Johannes Sivertsen er en hvid vestlig mandlig maler, der undersøger hvide vestlige mandlige maleres blik på verden.
Det er måske ikke så smart at introducere Sivertsens kunstnerskab på denne måde, for i dagens kulturpolitiske landskab er der få ting, som virker mere reducerende og polariserende end spørgsmål om identitet, køn eller racialisering.

En mere spiselig start kunne naturligvis være at præsentere Sivertsen som “en moderne Hammershøi”, som han nylig blev kaldt i Informations anmeldelse af hans udstilling De unavngivne (2020) på Overgaden i København. Men Sivertsen er ikke en kunstner, der vælger nemme løsninger, hverken hvad angår hans tilgang til maleriet som medium eller til de komplicerede og tidvis ubehagelige politiske tematikker, han beskæftiger sig med.

Et af de gennemgående spørgsmål i hans praksis kredser desuden netop om, hvad det indebærer at træde ind i en rolle som kunstmaler, når man som Sivertsen (i lighed med undertegnede) er socialiseret ind i en hvid, vestlig, patriarkalsk kultur. Hvordan skal man forholde sig til de historier, betydninger og forventninger, der klistrer sig til maleriet som medium, såvel som til de traditioner, som har formet den måde, vi ser billeder på? Traditioner, der for eksempel gør, at Sivertsen så nemt kan rammesættes som arvtager efter “Store Mandlige Mestre”, som Hammershøi?

Problematisering af maleriets historiske autoritet

Sivertsens malerier udforsker og udfordrer kunsthistorien og vores forskellige blik på denne. Hans malerier undersøger betingelserne for synlighed – hvad og hvem som kommer til syne både i maleriets historie og i historiemaleriet, samt hvad og hvem som forbliver overset, forbigået, ignoreret. Denne konceptuelle og socialt engagerede tilgang til maleriet er dog ikke nødvendigvis åbenlys ved første blik.

Det er derfor ikke overraskende, at hans arbejde har blevet taget til indtægt for “det realistiske, klassiske maleris stadige betydning”, som Information formulerer det. Sivertsen har trods alt arbejdet i over et tiår med figurative malerier i et naturalistisk formsprog i billedserier, der genbesøger klassiske genre- og motivkredse, fra stilleben, landskabsmaleri, historiemaleri, såvel som i illusionistiske trompe-l’œil-billeder.

Men til trods for Sivertsens forfinede malerstil, er der kun lidt realisme at spore i hans værker. I hvert fald hvis vi med realisme forstår et ønske om at indfange og afbilde en objektiv virkelighed. Lige siden sin tid på Det Fynske Kunstakademi har Sivertsen snarere forsøgt at problematisere maleriets historiske autoritet og autenticitet, altså dets virkelighedseffekt.

Undersøgelse af historiemaleriet

Tag for eksempel Sivertsens tidlige historiemalerier med titlen Re-Illustrating History (2010-12). I disse relativt små lærreder – han arbejder gennemgående med beskedne formater – har Sivertsen approprieret det romantiserende og heroiske formsprog i traditionsrige historiemalerier om Frankriges kolonisering af Algeriet i 1800-tallet. Men i modsætning til billederne, der har fået indpas i den kunsthistoriske kanon, har Sivertsen malet kolonimagtens fortrængte massakrer og overgreb.

I lighed med hans nye malerier af algeriske modstandskvinder i udstillingen De unavngivne, er det derfor fristende at læse disse værker som en form for historisk korrektion af den koloniale synlighedsøkonomi, der har prioriteret og privilegeret det hvide, vestlige perspektiv. Men ved nærmere eftersyn bliver det klarere at Sivertsens “mod-billeder” ikke inviterer til at blive læst som et mere sandfærdigt vindue til fortiden end de velkendte malerier, der indgik i den franske propagandamaskine. Sivertsens malerier synes snarere at gøre os opmærksom på, at også hans alternative billeder bogstavligt talt er konstruktioner – nøje iscenesatte maleriske rum, bygget op af tusindvis af små, synlige penselstrøg.

Både malerierne i serien Re-illustrating History såvel som billederne i udstillingen De unavngivne synliggør således, at maleriet har været og forbliver en historiepolitisk kampplads. Hans malerier minder os om betydningen af den feministiske kunsthistoriker Linda Nochlins spørgsmål i mødet med såkaldt realistiske eller virkelighedsnære billeder: Hvis virkelighed er det, som afbilledes?

Andre maleriske virkeligheder

Sivertsen har i flere år afprøvet forskellige strategier for at give plads til andre maleriske virkeligheder end den, som associeres med den hvide, vestlige mand. I udstillingen De unavngivne har Sivertsen inviteret den algeriske forfatter, advokat og feminist Wassyla Tamzali til at kuratere en ‘udstilling i udstillingen’ med værker af de to algeriske samtidskunstnere Nawel Louerrad og Fella Tamzali Tahari, der både i form, indhold og udtryk bevæger sig i andre retninger end Sivertsens egne arbejder.

Interessen for dialog, friktion og udveksling stod også centralt i projektet Ici comme ailleurs [Her som andre steder] fra 2015. I en periode på tre måneder bosatte Sivertsen sig i den parisiske forstad Clichy-sous-Bois, der nok er mest kendt herhjemme som arnestedet for de sociale oprør der udspillet sig i Frankrig i 2005. Sivertsen installerede sig med et åbent atelier i dette såkaldt belastede boligkvarter, og sammen med foreningen ACLEFEU og kvarterets lokale socialcenter arrangerede han workshops med beboerne, der undersøgte betydningen af at kunne identificere sig i de billeder der omgiver en. I projektet lod Sivertsen sine nye naboer bestemme motiver såvel som farver og teknik i billederne, han arbejdet med, og resultatet blev udstillet forskellige steder i Clichy-sous-Bois og formidlet i et essay i Information.

I Sivertsens maleri kan positionen som hvid mandlig maler måske ses som et startpunkt men aldrig et slutpunkt. Malerierne rækker altid ud mod andre positioner, historier og virkeligheder.

Se portfolio nedenfor: