Rúrí og verdens sårbare systemer

Rúrí og verdens sårbare systemer

Rúrí: Balance XXI. Foto: Pétur Thomsen

Jeg havde glædet mig til at opleve en lidt større præsentation af den islandske kunstner Rúrí. Men udstillingen på Nordatlantens Brygge er desværre en lidt tam og illustrativ oplevelse.

Det er utroligt, så meget en bro kan forandre en by. Pludselig er Nordatlantens Brygge ikke et fjerntliggende sted, man alt for sjældent får lagt vejen forbi. Med den nye cykel- og gangbro fra Nyhavn er det fine gamle pakhus fra 1766 på Den Grønlandske Handels Plads rykket lige midt ind i byen. Nordatlantens Brygge er et nordisk kultur- og konferencecenter, der bl.a. huser Færøerne, Grønland og Islands officielle repræsentationer samt andre organisationer med relationer til Nordatlanten.

Det er også her Noma ligger, og da jeg besøger huset en tilfældig hverdag, er der allerede pænt fuldt, kan man se, og frokosttaxierne holder ude foran. Men indenfor i udstillingsrummene er der derimod ganske tomt.

Rúrí: Fragile Systems. Detalje. Foto: Pétur Thomsen
Rúrí: Fragile Systems. Detalje. Foto: Pétur Thomsen

Fragile Systems
Udstillingen, der netop er åbnet, hedder Fragile Systems og er skabt af den islandske kunstner, der blot kalder sig Rúrí. Udstillingen har været på tapetet længe, men man har netop ventet med den, til broen blev åbnet, så der kunne komme flere besøgende.

Pakhusets rum er i sagens natur meget smukke, men det er, stik imod hvad man måske skulle tro, også svære rum at udstille i. Jeg har set flere udstillinger på stedet og oplever en tendens til, at værkerne simpelthen forsvinder i dem, bliver små og lidt dekorative. Der skal stærke udtryk til for at aktivere de tykke hvide vægge hvis historie, man godt gad høre. Jeg tænker på, om Rúrís udstilling ville have taget sig stærkere ud i mindre dominerende lokaler – måske er det faktisk sådan.

Rúrí
Rúrí er en islandsk kunstner, født 1951, med rødder i Fluxus-kunst, konceptkunst og den performative kunst. Det gav genlyd i Island, da hun i 1974 – en tid, hvor fokus var på den abstrakte ekspressionisme – udstillede en guldbeklædt Mercedes, som hun efterfølgende smadrede med en forhammer. Men Golden Car er lang tid siden; i de seneste mange år har Rúrí været optaget af miljøet – ikke mindst har hun kæmpet for de islandske vandfald, hvoraf flere allerede er forsvundet i og med, at de bliver omlagt til vandkraftsenergicentre.

I 2003 viste hun Archive – Endangered Waters på Venedig Biennalen. Et stort arkivskab, hvor man kunne trække intet mindre end 52 forskellige transparente fotografier af islandske vandfald ud – hver gang et vandfald blev trukket ud, hørte man dets helt specifikke lyd. I 2009 viste hun værket Glassrain (1984) på den del af klimakunstudstillingen Rethink, der blev afholdt i Nikolaj Kunsthal – 500 syleskarpe glasstykker hængt fra loftet, som man kunne passere igennem, hvis man havde nerverne til det.

Future Cartography
På Nordatlanten er det mere afdæmpet. I det første rum hænger en række store landkort, der viser kyststrækninger i Danmark, Island, Egypten og Bangladesh. Future Cartography VII viser landene, der ligger som hvide områder med højdekurver tegnet med en umbrafarve på en smuk lyseblå baggrund af hav.

Imidlertid er de fleste af landene krympet betydeligt, f.eks. fremstår Danmark nærmest som et blåt havland med kun få hvide friområder. Kortene er baseret på oplysninger om, hvor meget land der vil være tilbage de pågældende steder, når Arktis smelter og havene stiger. Kortene er sarte, grænsende til det ferske og designede – om Rúrí selv har tegnet dem, eller om de er skabt på computer, fremgår ikke. Som beskuer må man anstrenge sig, fordi der f.eks. ingen bynavne er på, men ja, i fremtidens scenarie vil det også være lige meget.

Rúrí: Future Cartography VII. Foto: Pétur Thomsen
Rúrí: Future Cartography VII. Foto: Pétur Thomsen

Kortene kan ikke andet end at vække til eftertanke, og så peger de i sig selv, i deres skrøbelighed, på den jord, som på sin vis er stabil, men som over for vandets realitet er helt utrolig skrøbelig. Lidt skrøbelige og usikre bliver ens tanker også, når fremtiden pludselig manifesterer sig i indre glimt som en kamp for overhovedet at få hovedet oven vande. Hvor skal vi sejle hen, når vandet stiger – er det nu, man skal investere i en båd? Man ser det for sig, hvordan vi er på vej til Mols Bjerge for at finde et lille stykke tørt land – måske skal vi leve af sæler.

Ud over kortene hænger der flere serier af små ikke-spektakulære fotos af bølger og hav, men hvad de egentlig skal, udover at understrege, at det er vand, det handler om, fremgår ikke.

Design eller kunst?
Min overvejelse er: Er det et kunstværk, jeg ser på, eller et stykke infografik, der så alligevel mangler de afgørende fakta for rigtigt at holde mig fast; oplysninger om, hvor højt vandet står i de enkelte afbildninger, og hvornår det ifølge hvilke statistikker vil stå så højt?

Jeg oplever, at de placerer sig midt i mellem kunstværket og oplysningsplanchen og ikke rigtigt rammer nogen af delene rent. Det er på én gang et autoritativt udsagn med disse kort, og samtidig ved man ikke klart, hvilke autoriteter de er bygget på. Man skal helt ind i kataloget for at læse, at forudsigelserne er baseret på forskningsresultater fra 2010-22 og skabt på grundlag af videnskabelige data leveret af Rúrís samarbejdspartner, geologen Gunnlaugur M. Einarsson.

Balance – Unbalanced
Det andet større værk befinder sig ovenpå i form af installationen Balance – Unbalanced. I presseteksten får vi at vide, at værket har været “intet mindre end ti år undervejs”, og at Rúrí her sætter “fokus på balance som et gennemgribende aspekt i livet og verden; det være sig personligt, politisk, økonomisk, miljømæssigt eller kosmisk.”

Rúrí: Balance VIII. Foto: Pétur Thomsen
Rúrí: Balance VIII. Foto: Pétur Thomsen

Men at noget har været 10 år undervejs er jo ikke en garant for, at det er et interessant værk. Rúrí har været 10 år om at indsamle et arsenal af forskellige vægte. Balancevægten er et smukt objekt i sig selv, der ligesom de andre analoge vægte nærmest er fortrængt af digitalvægten. Disse forskellige vægte har hun kombineret i en installation udgjort af forskellige små opstillinger af vægte sammen med et udvalg af ure; stueure, æggeure, vækkeure, timeglas, globusser og forskellige bøger om verdens beskaffenhed.

Rúrí: Balance X. Foto: Pétur Thomsen
Rúrí: Balance X. Foto: Pétur Thomsen

Det er klart, at det i sig selv er sigende, når vægten vejer tiden – ikke mindst, når æggeuret har form af en håndgranat. En balancevægt vejer timeglasset mod globussen, en køkkenvægt vejer en flaske med penge mod en flaske med vand.

Det handler ubetvivleligt om balance i mange sammenhænge. Der er noget poetisk over disse opstillinger, men de er også virkelig hurtigt aflæst, for illustrative, synes jeg. Måske handler det om, at designverdenen for længst har givet os de her billeder – jeg ved det ikke. Udstillingskataloget har også svært ved rigtigt at få det til at svinge og henviser til Rúrís udtalelser som var det orakelsvar:

“For mig symboliserer måleinstrumenter, linealer, vægte, tidsmålere, undersøgelsesapparater, og landmålingsudstyr alle sammen menneskets søgen efter en forståelse af sin eksistens. Denne søgen efter en forståelse af kilden til menneskelighed og civilisation, Jorden og Kosmos har altid fascineret mig.”

Det hele er meget sympatisk. Men en stor kunstnerisk oplevelse er det desværre ikke.

Gem

Kommentarer

  • Tine Blicher-Moritz

    Hermed en kommentar til Mai Misfeldts anmeldelse af
    udstillingen Fragile Systems af Rúrí (IS) på Nordatlantens Brygge 29.
    okt. ’16 – 5. febr. ’17, da jeg efter endt læsning af anmeldelsen desværre
    sidder tilbage med fornemmelsen af en lidt (for) hurtig gennemgang af
    udstillingen:

    Kunstnerisk smag er forskellig, og ja, Nordatlantens Brygges udstillingslokaler
    er udfordrende. På det punkt kan vi ikke ændre så meget på anmelderens
    præferencer, og det er muligt, at det har irriteret anmelderen så meget, at koncentrationen
    er dalet. For jeg synes, at man skylder den eller de anmeldte at tage sig tid
    til at læse introtekst og værkgruppetekster, der er tydelige og tilgængelige i
    udstillingen. Særligt, hvis man fremhæver formidlingen som mangelfuld.

    Mai Misfeldt læser landkortene som infoplancher – det er de ikke. Det er
    billedet på et skrækscenarie, som det vil tage sig ud ikke blot i de fem
    kortudsnit, der er udvalgt fra alle dele af verden – men over hele verden. De
    fem kort er således en anden måde at vise en – tilnærmelsesvis – druknet globus
    på. Det fremgår tydeligt, at store områder af landjorden er forsvundet under
    vand og kun toppe står tilbage over havoverfladen. I værkgruppeteksten kan man
    læse, at det er resultatet af en totalnedsmeltning af det østlige
    Antarktis – i fremtiden. Hvornår den er fuldbragt fremgår ikke, det gør mængden
    af vand til gengæld. Der er altså tale om en videnskabelig beregning (i øvrigt
    en oplysning, der også er tilgængelig på udstillingens introduktionsplanche, og
    ikke kun “helt inde i katalogen”), der viser, hvor vi vil ende, hvis
    ikke vi tager hånd om klimaforandringerne. Anmelderen efterlyser derudover også
    forklaringer på en række mindre billeder af bølger og havvand, der tilhører
    samme værkgruppe – de er omtalt i værkgruppeteksten og skal læses som
    portrætter af det havvand, som vil oversvømme os med samme afsmeltning.

    En række af de oplysninger anmelderen savner, kunne hun
    således have læst i de opsatte tekster. Det virker som om irritationen over den information,
    som Mai Misfeldt savner i selve værkerne (bynavne) læst som infoplancher,
    skygger for den værkformidling, der findes i teksterne.

    • Kære Tine Blicher-Moritz

      Først og fremmest synes jeg, det er ganske klart, at kritikken ikke er særligt rettet mod formidlingen men snarere udstillingens budskab, der i Mai Misfeldts øjne er mere illustrativt end interessant.
      Dernæst, er det en fejllæsning at hun anser værkerne som infoplancher. Hun DISKUTERER, hvorvidt værkerne er infoplancher, design eller kunstværker, netop som en del af en mere principiel diskussion, om hvorvidt materialet og udstillingens baggrundsdata fremstår for uklart:

      “Jeg oplever, at de placerer sig midt i mellem kunstværket og oplysningsplanchen og ikke rigtigt rammer nogen af delene rent. Det er på én gang et autoritativt udsagn med disse kort, og samtidig ved man ikke klart, hvilke autoriteter de er bygget på. Man skal helt ind i kataloget for at læse, at forudsigelserne er baseret på forskningsresultater fra 2010-22 og skabt på grundlag af videnskabelige data leveret af Rúrís samarbejdspartner, geologen Gunnlaugur M. Einarsson.”

      Jeg tror nu hverken Mai Misfeldt eller læserne ikke er klar over at det er globale og alvorlige observationer og udsagn, der er på færde i Rúris værker, men det sætter måske også særlige krav til håndteringen af disse. Og jeg beklager, hvis I føler jer urimeligt behandlet. I bør nu se det som et forsøg på at tage udstillingen ganske alvorligt.

      Mvh. Matthias, redaktør.

    • Mai Misfeldt

      Kære Tine Blicher-Moritz
      Tak for din reaktion. Vi bliver nok ikke enige, og det er helt i orden. Jeg håber da virkelig, at andre kan få en stor oplevelse af mødet med Rúrí.
      Men jeg vil nu alligevel påpege de steder, hvor jeg oplever, at du fejllæser mig.

      Det er ganske rigtigt, at jeg gør opmærksom på, at stedet i sig selv har sine udfordringer. Det synes jeg, er fair at skrive. Jeg lægger det jo netop frem som en overvejelse, jeg heller ikke selv har svaret på, men som jeg gerne vil dele med læseren: Hvad betyder stedet for de værker, der vises?

      Du skriver endvidere: ”hun anser værkerne som infoplancher”. Det gør jeg altså ikke, men jeg påpeger, at de for mig placerer sig i et uafgørligt og problematisk felt mellem en infoplanche og et kunstværk.

      Jeg har læst værkgruppeteksten, hvor der står: ”Future Cartography VII er et studie af udvalgte landes fremtidige kyststrækninger. Rúrí har udvalgt fem regioner, der skal tjene som eksempel på et muligt fremtidigt verdensbillede.
      De forandringer, som kyststrækningerne har undergået på kortene, er baseret på beregninger af den vandmængde, som vil blive frigjort i takt med afsmeltningen af isen i det østlige Antarktis.”
      “I takt med” betyder noget der sker over tid, ikke, som du antyder i din kommentar, et færdigt resultat jf. ”resultatet af en totalnedsmeltning af det østlige Antarktis – i fremtiden”.
      Man forventer med andre ord at få en indikation af, enten hvornår de givne kort tænkes at kunne se sådan ud, eller hvor stor en procentdel af isen, der vil være afsmeltet for at kortene ser ud, som de gør. Og det er bl.a. det, jeg spørger til.

      For mig kunne kortene i princippet også gerne have været helt fiktive, blot bygget på forestillinger om fremtiden. Det havde også været et legalt valg.
      Jeg synes ikke, at jeg i min tekst affejer hende, som din kommentar giver udtryk for, men derimod at kortene faktisk vækker alvorlig eftertanke.
      Jeg oplever imidlertid, at de placerer sig midt i mellem at ville være videnskabelige og dokumenterede og så dybest set en mere fri kunstnerisk vision. Hvor det så kunne være interessant at vide, om kortene er håndtegnede af kunstneren selv.

      Mht. til mange mindre fotografier af vand, så fortæller vægteksten mig, at: ”Landkortene er sat op mod en serie fotografier, der portrætterer vands mangeartede udtryk.”
      Det kan jeg godt se. Men jeg synes ikke, de kunstnerisk set tilfører kortene en ekstra dimension, derimod forbliver de blot illustrative. Vand med vand på.
      Tag ikke fejl. Jeg synes, at klimaforandringerne er noget af det allermest væsentlige kunsten kan beskæftige sig med. Og alene for at gøre det, nærer jeg beundring for Rúrí. Men, og det er det, jeg prøver at skrive i min tekst, når den slags skal behandles i kunstens rum, så skal den kunstneriske bearbejdning tilføre en ekstra dimension, eller twiste det på en måde, der rækker ud over det, jeg kunne opleve, hvis jeg fik den fyldestgørende infoplanche stukket ud. Og her blev denne gæst altså lidt skuffet.

      Mange hilsner
      Mai