Magisk kunst på Art Herning – hør kunstnerne fortælle

Magisk kunst på Art Herning – hør kunstnerne fortælle

Katja Bjørn, Ferdinand Ahm Krag, Sofie Burgaard. (Foto: Ole Bjørn Jacobsen, Marie Nyeng/Fine Spind, Ole Bak Jakobsen).

Art Herning foregår 26. – 28. januar, og i messens sceneprogram kan du høre kunstnere fortælle om kunstværker, der kredser om magi, myter og spiritualitet. Kunsten.nu står for programmet, og du kan møde kunstnerne Katja Bjørn, Ferdinand Ahm Krag og Sofie Burgaard.

På scenen kommer der besøg af Katja Bjørn, som er kendt for sine spektakulære videoinstallationer, der sætter mennesket i relation til større rum, cyklusser og sammenhænge. Eksistensen, livet og døden spejles i mytisk stof og symbolik: Floden strømmer, tidevandet ånder – kroppe, måner og æg befolker værkerne.

Ferdinand Ahm Krag vil fortælle om sine komplekse billeder, der blandt andet ved hjælp af tusindvis af linjer skaber ‘uendelige’ rumligheder. På en gang kan værkerne ses som billeder af ydre og indre landskaber, og de er ofte inspireret af esoteriske, spirituelle strømninger. En nylig serie billeder tager afsæt i mysteriekulten, der foregik i det græske tempelkompleks Eleusis.

Og endelig byder programmet på en snak med Sofie Burgaard, der skaber magiske universer, hvor pastelfarvede skildringer af snegle, frøer, roser og egeblade blander sig med feer og spøgelsesagtige konturer af sommerfuglevinger og menneskeansigter. Også rammerne, som er støbt i et plastmateriale, har del i magien.

Der er en lang tradition for, at kunsten søger mod magien og hinsides den moderne rationalitet, men strømningen har fået fornyet kraft i disse år – måske som reaktion på tiltagende økokrise, onlinetilværelse og ophævelse af skel mellem teknologi og natur.

Der vil blive vist eksempler på kunstværker, og du vil få mulighed for at stille spørgsmål til kunstnerne.

Samtalerne modereres af kunsten.nus redaktør Ole Bak Jakobsen.

Sceneprogrammet:

Magi myte og spiritualitet i samtidskunsten
Lørdag 27 januar kl 13: Katja Bjørn
Lørdag 27 januar kl 15: Ferdinand Ahm Krag
Søndag 28 januar kl 13: Sofie Burgaard

Læs interview med Sofie Burgaard

Læs interview med Ferdinand Ahm Krag

Del artiklen

'Magisk kunst på Art Herning – hør kunstnerne fortælle'

Facebook