Udstilling undersøger Congress for Cultural Freedom – der var finansieret af CIA!

Udstilling undersøger Congress for Cultural Freedom – der var finansieret af CIA!

Illustration og layout: Jens Hüls Funder.

A Painter Of Our Time

25 okt – 6 dec 2020.
Fernisering: 24 okt kl. 14:00-18:00.

Institut Funder Bakke, Æbeløvej 20, Silkeborg.

Åbningstider:
Fredag: 16:00-21:00.
Lørdag/søndag: 12:00-16:00.

Udstillingen A Painter Of Our Time er kurateret af Rhea Dall og Mathias Kryger i samarbejde med Institut Funder Bakke og The Lake Radio og undersøger historien om, hvordan CIA i koldkrigsårene stod bag en række aktiviteter i kunst- og kultursektoren for at udøve skjult anti-sovjetisk propaganda.

Udstillingen, som netop nu kan ses på Institut Funder Bakke ved Silkeborg, er et resultat af Dall og Krygers fortløbende undersøgelse af, hvorledes den såkaldte Congress for Cultural Freedom (CCF) – der hemmeligt var finansieret af  CIA – promoverede frihedsidealer og derigennem gjorde såkaldt frie tænkere og kunstnere til (ubevidste) talerør for anti-sovjetisk propaganda i den kolde krigs angstfyldte kulturlandskab.

Udstillingen er lanceret under et udvalg af umiddelbart kryptiske “kodeord”, så som “Selskabet for Frihed og Kultur”, “Lykkehjulet”, “Perspektiv”, og “hvad lavede Jørgen Schleimann i Congo?”, men hvad dækker det egentlig over? Vi har bedt folkene bag projektet om en forklaring.

A Painter Of Our Time er et lille udstillingsprojekt om et stort emne”, forklarer kurator og kunstkritiker Mathias Kryger: “Det tager livtag med den for mange folk nok velkendte historie om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA stod bag en række aktiviteter i kunst- og kultursektoren uden for USA som en udøvelse af ideologisk såkaldt soft power – en blød måde at lave skjult anti-sovjetisk propaganda, hvor i særdeleshed forestillingen om kunstnerisk frihed blev sat op overfor den kommunistiske kunst og kultur som værende “ufri”.”

CIA var instrumentelle i oprettelsen af den organisation som hedder CCF (Congress for Cultural Freedom), som oprettedes i 1950 efter en stor konference i Berlin og som havde sit hovedsæde i Paris.

“Det vi særligt er interesserede i med vores undersøgelse her er, at se på hvordan CCF også havde indflydelse på danske og nordiske forhold, hvor vi i dette projekt især kigger på kulturtidsskriftet med navnet Perspektiv”, uddyber Kryger.

Perspektiv i en nordisk kontekst

Perspektiv var et dansk tidsskrift for litteratur, kunst og videnskab, der udkom 1953-69, grundlagt og i de første ti år redigeret af Henning Fonsmark og som senere Jørgen Schleimann var redaktør for. Perspektiv fik i en del af årene midler fra og var med i netværket omkring CCF. Med sin dækning af tidens kulturdebat havde Perspektiv nogen betydning i sin samtid og man kunne læse digte, kritiske samfundsanalyser, litteratur og film-anmeldelser og artikler om psykologi side om side, ligesom også vigtige billedkunstnere har bidraget med grafiske værker.

“Når vi i dag læser magasinet leder vi efter spor, der peger mod diskussionen om, hvad kunstnerisk frihed og ufrihed var og er. Og vi forsøger at trække diskussionen helt op til årene efter Den Kolde Krig og den medievirkelighed, hvor blandt andet TV2s indtog i det danske medielandskab kunne siges at være kulminationen på den bløde kulturkrig, som USA indleder efter Anden Verdenskrig.”

Kryger fortsætter: “Vores undersøgelse er længerevarende og Rhea Dall har for eksempel forrige år lavet en lille udstilling om emnet på UKS (Unge Kunstneres Samfund) i Oslo. Dette udstillingskapitel er første gang vi trækker samtalen om friheden i kunsten efter Anden Verdenskrig til Danmark. Det gør vi ved at udstille både værker og arkivmateriale som direkte og indirekte peger på emnet. Dertil laver vi en podcast i fire afsnit som kommer løbende i udstillingsperioden under samme titel som udstillingen”.

A Painter Of Our Time låner iøvrigt sin titel fra en roman af den berømte kunstner, kunstformidler og forfatter John Berger fra 1958; en bog som blev censureret af CCF.

I forbindelse med udstillingen sendes fire radioprogrammer på The Lake Radio, som videre undersøger CCFs historik, kontekst og indflydelse.

Kilde: Institut Funder Bakke og Mathias Kryger.

A Painter Of Our Time

25 okt – 6 dec 2020.
Fernisering: 24 okt kl. 14:00-18:00.

Institut Funder Bakke, Æbeløvej 20, Silkeborg.

Åbningstider:
Fredag: 16:00-21:00.
Lørdag/søndag: 12:00-16:00.

Del artiklen

'Udstilling undersøger Congress for Cultural Freedom – der var finansieret af CIA!'

Facebook