Når mange mennesker er fremmedgjorte over for samtidskunsten, er det på sin plads at forklare dem, hvad det hele går ud på. Men skulle vi ikke også lige prøve en gang at kigge den anden vej og forstå, hvilke forventninger til kunsten publikum kommer med?
Mange samtidskunstnere forbløffes, når de møder det almindelige publikums ideer om kunst. Folk, som ikke ved meget om kunst, står ofte fremmedgjorte over for de mere akademiske dele af samtidskunsten og føler sig enten dumme eller holdt for nar. De folk, som mange af kunstnerne gerne vil nå, har helt andre ideer om, hvad kunst er – ideer som meget af samtidskunsten ikke lever op til. Så affærdiges kunsten med bemærkninger som ”er det virkelig kunst?” eller ”det kunne jeg da også lave”.
Reaktionen fra kunstnerne og kunstverdenen er som regel at slå en bedrevidende latter op og kimse ad den pøbel, der ikke har forstået vigtigheden af konceptkunstens refleksioner over de heteronormative strukturer i en postkolonial senkapitalisme. Eller som har svært ved at forstå, at en mængde lysstofrør henslængt i et hjørne er en subtil dekonstruktion af Dan Flavins minimalisme. Men kan man egentlig bebrejde dem, at de ikke er helt med på den dagsorden?
Kløften
Jeg hører selv til dem, der forsvarer den mærkelige kunst over for almindelige småborgerlige indvendinger, omend jeg prøver at finde noget i det konkrete værk, jeg kan pege på, som måske kan appellere til de uindviede, frem for at kravle hovedrystende tilbage op i mit elfenbenstårn. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.
Sagen er jo, at der er en kløft mellem det brede publikums forventninger til kunsten og den akademiske samtidskunsts selvforståelse. Det må der også gerne være, det kan næppe undgås, men den kan også blive for stor, og derfor er det vigtigt at bygge bro. Det er så det, vi gør her på kunsten.nu, på museerne og i kunstformidlingen som sådan. Men det går altid denne ene vej. Vi, som mener at forstå den dybere mening, forklarer folk, hvad det vigtige ved samtidskunsten er.
I dag vil jeg prøve at vende problemstillingen og spørge, om ikke også kunstverdenen skal forstå, hvilke forventninger folk som regel har til kunsten? Også selv om de kan virke forældede. Ikke for at lefle for dem, men for at dialogen kan blive bedre. Her er i hvert fald mit bud på, hvad mange folk forventer, bygget på den respons jeg får, når jeg præsenterer samtidskunst for ikke-kunstkendere.
- 1: Kunsten skal være sanselig
Folk forventer, at kunsten skal appellere sanseligt, at der skal være en sanselig nydelse forbundet med oplevelsen, og den skal helst være umiddelbar. Kunsten skal være skøn eller sublim, den skal være stimulerende eller gribende, den må meget gerne give en gåsehudsoplevelse, uden at der skal sættes ord på den først. Og – hånden på hjertet – er det ikke faktisk noget, vi alle længes efter? Og som vi værdsætter, som var det en kærlighedsakt, når det sker?
Selv den mest forbenede konceptualist må bøje sig for en overraskende, ekstatisk skønhedsoplevelse, hvad enten hun vil indrømme det eller ej. Og selvfølgelig kan det blive for meget, og selvfølgelig skal vi være skeptiske over for skønhedens manipulationsevner, men vi kan sådan set ikke klandre folk for at længes efter at blive sanseligt overvældede.
Læs Sangilds klumme om skønhed
- 2: Kunsten skal være virtuos
En anden gennemgående forventning, som folk har, er, at kunsten og kunstneren skal præsentere en ekstraordinær evne, at den skal vise os noget, vi ikke selv kan gøre. Et udsøgt håndværk, en evne til komposition, illusion, sammensætning, materialebeherskelse el.lign.
Og ja, det er en dyrkelse af kunstneren som noget særligt, og det kan ses som suspekt i en tid, hvor det opfattes som mere demokratisk, at alle i princippet kan være kunstnere. Hvor kunstnerne ikke gør det, som andre ikke kan, men snarere gør det, som andre ikke har fundet på at gøre, selv om de i princippet kunne. Men når nu der er en lang tradition for at dyrke ‘kunst’ som ‘kunnen’ (det er jo det, ordet kommer af), kunne vi så ikke i det mindste anerkende, at teknisk dygtighed er en udbredt forventning, og at denne forventning ikke bare er grebet ud af den blå luft?
- 3: Kunsten skal være eksistentiel
Der er også en lang tradition for, at kunsten udsiger noget eksistentielt, noget om, hvad det vil sige at være menneske som sådan. At fødes og skulle dø; at længes og elske, at miste og lide på et alment plan. At kunsten er noget, man kan spejle sig i på tværs af tid og sted. Det var en gang selve kunstens hovedtema, som der ikke blev sat spørgsmålstegn ved.
Men store dele af samtidskunsten vil vide, at det eksistentielle dækker over det historisk konkrete, som er foranderligt. At det dækker over, at mennesker har vidt forskellige livsvilkår i forskellige kulturer og klasser; at etnicitet og seksualitet og levestandard og samfundsindretning er vigtigere end de påståede grundvilkår. At nogle er mere privilegerede end andre, og at disse strukturer er det vigtigste emne at tage fat på i disse år. Det er alt sammen sandt, i hvert fald et stykke af vejen.
Men kan vi ikke samtidig anerkende, at folk har et eksistentielt behov, og at det som oftest er det, de søger, når de går til kunsten, mens de går andre steder hen, hvis de vil vide noget om aktuelle politiske problemstillinger og magtstrukturer i verden? Vi kan da i hvert fald prøve.
Forventninger
Pointen er ikke, at kunsten skal lægge sig fladt ned og opfylde folks forventninger. Det er der sådan set allerede rigeligt med kunst og kulturindustri, der gør. Der er masser af sanselig, dygtig og eksistentiel kunst derude. Pointen er, at en del af kunstverdenen kan lukke sig så meget om sig selv, at den glemmer, hvad dens publikums forventningshorisont egentlig er.
Og hvis kunsten skal gå i dialog med sit publikum og forklare sit ærinde, er den nødt til at have et minimum af forståelse for, hvor det publikum befinder sig. En forventningsafstemning, om man vil.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
