Ny leder af Gammelgaard

Ny leder af Gammelgaard

Pernille Fonnesbech tiltræder som ny leder af Gammelgaard fra marts 2024. Pressefoto, Gammelgaard.

Herlev Kommune har ansat Pernille Fonnesbech som ny leder af Gammelgaard. Den 8. marts efterfølger hun Anne Retz Wessberg, der har siddet på posten i 18 år.


Fonnesbech er uddannet mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og kommer fra en lederstilling på Heerup Museum i Rødovre. Hun har desuden været kurator og formidlingschef i kunsthallen GL STRAND.

“Det er med meget stor glæde og stolthed, at jeg ser frem til at lede Gammelgaard ind i en ny fase i en ny tid. Gammelgaard er hele Herlevs kunsthal og kulturelle samlingspunkt og står med sine tilbud om udstillinger, kreative værksteder og stedets charmerende rammer på et stærkt fundament, som rækker langt videre”, udtaler Pernille Fonnesbech.

”I særdeleshed skal vi give børn og unge mulighed for at møde den professionelle kunst og udforske deres egne sanser og kreative tænkning. For det er jo det fantastiske ved kunstens natur, at den kan berige og nuancere vores oplevelse af verden og styrke vores opfattelse af os selv i den. Og det kalder vores aktuelle, hastigt foranderlige tidsalder på. Det fantastiske ved kunstens natur er, at den kan berige og nuancere vores oplevelse af verden og styrke vores opfattelse af os selv i den.”

Herlev Kommunes kulturchef Thomas Angermann ser frem til at byde den nye leder velkommen:
“I Pernille får vi en erfaren kunstfaglig leder. Vi er sikre på, at Pernille har en god fornemmelse for, hvilken rolle kunsten på Gammelgaard skal have for borgerne i en kommune som Herlev. Pernille er stærk i udviklingen af visioner for, hvordan den professionelle kunst kan spille en rolle i børn og unges liv – hvad enten det er gennem dagtilbud- og skolesamarbejder, børn og unge i deres frie tid eller mere målrettede indsatser som for eksempel arbejdet med udsatte eller sårbarhed“.

Kilde: Gammelgaard.

Del artiklen

'Ny leder af Gammelgaard'

Facebook