Utzon Center får to nye direktører

Utzon Center får to nye direktører

De to direktører, Malene Abildgaard, der er udnævnt som Formidlings- og udviklingsdirektør, og Line Nørskov Eriksen, der bliver Udstillingsdirektør. Pressefoto.

Line Nørskov Eriksen og Malene Abildgaard skal i fællesskab stå i spidsen for huset, og afløser dermed Lasse Andersson, der tidligere i år tiltrådte som direktør for Kunsten Museum og Modern Art i Aalborg.

Malene Abildgaard er udnævnt som Formidlings- og udviklingsdirektør, og Line Nørskov Eriksen bliver Udstillingsdirektør. De tiltræder 1. november.

De afløser Lasse Andersson, der selv kommer fra Utzon Center, men som tidligere i år blev direktør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center, der har et partnerskab med fælles ledelse og administration.

Malene Abildgaard er arkitekt MAA, forfatter og har tidligere været indstillet til designpriser i Danmark og udlandet samt samarbejdet med for eksempelvis Operahuset i Sydney, der er en af verdens største kulturinstitutioner.

“Jeg har en stor kærlighed til arkitektur. Det er en kunstart, som omgiver og påvirker os alle, og som vi derfor bliver nødt til at forholde os til. Den former vores liv og hverdag. Så det er bydende nødvendigt, at vi giver omverdenen en forståelse for det. Og at det både for børn og voksne sker gennem en legende og kreativ tilgang. Her kan jeg ærligt sige, at Utzon Center lige nu uden sidestykke er en af de bedste i Europa til formidling af arkitektur. Og dét vil jeg være med til at fastholde og udvikle. Vi plejer at sige, at ‘vi hjælper dig til at forstå en verden af arkitektur’, og det mener vi alvorligt”, siger Malene Abildgaard.

Line Nørskov Eriksen er arkitekt MAA og ph.d fra University of Portsmouth, hvor hun har forsket i Jørn Utzons arkitektur. Hun er anerkendt som en af verdens førende eksperter på Jørn Utzons virke.

“Der kan være noget snævert og nørdet over udstillinger om arkitektur. Men som al anden kunst skal arkitektur opleves, og derfor er det blevet et princip for os, at vi skaber sanselige, umiddelbare og rumlige oplevelser, der ikke er drevet af lange tekster, tegninger og billeder, men af bevægelse i rummet. Man kan kalde det åndelig forførelse, den mission vi er på, og når nysgerrigheden for arkitektens verden så er vakt, kan man skabe rum for undren, forståelse og kritik. Det er udfordringen, at vække en større begejstring for arkitektur og design i både store og små. Og så skal den næste udstilling i øvrigt altid være bedre end den sidste”, siger Line Nørskov Eriksen.

“Det er vigtigt, at vi hele tiden rykker grænsen for det mulige, som Utzon har udtrykt det. Sådan skal det også være i fremtiden”, siger Line Nørskov Eriksen.

De to direktører kommer også til at spille helt centrale roller i udviklingen af Utzon Center og Kunsten Museum of Modern Art de næste år. Her er det et meget tættere fællesskab, der skal dyrkes mellem de to institutioner. Og med den nye partner, Louisiana.

“Det er naturligt, at Utzon Center og Kunsten udvikler sig og kommer meget tættere på hinanden i fremtiden. Det vil sikre den stærke og naturlige kobling, der er mellem kunst og arkitektur. Det kan vi også bruge i partnerskabet med Louisiana, som vi kommer til at udvikle og gå endnu stærkere ind i de kommende år, hvor du ser den samme kobling”, siger Lasse Andersson.

Kilde: Utzon Center

Del artiklen

'Utzon Center får to nye direktører'

Facebook