, for andre avler det foragt og holdningen ’Det er ikke et konceptuelt materiale’. Men alle de køns-, nationalitets- og klassemæssige associationer man forbinder med leret, synes jeg gør det til et interessant medie at udpege en kritik af samfundsmæssige forhold igennem.”